Til Hr. Orla Lehmann.
Det har hidtil været en temmelig almindelig antagen Mening, at de i „Kiøbenhavnsposten” under Rubriken „Nyhedspost” meddeelte Efterretninger vare at ansee som de egentlige Redactionsartikler, hvorved man vel ikke forstod Artikler, der udelukkende samledes og konciperedes af Redacteuren selv, men med Hensyn til hvis Udarbeidelse man dog tillagde denne (Red.) en særdeles Virksomhed: at benytte det ham af faste, lønnede (?) Medarbeidere og Andre tilbudte Materiale. Om denne Mening er grundet eller ugrundet, kan Indsenderen, der er fuldkommen ubekiendt med Redactionens Bureaucratie, naturligviis ikke med Bestemthed angive, saameget mere som Redactionen selv i dette Punct aldeles ikke synes at hylde noget ubetinget Offentlighedsprincip; men vist er det, at Mange have været af den ovennævnte Formening, og at ikke faa, selv af „Kiøbenhavnspostens” ivrigste Velyndere, med Forundring have seet Hr. Orla Lehmann in paranthesi navngive sig som Forfatter af en i „Kiøbenhavnsposten” i Nr. 18 for d. A. under Rubriken „Nyhedspost” indrykket Artikel om det Thorvaldsenske Museum, tilmed da denne Navngivelses Form synes at antyde, at Hr. L. af særdeles Hensyn in casu har fundet sig foranlediget til et saadant Skridt, hvoraf man da atter, uden at giøre sig skyldig i noget ulogisk Spring, turde være berettiget til at udlede den Slutning, at Hr. L. ogsaa ellers er deelagtig i Nyhedsposiens Bearbeidelse, men at dette i saa Fald står anonymt, ‒ en Paastand jeg forresten mod Hr. L’s Benegtelse ikke kan eller vil inhærere. Uden her at indlade mig videre paa det i sin Tid tilstrækkelig debatterede Anonymitetsspørgsmaal, og uden videre at drøfte den nævnte Artikels Realitet, er det med disse Linier alene min Hensigt at henlede Hr. L’s Opmærksomhed paa den Dobbelthed (Duplicitet) i hans journalistiske Virksomhed, der synes at fremgaae af, at han omtrent samtidigen til „Kiøbenhavnsposten” leverer navngivne Corpusartikler og tillige er Medarbeider ved Redactionsartiklerne, som ellers leveres anonyme, fra hvilken, saavidt mig bekiendt, hidtil faste Praxis der altsaa i nærværende Tilfælde er giort en Undtagelse. For Hr. L’s egen Skyld antager jeg derfor, at det maa være ham af Vigtighed at underrette Publicum, hvis Dom i saa Henseende ikke kan være ham, som Publicist, ligegyldig, om sit Forhold til „Københavnspostens” Redaction, selvfølgelig kun forsaavidt Bladets hele Oeconomie tillader et saadant Skridt fra Hr. L’s Side, og uden at jeg forresten ved denne min offentlige Opfordring vil paalægge Hr. L. nogen Forpligtelse til at opfylde et Ønske, som dog Flere dele med mig. Naar jeg sætter mit Navn under dette, skeer det af Princip, og for at ikke Sagen, mindst Hr. L. selv, til hvem jeg aldeles ikke staaer i noget uvenskabeligt Forhold, skal troe, at personlig Animositet har fremkaldt min nærværende i Hr. L’s egen Faveur fremsatte Opfordring.
Kiøbenhavn, den 21de Januar 1839.
J.P. Friis.