Thorvaldsen i Studenterforeningen.
Løverdagen den 13de October 1938.
–––––––––
I dette Øieblik, da hele den dannede Verdens Opmærksomhed mere end sædvanligt er henvendt paa vort Land og vor Hovedstad, er en Hylding, som af Danmarks studerende Ungdom bringes vor Tids første Kunstner, af en høi Betydenhed. Saa meget mere var dette Tilfældet her, da den Fest, hvoraf vi nu ville søge at gjengive et tro Billede, ikke blot røbede en ædel Begeistring for vor udmærkede Landsmand, men tillige var saa poetisk tænkt og saa smagfuldt arrangeret, at dens Udførelse kan ansees som et fuldendt Kunstværk. Det er vel altsaa neppe for meget sagt, naar vi erklære, at denne Hylding af vor Thorvaldsen hører til det Skjønneste, som vi have seet af den Natur, da den hele Anordning saa ganske bar Præget af den Smag og Kunstkjærlighed, som Beskuelsen af den største christelige Billedhuggers Værker uimodstaaeligt vækker hos den med Følelse og Phantasie begavede Ungdom. Kort sagt, da den hele Fest, ifølge vor Formening, ligesaa meget hædrer Den, hvem den gaves, som Dem, der foranstaltede den, er det saa langtfra at vi frygte for at begaae en Indiscretion ved at omtale den her, at en Beretning derom netop i dette Blad forekommer os at have sin rette Plads.
Altsaa – efterat Studenterforeningen havde udvalgt Thorvaldsen til sit Æresmedlem (en Udmærkelse, som hidtil kun er bleven vor afdøde Rahbek tildeel), besluttede man paa en værdig Maade at indføre ham i Selskabet. Efter en forudgangen Indbydelse berammedes Festligheden til den 13de October. Om Aftenen Kl. 8 forsamlede Selskabets Medlemmer sig i den med Begfakler og Blaalys stærkt oplyste Have, hvor tillige et talrigt Musikcorps befandt sig. Saasnart Thorvaldsen, ledsaget af to Seniorer, som havde afhentet ham, steg ud af Vognen, istemmede Musikcorpset Melodien “Kong Christian stod ved høien Mast.” Han blev derpaa ført gjennem de rigt oplyste Værelser ud paa Havestuens Altan, hvor han modtoges af den i Haven forsamlede Mængde med nedenstaaende Fakkelsang af en Anonym.
Mel. Kong Christian stod ved høien Mast.
–––––––––
“Der er han!” lød det fjernt og tyst
Fra Bølgen blaa,
“Der er han!” banked’ i hvert Bryst,
“Der er han!” gjentog Folkets Røst,
“Der er vor Stolthed! er vor Lyst!
“Han hilses maa
“Som Ingen før paa Danmarks Strand,
“Og fra de Tusinder paastand
“Ham Hurra naae!”
Og Hjerter slog og Hurra klang,
Hvor han kom hen,
Han hilset blev alt mangen Gang
Med Høitids-Ord og festlig Sang, –
En Flamme sig dog aldrig svang
Saa høi som den,
Der i Studentens Gaard er tændt,
Og længst har i hans Hjerte brændt
For Thorvaldsen.
Ja Du, som har studeert, enhver
Student tiltrods,
Du, som vel Sneen paa Issen bær,
Men i din Aand en Flammehær,
Velkommen! o velkommen vær
Nu iblandt os!
Den Oldtid, Du har manet frem,
Den sinder stedse her et Hjem!
Her iblandt os.
Velkommen nu! Velkommen tidt
Her i vort Bo:
Student og Kunstner hver har sit!
De leve knapt, men leve frit, –
Og flyve høit og svæve vidt
Gjør begge to;
Men efter Dig, vor Thorvaldsen!
Studenten skal som Kunstneren,
Det kan Du troe!
Da denne Sang var afsjungen, bød Hr. H. P. Holst, som Senior, Thorvaldsen et “Velkommen i Studenterforeningen”, som ledsagedes af et mange Gange gjentaget Hurra. Derefter førtes Kunstneren gjennem et Værelse, hvor hans laurbarkrandste Buste stod paa en Piedestal, ind i den store Læsesal, hvor der foredroges adskillige danske og italienske Sangnummere, saavel af comisk som alvorligt Indhold. Denne Concert sluttedes med efterfølgende stjønne Sang af Oehlenschläger til en charakteristisk Melodie af Krøyer.
Dig, som Fader Homer har viist de blomstrende Guder,
Som dem Phidias saae, som dem Praxiteles saae;
Du, som Grækernes Skjønhed og Kraft, med Ynde, med Genfold,
Kaldte tilbage, befriet fra den fordærvede Kunst;
Dig med Jubel hilse, med Sang høit Musernes Sønner,
Laurbærkrandsen dig længst Guderne vandt om din Lok.
Du, som Romeren hist har lært med kraftige Meisel
Hvad af Grækeren før lærtes, men glemtes forlængst;
Du, som øste saa reent og saa dybt af liflige Kilde!
Stenen, som Moses, du slog, Kilden af Marmoret sprang;
Dig med Jubel hilse, med Sang, høit Musernes Sønner,
Laurbærkrandsen dig længst Heltene vandt om din Lok.
Du, som barnligt og fromt har skuet Christus, vor Frelser,
Kjærligt strække sin Arm ned mod den troende Kreds;
Der Apostlenes Ansigter os saa tydeligt viste,
Som Michel Angelo dem og som dem Raphael saae;
Dig med Jubel hilser, med Sang høit Ynglingeskaren;
Stjernekrandsen engang Englene skjænke din Lok!
Du, som vender saa tro til gamle Danmark tilbage,
Skjøndt Europa dig rundt vinker til prægtige Fest;
Du, som skjænkte vort Fædreneland din Kraft og dit Kunstværk!
Øresundet er stolt! Tiberen misted sin Skat!
Dig med Jubel hilse, med Sang, høit Dannemarks Sønner;
Flætter i Laurbærret dig Egens ærværdige Blad!
Efter denne Sang, som modtoges med Jubelraab, førtes Kunstneren op i den store Concertsal, hvor der var dækket for hundrede Personer. Denne Sal (som ender i et halvrundt ophøiet Orchester eller Tribune, hvorfor der var draget et mystisk Tæppe) var paa det smagfuldeste oplyst og decoreret. Syv store, paa italiensk Viis med Blomster omvundne Lysekroner udbredte i Forening med talrige Lampetter en rig Straaleglands fra oven, der forøgedes af Bordenes talrige Armstager. Den store Væg ligeoverfor Vinduerne var prydet med rige, fra Gesimset nedhængende Festons, hvorunder vare anbragte i tre ved Liscener inddeelte Felter tre som Basreliefs udførte Malerier efter følgende af Kunstnerens Værker: “Amor med Lyren, Natten, Anacreon og Amor.” De tvende lange Borde vare decorerede med tolv Thorvaldsenske Statuer en miniature, f. Ex. Mercur, Venus, Amor med Lyren, Lord Byron o. s. v. Disse Billedstøtter, der paa en saa træffende Maade charakteriserede Dagens Høitid, frembragte en herlig Virkning mellem Bordets rige Blomstervaser og Armstagernes straalende Lys. Den første Sang ved Maaltidet var af H. C. Andersen: et academisk Borgerbrev; det var dog ikke slet saa tørt som slige Documenter pleie at være, men tvertimod affattet med megen Humor, som Læserne af nedenstaaende Linier ville kunne see.
Mel. Jeg ønsker mig en yndig Viv.
–––––––––
October bliver man Student,
At sige, naar man staaer sin Prøve,
Kan Græsk og Romersk excellent,
Samt Archimedes Kunst udøve;
Fortælle snildt hvad Klio skrev –
Alt har vi skikkeligt forklaret,
Men Du fik stoltest Borgerbrev,
Thi Du i Marmor svared’.
Du blev Student, og Du kan troe,
Just i October maa det være.
Du hugged’ Dig igjennem jo,
Saa Talemaaden kom til Ære.
“Hvad giver op Du af Homer? ”
Blev spurgt, og man jo vented’ Blade:
Da formed’ Du til Liv i Leer
Den hele Iliade.
Det Sprog Praxiteles har talt,
Det talde Du, som ingen Anden,
Hvad Flaccus har i Toner malt,
Du plastisk gav, Du fatted’ Manden.
Du dristig Skjønhedscirclen slog,
Beregned’ alle Former nøie,
Og i Historien Du tog
Jo Klio selv den høie.
Man spurgte Dig i Christendom,
Og Du lod Stenen for Dig tale;
See Christus i vort Tempel kom,
Med Kraft og Mildhed at husvale.
Svar gav Du i Astronomie,
Saa selv Copernicus gjenleved’;
Dit Marmor-Ord er Poesie,
Slig Stiil har Du os skrevet.
Dansk og Latin med Marmor-Ord,
Du talde, saa det Døde leved’.
De bleve Hørt i Syd og Nord,
Stolt Danmarks Moderhjerte bæved’.
Den yngste Kreds Du om Dig seer,
Hvert Die er en Glædens Kjerte.
Hvo elsker og beundrer meer,
End just det unge Hjerte!
Herpaa udbragte Hr. H. P. Holst, der præsiderede ved Festen, “Thorvaldsens Staal,” som optoges med stor Jubel under Affyringen af en Salve fra en kunstig Kage, der forestillede Engelsborg (Castel S. Angelo) i Rom. Paa en ligefaa sindrig som lunefuld Maade besvaredes denne Salve med en lignende fra Batteriet Trekroner, som i en lille Maalestok fandtes paa det andet Bord. Derefter istemmede det i et Sideværelse anbragte Musikcorps en Instrumentalmusik, som hele Aftenen igjennem afvexlede med Sangnummerne. Efter den næste Sang “Danmark deilig Vang og Vænge” udbragtes Fædrenelandets Skaal af Prof. Oehlenschläger. Fremdeles udbragte Etatsraad Prof. Bang en Skaal for “Kunst og Videnskab” og Studenterforeningens Senior Cand. juris Larsen for Oehlenschläger “den Digter, der kappes med Thorvaldsen om at udbrede Danmarks Hæder i fjerne Lande.” Disse Toaster optoges med levende Begeistring. Professor David udbragte en Skaal for Thorvaldsens Venus og Gratier. Efter Visen “Mit fulde Glas og Sangens raske Toner” af Zetlitz erindrede Prof. Oehlenschläger om en af vore Forfædres ærværdige Skikke, ved deres festlige Sammenkomster at mindes elskede Hedengangne, og indledede saaledes en Skaal til “Rahbeks Minde.” Derefter blev af Chr. Winthers Vise “Ak! hvor faa her rundt om Borde” afsiunget det sidste Vers “Bort dog nu med Alvors Tanker,” hvorefter Hr. Holst udbragt en Skaal for Damerne, idet han benyttede Leiligheden til at giøre det nye Medlem opmærksom paa et ubarmhjertigt Reglement, der nægter Damerne Adgang til Selskabet, og som netop derfor indeholder en mægtig Opfordring til dobbelt at erindre dem her. Derefter blev nedenstaaende Sang, betitlet “Dionysos og Glæderne” af Hr. F. J. Hansen afsjungen.
Mel. Det gaaer saa herligt overalt.
–––––––––
Det var engang i fordums Tid,
For Du og jeg blev fødte,
For Druen svulmed’ rød og hvid,
Og i Pokalen blødte:
En deilig Snekke tog ombord –
Nu gjet! de høie Glæders Chor
Paa Flugten bort fra dunkle Jord;
Gud veed – de var’ nok stødte.
Saavidt jeg troer, foruden Ly
Rundtom de maatte vanke;
Thi mørk var Jord, og mørk var Sky,
Og mørk var Støvets Tanke.
Da fragted’ de med enig Pagt
Det gyldenblanke Skib – som sagt –
At føre bort den rige Fragt
Alt paa sin lette Planke.
Hvad skeer? En lille, buttet Fyr
Just vanker ned mod Stranden;
Paa sine Been han slet holdt Styr:
Og Bacchus det var Manden.
Han saae den Skik, han saae den Færd,
Ret som de letted’ Anker der;
Det Syn ham gik til Hjerte nær:
Ham Blodet steeg i Panden.
“Hvad er nu det?” lod Gudens Røst –
“Vil I til Himmels, Kjære?
“Jeg kom jo fra Olympens Kyst:
“Der er ei værdt at være.
“Fa’er Jupiter han gjør sig gal,
“Og Mutter slaaes med sin Gemal;
“Mercur Apollos Harpe stjal,
“Og Mars Vulcani Ære!”
Men snildt, imens han talde væk,
Han kaldte kraftopluet,
En Ranke frem ved Skibets Dæk,
Den første Jorden skued’;
Fra Stranden, hvor dens Rod var sat,
Han snoede den til Skibet brat:
Hver Stilk sig krummed’ og tog fat –
Tro mig! den Spøg ham hued’!
Der laae da Snekken surret fast,
Hver Glæde med det Samme;
Men Druen svulmed frem, og brast
I Solens Purpurflamme.
Da tog Hr. Bacchus frem paa Stand
Sit Bærger med den gyldne Rand,
Og krysted’ Druens Saft ved Strand
Alt fra den spæde Stamme. –
Hvergang, nu atter Glæders Flok
Til Søes fra Jord vil stikke,
Et Tag i Ranken – det er nok!
Til Ro sig flux de skikke.
Thi fyld Lyai Offerskaal,
Og maal Din Broder samme Maal!
Ved Lampens Blus, ved Druens Baal
For Glædens Aand vi drikke! –
Thorvaldsen udbragte dernæst et “Studenterforeningen leve!” Efterat man derpaa havde afsjunget Baggesens humoristiske “Dansk Tranquebar-Vise” indledede Hr. Cand. juris Bagermester Sager en Toast for “den kjære Gamle, som Ungdommen før saa ofte saae i sin Midte, men hvem svageligt Helbred hindrede fra at deeltage i Maaltidet – Etatsraad Hornemann.” Et lydeligt Hurra vidnede om Selskabets Agtelse og Kjærlighed for denne værdige alderstegne Videnskabsmand. Sang og Musik vedblev saaledes at underholde Selskabet, der var besjelet af den gladeste og behageligste Stemning. Men den skjønne, ædle Tone, der var udbredt over det Hele, naaede først sit Culminations-Punkt ved Enden af Maaltidet, da Slutningssangen af Holst istemtes. Denne Sang, der, som vi nedenunder ville see, i Forening med et architektonisk Tableau frembragte en næsten magisk Virkning, lyder saaledes:
Mel. Lustigen Saitenklang.
–––––––––
1.
Venner, endnu et Ord!
Nødigt fra dette Bord
Mener jeg, at I vil stilles.
Følger min Sangs Compas,
Endnu for Ham et Glas!
Lad ei Secunderne spildes!
2.
Vel i Jert Bryst der staaer,
Trodsende Tid og Aar,
Stolt et Musee for hans Værker;
Kender dog Sind og Hu
Hen til det andet nu –
Stadet for Mesterens Værker!
3.
Samles skal der i Chor
Alt hvad saa vidt paa Jord
Spredtes, sin Glands at forøde!
Stjerne ved Stjerne sat –
Ha hvilken nordisk Nat!
Ha hvilket straalende Møde!
Usynligt Chor.
Ny Melodie af Hartmann.
Snart skal det reise sig
Her paa hans Fædrekyst,
Brede Din Stolthed ud,
Fædreneland!
Sildigste Slægter skal
Undrende skue det,
Verden misunde Dig,
Fædreneland!
4.
Da stiger Skjønheds Sol
Høit paa sin Kongestol,
Lyser sin Glands over Jorden!
Syd, med Din Billedhær,
Øst, med Dit Farveskjær,
Bøi Dig for Glandsen fra Norden!
Et ligesaa smagfuldt som uventet Syn overra[sk]ede Selskabet, da efter Afsyngelsen af de tre første Vers det omtalte Tæppe for Tribunen droges tilside, og Baggrunden frembød Skuet af en pragtfuld, med Statuer og Søiler smykket Bygning, der i sin glimrende Belysning fast blændede Øiet som et Feeslot. Ubeskrivelig var den Virkning, som dette herlige Syn frembragte. Medens Alles Øine som fortryllede hvilede derpaa, istemtes det usynlige Chor med en Følelse og i Toner, der næsten virkede paa de Tilstedeværende som en salig Drøm, som et lifligt Eventyr af “Tusind og een Nat.” Det var et af de ophøiede poetiske Øieblikke, der gribe dybt og aldrig glemmes; det var Skjønhedens og Poesiens Triumph over det daglige Liv. En unævnelig Følelse, en hellig Begestring greb Alle, og den stormende Jubel syntes aldrig at ville faae Ende, da Hr. Holst udbragte en Toast for “Thorvaldsen og hans Museum” ved sin Sangs Slutning. Forfatterens stjønne og følelsesfulde Idee i et saadant Øieblik og under saadanne Forhold prophetisk at fremstille det vordende Museum, understøttedes heldigt af Architekten Hr. Nebelongs (sen.) kjække, effectfulde, i faa Timer udkastede Composition, som Decorationsmaler Tilly derpaa udførte i det Store. Dette var Festens høieste Glandspunkt; vi overlade vore Lasere selv at vurdere dette Øiebliks høie Betydning. Den reneste Glæde og den meest ophøiede Begeistring havde afvexlende bevæget Gemytterne; det var saaledes i sin Orden, at man tilsidst istemte Chr. Winthers fortreffelige Champagnervise, og at en Skaal for Seniorerne, som med saa megen Smag og Sands havde arrangeret denne Høitid, udbragtes af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge.
Selskabet begav sig nu tilbage til Conversations-Værelserne, hvor den store Kunstner med sin sædvanlige Hjertelighed bevidnede Alle sin Tak for den ham beviste Ære og Kærlighed, og derpaa strax efter Midnat begav sig til sit Hjem. Alle Tilstedeværende med Musikcorpset i Spidsen ledsagede ham til Charlottenborg, og bragte ham endnu et mange Gange gjentaget Hurra udenfor hans Bolig, hvor han med synlig Glæde og Rørelse og under hjertelige Taksigelser tog Afsked med sine hengivne unge Venner.