1.9.1823

Sender

Hans Henrik Gunnerus

Sender’s Location

Halden

Recipient

Bertel Thorvaldsen

Recipient’s Location

Rom

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Dateringen fremgår af brevet.

Abstract

From prison Gunnerus requests that the relief Caritas, cf. A598, be sold as quickly as possible. He has written to Gerhard Stub and asked him to put the relief up for auction. Gunnerus is worried that malicious rumours have made Thorvaldsen change his mind about his donation of the relief. Gunnerus defends himself and emphasizes that his family’s future depends on Thorvaldsen’s gift. He encloses a declaration from Søren Jørgensen Breder, who testifies to Gunnerus’ integrity.

Document


Høivelbaarne
Hr. EtatsraadI og RidderII Thorvaldsen! i Rom.
Frederikshald og FrederiksteenIII i Norge,
den 1ste. September 1823.


Det var min Agt, ej at tilskrive Hr. Grosserer StubIV i Livorno førend den i hans Skrivelse af 16. Junii d.A.V venligst belovede nærmere Underretning angaaende det mig og Familie af Deres Høivelbaarenhed ædelmodigen offererede KunstværkVI var mig indløben; men en gjentagen Underretning fra min Advocat i Christiania om, at jeg, for at sikres mod en forøget Skjebnes Krænkelser, maatte være bered paa, i Begyndelsen af næstkommende December Maaned at kunde gjøre Indbetaling, da Statscassen ej modtager andet Sikkerhedsmiddel end 1ste. Prioritets Panteobligationer i faste Ejendomme, eller gode Vexler – opfordrer mig altsaa til, med Dagsposten at sende Hr. Stub min indstændige Anmodning om, det hastigste muligt, paa den fordeelagtigste Maade, at see Gaven udbragt i Penge.
Ved denne Leilighed er det, at jeg til ham har indsluttet Dupplicat af min sidste SkrivelseVII til Deres HbhedVIII, dat: 9. f.M. (:om den ej skulde være fremkommet:), samt nærværende Linier, som jeg ikke skulde have tilladt mig at bebyrde med, naar ikke Omstændighedernes Magt tvang mig dertil. Under de ængstlige Bekymringer, som Hr. Stubs Beretning vakte hos os Alle, opstod, blandt flere Veemodsfulde Tanker ogsaa disse:

Jeg vil forbigaae visse Personers, igjennem Venner erfarede, Misundelse over, at en af Verdens nu levende største Kunstneres Arbeider blev mig til Deel – blev givet mig til Ejendom og Redning. Men baade Historie og Erfaring stadfæste, desværre, hvor ofte i dette Liv Had og Forfølgelsesaand søgte Leilighed endog ved at skabe og udtænke de løgnagtigste Rygter, for at skade det Medmenneske, som disse ugudelige Lidenskaber havde bestemt til sit Offer, uanseet om derved en heel Familie paaførtes Lidelser og Ulykker. Enhver selvtaget Hevn var altid foragtelig – den havde stedse baade Religionen og Moralen imod sig, og derfor ej heller mindst Hevnsmændenes egen, engang vaagnende, Samvittighed. Men udføres den tillige listigen i Mørket, det være nu ved physisk dræbende Vaaben, eller ved hemmelige DenunciationerIX og intrigiøse Bagtalelser, hvor Hevnens ulykkelige og uskyldige Offere ej have mindste Adgang til Forsvar og Retfærdiggjørelse – o da er den dobbelt grusom! Og ti Gange Ak og Vee over hver den, hvorfra den kom! Blodskyld hviler over Saadanne. – At bringe Mænd af udstrakt Indflydelse, ja selv Fyrster til at troe de udrugede, mod bedre Overbeviisning stridende, og for al Bevislighed blottede, men derfor ogsaa hemmeligen behandlede Forebringender, var ofte især af kraftigst Virkning for de Samvittighedsløses Triumph. Da jeg selv nu i 3 AarX har seet og følt, hvorvidt Enkeltes maskerede Had har kunnet gaae mod mig – mod en Mand, som hele Publicum veed, geraadede i de meest uforskyldte Omstændigheder, og at saadanne Undertrykkere med koldeste Blod tillige opofrer en ædel Kone med 7 UmyndigeXI, saa vil Ingen undres over, at Tanken, efter hiin Beretnings Ankomst, nær ved Redningstidens Grændser, ogsaa lededes hen paa mulige Indvirkningsprøver igjennem Mægtige (:der ej sjelden førtes bag Lyset:), at omstemme Deres Høivelbaarenheds Følelser, og undertrykke den menneskekjærlige Hensigt med den os skjænkede BasreliefXII.
Endog Andres Blikke paa det ligesaa uformodede som ubegribelige Tilfælde, indeholde mørke Forestillinger. – Men idet jeg paa den ene Side (:uagtet den første Ophaver til saa sørgelig Bestræbelse maatte forekomme mig at være et virkeligt Umenneske:), vel ikke fandt den umulig; følede jeg dog derhos paa den anden Side den inderligste Overbeviisning om, at saa lav og uværdig Plan uundgaaelig maatte strande paa den dydige og høimodige Mands hele elskværdige Characteer. Saadanne Mennesker maatte tillige minde sig, at et Ord, en Gave, og en overdraget fuldkommen Ejendomsret, for hver Mand, og for hvert civiliseret Folkesamfund ere hellige, allerhelst naar en heel Families timelige Vee eller Vel i Livet beroe paa samme. Jeg maa derfor finde Forsøget, ifald det har været gjort, ligesaalidt at indeholde ædle Ideer om den store Mands indvortes Værd og Styrke, som Hensigten dermed mod mig og alle Mine var aabenbar umenneskelig. Jeg kalder den alvidende Guddom i dette, som i mit Livs sidste, Øjeblik til Vidne om, at jeg er mig selv ingen Handling bevidst, der kunde gjøre mig uværdig til den blide Skjebne, som igjennem Deres Hbheds uforglemmelige Haand lysede op for mig. Alle mine Attester, lige fra 1788 af, da jeg betraadde Embedsbanen, vidner høit for mig til min Fordeel. De i min første AnmodningsskrivelseXIII til Deres Hbhd. anførte Aarsager til min her ikomne ForfatningXIV, ere evige Sandheder for Gud og Mennesker. Men endog i det Tilfælde, at jeg for min Person, havde været mindre værdig til den ophøiede Hjelp; saa var den nævnte Hensigt lige umenneskelig; thi den indeholdte derhos den skrækkeligste Ligegyldighed mod uberegnelige Ulykkesvirkninger for alle de, der ved de ømmeste Baand ere forenede med mig. – Man kan ikke for Alvor forestille sig Muligheden af at et saadant Forsøg har existeret, uden tillige at tænke sig hvad Svar den sande Menneskeadel med værdig Selvfølelse hos Familiens erklærede Frelser, vilde have givet – omtrent dette Svar nemlig: “Jeg har givet og sendt mit Ord;XV Gaven er gjort; og Ejendommen afstaaet. Det Første vil ikke jeg, og de Sidste vil ikke hverken Natur- eller Menneskelove tilbagekalde og mortificereXVI. Har Manden misbrugt (?) mine ømme Følelser for Lidende, og bragt mig til, med Hensyn paa hans Person, at feile i Veldaad og Redning; saa har jeg dog ikke feilet i at betragte otte andre MenneskersXVII Ulykke og disses Frelse. Tiden vil opklare Alt til Bedømmelse baade af Samtidige og af Efteslægter.”
Ja, vi behøve Alle blot at kaste Øiet og Tanken hen paa Linierne af 24. Maii 1822XVIII, der udtale den ædleste Sjel, for at overbevises om, at et saadant Svar vilde været ledsaget af disse indre Følelser: “Mit GavebrevXIX hav Trøst og Udsigt for den lidende Familiefader fra det Øjeblik han modtog det. Nu saae han et Hjelpemiddel, og pønsede nu ej paa anden Redning eller Udvei. Mine Ord maatte indgyde ham den højeste Tillid, Tryghed og Rolighed. De glade Forhaabninger og Længsler Familien allerede føler, maatte forvandles til Sorg og Rædsler, og den hjelpeløse Moders og hendes Børns bittre Taarer vilde ubeskrivelig smerte mig. Naar de tabte med mit Ord og min Gave, da tabte de maaskee al Fremtids Lyksalighed i Livet. Jeg kunde jo blive en Aarsag til Krænkelser og Sorger, som vare istand til at lægge Børnene og Forældre, før Tiden, i Graven! – Hvor megen sørgelig Indflydelse kan Gaven ikke have baade paa Forældre og Børn, om den udeblev ? – Der vilde indtrænge sig forhen ukjendte Følelser i Samvittigheden! – Nei, min Gud! trofast og helligt er mit Ord, og min Gave skal ogsaa for dine Øine hjelpe dem Alle saavidt den formaaer. I dine, og i Millioner Menneskers Øine vil min Handling, der udgik fra mit Hjerte, være elsket, og den ulykkelige Families Misundere og Forfølgere, hvis Tal, til Ære for Menneskeheden ej kan være stort, forsvinder mellem Ædle, som Dværge mellem “Kjæmpemasser.”
Visseligen vilde disse og flere indre Følelser have afgivet hiint Svar, om saa selve NapoleonXX under sine glimrende Dages jordiske Vælde umiddelbar kunde have villet virke paa den store Kunstner, paa Menneskevennen, paa Familiefrelseren for at døde hans – døde Deres Høivelbaarenheds givne Ord, og vores Frelse.

Naar vore velsignede, vore uskyldige smaae Børn, der allerede for et Aar siden lagde Øre til Thorvaldsens Navn og Hjelp, nu seer en, formedelst Øjeblikkets Vigtighed, nedslagen Fader, og en Moder i Taarer, da høres vel ej i Rom disse elskede Væsners Veemodsstemmer: “Græd ej Moder! Thorvaldsen har jo sagt, at han vil hjelpe baade dig og Faer.” –
– Men, Deres Hjerte, ædle Mand! var og er, i Forestillingen om vores Alles nu ved Tidens Løb sammentrængte ubeskrivelige Forfatning, rørt ogsaa ved disse Lidendes naturlige Udtrykke af selve den barnlige Bekymrings Følelser.

Jeg afbryder her med Tillid til Gud og Dem! Alle forene vi vore Bønner om de lykkeligste MessuresXXI og Medvirkninger til Opnaaelsen af Gavens evigskjønne Hensigt, haabende med en beroligende Overbeviisning, at i al Fald Hr. StubXXII ved Deres Hbhbds: ømme Forsorg er sat i Stand til at foretage det Fornødne. Jeg har nu anmodet ham om, ifald ingen Liebhabere haver meldt sig i Følge den ligeledes ham under 26. April sendteXXIII, og i det latinske Sprog affattede Bekjendtgjørelse, at han da med den kjærligste Omhue strax ville, med samme Forklaring, om denne hæderlige Gave og dens Hensigt, som af mig og Flere er gjort, beramme Kunstværkets Realisation ved Auction, og lade den trende Gange efter hinanden, i de meest læste italienske Aviser og Blade, med udmærket Tryk, vorde bekjendtgjort, ønskeligt tillige i de nærmeste tydske og franske Aviser i Oversættelse, samt overladt ham Auctionens Berammelse til omtrent i Slutningen af October. Da der næsten idelig opholde sig i Italien fremmede rige Kunstelskere af de højere Stænder, især Engelskmænd og Americanere; saa tør jeg, under Sammenligning med de før og under min Levetid, ja endog i f.A. betalte Summer for berømte Kunstneres Arbeider, med al Grund haabe, at opnaae den virkelige Sum hvorom det nu gjelder, nemlig circa 1800 Pd. SterlingXXIV, hvorunder dog indbefattes Nødpenge, at Familien ej efter en Højesteretsdom i November eller DecemberXXV skal staae nøgen og blottet for Alt! –- Alligevel har jeg befuldmægtiget Hr. Stub at lade give Tilslag, om den, paa 2 à 300 Pund nær ej skulde bevirkes, da jeg bør, i saa Tilfælde, haabe og troe, at endog de uføelsomste ModstandereXXVI vilde give mig nogen Tid og Frist med det Manglende, skjøndt Vedkommende ej har givet mig Anledning til at stole paa deres Humanitet og Barmhjertighed. –

Vi anraabe Himlens Beskyttelse over vor VelgjørerXXVII, dens Velsignelse over en sildigXXVIII Alder, og af oprigtige Hjerter takkede vi Gud for Afværgelsen af den Ulykke, og det Tab baade for Verden og for os, som det barnlige Skud, hvorom vi have læst, nær kunde have voldet.

Deres Høivelbaarenheds
dybærbødigst hengivne
H:H: Gunnerus.

P.S. Da Velgjerningen der gjordes mig som Fader og Forsørger, havde et ædelt Hoved-Hensyn paa de flere Lidende, nemlig min talrige Familie; saa tillader jeg mig at vedlægge Hr. Provst BredersXXIX af Not. publicus bekræftede AttestXXX.

General Comment

Attesten, der nævnes i det afsluttende P.S., kan ses her.
Brevet er endvidere del af en længere brevkorrespondance, der strækker sig over en årrække fra 1822 til 1833.
For nærmere gennemgang af forløbet, se referenceartikel.

Archival Reference

m8 1823, nr. 80

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Subjects

Persons

Works

A598 Caritas, 1810, inv.nr. A598

Commentaries

  1. Thorvaldsen blev udnævnt til etatsråd i 1819. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.

  2. Thorvalden blev udnævnt til ridder af Dannebrog i 1810. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.

  3. Frederiksten fæstning ligger i byen Halden. Halden hed i perioden 1665-1928 Frederikshald, opkaldt efter den danske konge Frederik 3. (1609-1670).

  4. Den norske handelsmand Gerhard Stub.

  5. Det omtalte brev af 16.6.1823 fra Gerhard Stub til Gunnerus kendes ikke. Derimod giver Stub i brev til Thorvaldsen af 23.5.1823 udtryk for ikke at kende noget til donationen af relieffet Caritas, jf. A598, og beder Thorvaldsen melde tilbage om sagen har noget på sig. Stub har angiveligt endnu ikke vidst besked om relieffet, da han skrev til Gunnerus i brevet af 16.6.1823. Det kan ud fra disse breve derfor antages, at der gik mere end et år fra Thorvaldsen donerede relieffet i brev af 24.5.1822, til det ankom til Livorno for videre forsendelse.

  6. Gunnerus refererer her til relieffet Caritas, jf. A598. Thorvaldsen donerede relieffet til Gunnerus i brev af 24.5.1822. For mere om Thorvaldsens værkdonation, se referenceartikel.

  7. Gunnerus’ brev til Thorvaldsen af 9.8.1823.

  8. Dvs. Højvelbaarenhed.

  9. Jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 2) er en denunciation en anklage.

  10. Gunnerus havde siddet fængslet i Frederiksten fæstning siden 1820 pga. anklager om underslæb. Læs mere om dette i referenceartiklen.

  11. Gunnerus’ kone Anna Gotharda Gunnerus og deres syv børn.

  12. Det føromtalte donerede værk af Thorvaldsen, Caritas, jf. A598.

  13. Gunnerus’ første brev til Thorvaldsen af 16.3.1822.

  14. For mere om Gunnerus’ situation og fængsling, se referenceartikel.

  15. Gunnerus anvender her et retorisk greb, idet han forestiller sig, hvad Thorvaldsen kan have sagt og tænkt, jf. citationstegnene i denne og den følgende passage. På den måde forsøger han – en anelse desperat – at påvirke Thorvaldsen og overtale ham til at fremskynde forsendelsen af relieffet ved at selv at fremskrive Thorvaldsens ædle motiver.

  16. Dvs. erklære ugyldig eller ude af kraft, jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 2).

  17. Her refereres til Gunnerus’ kone og syv børn.

  18. Thorvaldens svar på Gunnerus’ anmodning om hjælp i brev 24.5.1822, hvor han donerede relieffet Caritas, jf. 598, til Gunnerus.

  19. Gunnerus anvender et retorisk greb, idet han forestiller sig, hvad Thorvaldsen kan have sagt og tænkt, jf. citationstegnene i denne og den ovenstående passage. På den måde forsøger han – en anelse desperat – at påvirke Thorvaldsen og overtale ham til at fremskynde forsendelsen af relieffet ved at selv at fremskrive Thorvaldsens ædle motiver.

  20. Dvs. Napoleon 1.

  21. Antagelig benytter Gunnerus her en fordanskning af det franske ord mesure, der i denne sammenhæng kan oversættes til forhold.

  22. Den føromtalte norske handelsmand Gerhard Stub.

  23. Brevet fra Gunnerus til Gerhard Stub kendes ikke, men Gunnerus sendte ligeledes et brev til Thorvaldsen af 26.4.1823.

  24. Dvs. pund sterling.

  25. Først 3.6.1824 blev Gunnerus af Højesteret fradømt sit embede og pålagt at erstatte kassemanglen. Se mere i referenceartiklen omhandlende Thorvaldsens værkdonation til Gunnerus, første afsnit.

  26. Sagen mod Gunnerus blev rejst af den norske regering (jf. journalsagerne på Thorvaldsen Museum, THM j.nr. 7 II, 1/1974), men ifølge Gunnerus stod den norske greve og politiker Herman Wedel Jarlsberg bag anklagerne pga. et ønske om personlig hævn. For mere om dette, se referenceartikel.

  27. Gunnerus omtaler flere gange Thorvaldsen som “Velgjører”, bl.a. i brev af 21.8.1822, og understreger på den måde Thorvaldsens velgørende rolle og den sociale status, der ligger heri.

  28. Dvs. i en sen alder jf. Ordbog over det Danske sprog.

  29. Den norske præst Søren Jørgensen Breder.

  30. Attest af 28.8.1823 sendt fra Søren Jørgen Breder til Gunnerus og vedlagt dette brev til Thorvaldsen.

Last updated 07.01.2013