Peder Horrebow Haste, J.C. Riise
Svendborg
Omnes
Haste sends additions and corrections to Nicolay Fürst’s biography of Thorvaldsen. Haste writes about the sculptor’s youth in Copenhagen and gives a characterization of him.
Bidrag til Thorwaldsens Levnet og Characteristik.
I Decemberheftet f. A. af dette TidsskriftI er meddeelt Læserne nogle biographiske Noticer om vor berømte Landsmand Thorwaldsen, efter Nicolay FürstII. Følgende interessante Bidrag dertil har UdgiverenIII nylig modtaget fra Hr. Justitsraad og Toldindspecteur Haste i Svendborg, en Mand, som indtager en hæderlig Plads i vor skjønne LitteraturIV, som “i fem Aar var een af Thorwaldsens nøieste Omgangsvenner, og som i 32 Aar har bevaret lige saa sandt Venskab for hans sjeldne Hjerte, som dyb Ærbødighed for hans nu i Verden enestaaende Genie.V“
“Berthel ThorwaldsenVI er ikke, som Hr. N. Fürst i ArchivetsVII sidste Decemberhefte S. 351 siger, fød i Aaret 1771 eller 1772, men den 19de November 1770VIII; han var altsaa ikke i sit 24de Aar, men langt hen i det 27de, da han 1797IX tiltraadte sin Rejse til Italien. Ikke heller er det ganske rigtigt, hvad der staaer S. 351: “at han var fremmed i ethvert andet Sprog, end sit Modersmaal;” thi Tydsk forstod han, og kunde deri gjøre sig forstaaelig, skjønt han ingenlunde talede det correctX. Ogsaa var det hans Plan, at rejse til Rom tillands over Tydskland, hvor han først vilde nyde de da end uforstyrrede Kunstskatte i Dresden, og naar han kom sydligere, maaskee til Wien, lade sig lære Italiensk. Men just i Vaaren 1797 voldte en SygdomXI, som da gjorde ham Kjørsel smertende, idelige Opsættelser i hans Afrejse, indtil jeg, som fra 1792 havde søgt og nydt hans jevnlige, elskelige Omgang, tilraadte ham et Forsøg paa, at komme med den kongelige FregatXII, som dengang skulde gaae til Middelhavet, og hvis første Bestemmelse, om jeg mindes ret, var Livorno: derved kunde han smertefriere, hurtigere og sparsommeligere naae sin Rejses egentlige Maal. Men hans overvættes BeskedenhedXIII, Hypochondrie og svækket SundhedXIV gjorde ham saa modløs til dette Forsøg, om hvis Udfald han mistvivlede, at jeg, saa at sige, maatte drive ham dertil, og halvt gjøre det for ham. Forsøget mødtes af ædel VelvillieXV, og lykkedes strax; ogsaa skal han paa den hele besværlige Rejse have nydt enhver opmuntrende Forekommenhed af de brave Søeofficierer og MandskabetXVI paa Skibet.”
“Foruden de egentlige Kunstværker, som den vordende classiske Kunstner udstyrede i sit Fædreneland, modellerede han mange Portraiter en basreliefXVII; ogsaa tegnede han slige en crayonXVIII og var særdeles heldig i at træffe. Allerede dengang beundrede Kjendere, hvorlunde han forstod, at give end det Trivielleste nogen Idealitet, uden derved at forvandske Portraitets characteristiske Lighed. Disse Arbejder maatte han, for yderst ringe Betaling, paatage sig, deels for selv at leve, deels for at understøtte sine ForældreXIX med Hjelp til Huusholdningen; thi Faderens Erhverv forslog ikkeXX; og Moderen, hvem han udentvivl elskede højest, var ofte i Trang for det Nødvendigste til det meget tarvelige Bord. Hans sidste større Kunstværk her hjemme var den da afdøde Grev Andreas Petrus Bernstorfs BusteXXI. Han havde aldrig seet den hedenfarne Ædling, mindre havde han Maske af hans Liig, og modellerede Busten alene efter et Oliemaleri af JuelXXII. AbildgaardXXIII, hvem han ærede højt, hjalp ham derved noget af sin Hukommelse, ja, tog endog engang selv PousseerstokkenXXIV, for at rette et Træk ved Munden, hvilket, han meente, Thorwaldsen havde forfejlet. Jeg var da just tilstede i Dennes Attelier, og saae hans Skræk, da Velynderen rørte ved hans kjære Blaaleer, men ogsaa hans Glæde, da han, ved at dele Blikket imellem Busten og Maleriet, fandt, at Abildgaard havde Ret; og i et Nu var samme Træk anbragt paa Ansigtets anden Side. Busten, der, som man kunde vente sig, blev anstændigt betalt, fandt saa udeelt Bifald, at Familien bestilte Modellen udført i Marmor. Thorwaldsen pakkede da HovedetXXV i sin Kuffert, og udførte Arbejdet i Rom.”
“Jeg har allerede antydet Noget om Thorwaldsens ungdommelige Personlighed: her lidt nærmere Udvikling. Han er vel omtrent 66 á 67 Tommer højXXVI, er mager, med bleg Ansigtsfarve, men har en skjøn, Harmonisk Lemmebygning, og stille Livlighed i enhver Bevægelse. I hans blege Aasyn stod tidligere dyb, fortiet Kummer, der vel meest hidrørte fra smertende huuslige ForholdXXVII. Paa hans herligt formede Pande aabenbaredes med Guddommens læseligste Skrivt hans Slægtskab med det Højere, − det Højeste; og i hans ikke store, men meget levende, lyseblaae Øine udtalede sig idel Kjærlighed. Han var meget indsluttet i sig selv, ikke mistroisk, men forsigtig i sine Yttringer. Han talede Lidet, men hørte gjerne: begge Dele hidrørte saavel fra hans faa ForkundskaberXXVIII, som fra hans Videbegjerlighed. Hans ovenfor nævnte sjeldne Beskedenhed forlod ham aldrig, men heller aldrig hans Følelse af SelvstændighedXXIX. Egentlig Levemaade var ham fremmed; dertil var ikke hans Kreds; men en rigtig Tact besad han i højeste Grad. Han var blid, kunde ogsaa i godt Laug være munter, men var aldrig overgiven. “Jeg kan ikke begribe,” sagde han, “hvor et voxent Menneske kan lee.” Dette, svaredes der, var sørgeligt; en uskyldig Latter var dog saa velgjørende for Legem og Sjel. “Ja smile, det kan jeg begribe,” svarede han; “men lee!” − Han var ærlig Ven med Liv og Sjel, fordrede Lidet, ventede Intet, men ydede Alt, hvad han evnede. Saadan var Thorwaldsen, da han rejste. Han er ingen Ven af BrevvexlingXXX; og næsten i 22½ AarXXXI hørte jeg umiddelbart Intet fra ham. Jeg var just paa et Besøg i Kjøbenhavn, da han i Efteraaret 1819 besøgte Danmark. Jeg ledte ham op paa Charlottenborg Dagen efterXXXII hans Komme; jeg traf ham, ærbødigen omgiven af Kunstnere og Mæcenater; men han blev mig strax vaer, og styrtede mig om Halsen. Saadan er Thorwaldsen endnu. Jeg saae ham dagligen i tre Dage derefter. Han har naturligviis mere Verdens- og Menneskekundskab; Italien, hans senere Forhold og Omgivelser der, have afslebet hans Yderside finere; det Genialske i ham er blevet forædlet; ogsaa er han bleven mere meddelende, mindre tungsindig, eller idetmindste synes det mindre; han kan være munter, sige træffende, endog sarcastisk, SpøgXXXIII, hvoraf dog Godmodighed skinner. Men han har endnu den Egenskab, som allerede hos ynglingen spaaede den sande store Kunstner: en næsten jomfruelig Beskedenhed i Ligevægt med mandig Selvstændighed.”
Denne tekst blev trykt i Archiv for Historie og Geographie XVI, 1824, p. 369-373.
|
|
A.P. Bernstorff, 1795, inv.nr. A856 |
|
|
A.P. Bernstorff, 1795, inv.nr. A724 |
Last updated 14.02.2020
Dvs. tidsskriftet Archiv for Historie og Geographie aka Riises Archiv.
Dvs. den dansk-østrigske forfatter Nicolay Fürsts lille biografi om Thorvaldsen, som blev oversat til dansk og udgivet i Riises Archiv december 1823 , som det fremgår her.
Dvs. J.C. Riise selv, der må have skrevet denne lille indledning.
Haste fungerede navnlig i sine yngre dage som forfatter.
Riises citerer sandsynligvis her Hastes ord fra det brev, der må have ledsaget nedenstående tekst.
[Riises note i teksten:]
Romerne, hvis til et blødere Tungemaal vante Organer intet af hans nordiske Navne kunde udtale, kaldte ham strax Alberto; siden, da han fik Dannebrogordenen: Ridder Alberto. (Han bærer ogsaa Jernkrone-Ordenen, og har desuden en neapolitansk Orden, jeg troer, Sanct Januarii.) Imidlertid er Omskriften om hans Billed paa den ham til Ære af endeel Kunstvenner i Rom prægede Medaille: A. Thorvaldsen. Danus. Sculptor.
[Redaktionel note 2018: Stavemåden af Thorvaldsens navn – med h i fornavnet og w i efternavnet – må være Riises og ikke Hastes.]
Dvs. tidsskriftet Archiv for Historie og Geographie aka Riises Archiv.
Haste forklarede senere i et brev af 8.6.1830, at hans viden om Thorvaldsens fødedag skyldes en gammel skrivekalender, han førte i 1790erne, hvor han havde noteret oplysningen efter at have fået den af Thorvaldsen selv, eller hans mor.
Haste husker en smule galt her: Thorvaldsen rejste fra København til Italien 30.8.1796 ombord på fregatten Thetis.
Det er dog rigtigt, at han først ankom til Italien i løbet af 1797.
Se mere i Rejsen til Italien 1796-1797.
Se mere om Thorvaldsens sprogfærdigheder i Thorvaldsens tale- og skriftsprog.
Thorvaldsen led af hæmorider, som det tog ham en del år at komme sig over, se referenceartiklen om hans sygdom.
Dvs. fregatten Thetis.
Thorvaldsens beskedenhed har mange af hans samtidige hæftet sig ved, se emnerordet herom.
Dvs. ovennævnte sygdom.
Ifølge Thiele I, p. 47, var det den danske udenrigsminister A.P. Bernstorff, der personligt anbefalede Thorvaldsen til admiralitetet.
Thorvaldsens gode forhold til besætningen ombord på Thetis kan vel aflæses af de portrættegninger, som han udførte af flere af dem.
Se oversigten over portrætterne her.
Haste hentyder uden tvivl til de mange portrætmedaljoner, dvs. basrelieffer, som Thorvaldsen fremstillede i sine ungdomsår i København som fx: A744, A745, A817, A864 og flere andre.
Dvs. tegnede portrætter med blyant, som Thorvaldsen også fremstillede adskillige af i 1790erne. Se dem alle gengivet i Portrætter pr. skabelon.
Dvs. Karen og Gotskalk Thorvaldsen.
Gotskalk Thorvaldsen fungerede som en slags freelance-træskærer og havde altså ikke en fast indtægt.
Dvs. Thorvaldsens portrætbuste af A.P. Bernstorff, A856.
Haste har ret i, at Thorvaldsen påbegyndte sin buste af Bernstorff ud fra et af den danske maler Jens Juels portrætmalerier. Men da vanskelighederne med at få portrætligheden god nok meldte sig, sørgede Nicolai Abildgaard for, at den unge billedhugger fik foretræde for Bernstorff, så busten kunne fuldføres, jf. Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 15-16.
Den danske maler Nicolai Abildgaard.
Dvs. modellerpinden.
Selve busten blev ikke transporteret med på den lange rejse til Rom. Thorvaldsen tog en gipsafstøbning af selve ansigtet, A724, som han fremme i Rom brugte som model for sin marmorbuste af Bernstorff, der i dag findes på Brahetrolleborg på Fyn.
66 til 67 tommer svarer til ca. 172-175 cm. Men i et pas fra 8.8.1810 siges Thorvaldsen at være 168 cm høj.
Se mere om billedhuggerens højde i Hvor høj var Thorvaldsen?
Haste hentyder igen til Thorvaldsens opvækst i relativ fattigdom.
Læs mere om, hvordan Thorvaldsen var tynget af sin sociale arv i Gotskalk Thorvaldsens indlemmelse på Vartov 1805.
Thorvaldsen havde ikke anden skolegang, end den han modtog på Kunstakademiet og den, han antagelig erhvervede af sin far.
Se evt. emneordet Thorvaldsens dannelse.
Om Thorvaldsens selvstændigheds- og frihedsfølelse, se evt. En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.
Thorvaldsen var, som Haste rigtigt skriver, kendt for sin ulyst til at skrive breve.
Se emneordet Thorvaldsens ringe skrivelyst.
Dvs. i de mere end 23 år fra august 1796, hvor Thorvaldsen forlod København, til oktober 1819, hvor han vendte tilbage.
Thorvaldsen ankom til København 3.10.1819, så de to venner så hinanden igen 4.10.1819 og de efterfølgende tre dage, som det fremgår af teksten i det følgende.
Se evt. emneordet Thorvaldsens humor.