The Journey to Italy 1796-1797

Fakta

Rejsen fra København til Rom 1796-1797
Rejsens formål: Thorvaldsen havde modtaget Kunstakademiets rejsestipendium til at studere i Italien og Rom.
Afrejse: 29.8.1796 fra København
Ankomst: 8.3.1797 til Rom
Ruten kort: Sejlet fra København gennem Nordsøen, Den Engelske Kanal, herfra til Gibraltar, Malaga, Algier, Malta, Tripoli, Malta, Palermo og Napoli.
Befordringsmiddel: Først med fregatten Thetis til Malta, dernæst med kystbåde til Napoli, og endelig hestevogn.
Rejseledsagere: København-Malta: Thetis’ besætning
Malta-Napoli: På egen hånd
Napoli-Rom: Christoph Heinrich Pfaff
Hovedkilder: Thorvaldsens dagbog 1797
Peder Pavels: Reisejournal 1796-1797
H.A. Schmidt: Journal holden paa Reysen til Algier m.fl. Stæder med Fregatten Thetis
Alle dokumenter vedrørende rejsen: Rejsen til Italien 1796-1797
Detaljeret kronologi: Rejsen til Italien 1796-1797
Rejseoversigt: Thorvaldsens længere rejser

Rejsens baggrund

Thorvaldsen blev 14.8.1793 tildelt Kunstakademiets store guldmedalje, og med den fulgte retten til et rejsestipendium. Stipendiet var ikke umiddelbart ledigt og blev først tildelt 2.11.1795. Det trådte i kraft 1.7.1796. Rejsen skulle gå til Rom, men pga. krigsurolighederne i Europa ville en rejse over land på egen hånd være usikker. Thorvaldsen opnåede da i foråret 1796 Admiralitetets tilladelse til at rejse med den danske flådes fregat Thetis, der skulle på en mission til Algier og Tripoli. Læs mere om Thetis og dens mission her. Tanken var, at Thorvaldsen skulle rejse med fregatten så langt som muligt og blive sat af i en passende havneby i Middelhavet. Herfra skulle han så selv skaffe sig vej til Rom.

Billedhuggeren sejlede med fregatten 30.8.1796 fra København. Rejsen havde to hovedetaper: I første omgang fulgte han fregatten på dens togt i Middelhavet, og gik 18.12.1796 i land på Malta. Her opholdt han sig omtrent en måned.

Anden del af rejsen fra Malta til Rom foretog han på egen hånd. Han fik først skibslejlighed fra Malta 20.1.1797 til Palermo på Sicilien. Efter et mindre ophold her sejlede han videre til Napoli, hvor han opholdt sig en månedstid fra 31.1.1797.
Sidste del af rejsen foretog han med hestevogn fra Napoli 6.3.1797, så han nåede sit endelige bestemmelsessted Rom 8.3.1797.

Kort over rejsen

Nedenstående kort giver et overblik over Thorvaldsens rejserute.

Kildegrundlag

Der er tre hovedkilder til rejseruten: Ombord på Thetis førte både skibspræsten Peder Pavels og skibssekretæren H.A. Schmidt rejsedagbog hver dag. Ved at sammenholde oplysningerne i de to dagbøger, kan rejseruten fastlægges præcist fra København til og med Malta.
Pavels’ dagbog findes bevaret på Nasjonalbiblioteket i Oslo (med kopi på Thorvaldsens Museum). De dele af den, der vedrører opholdet på Malta, er i hovedsagen publiceret i Sørensen & Schirò, op. cit.

Schmidt forærede sin dagbog til Thorvaldsen på Malta 17.12.1796, der også er datoen på dagbogens sidste indførsel. Dagbogen var en gave som tak for det i dag ukendte tegnede portræt, som Thorvaldsen udførte af Schmidt undervejs. Billedhuggeren bevarede Schmidts dagbog livet igennem, og den findes i dag på Thorvaldsens Museum. Dagbogen er upubliceret.

Den tredje hovedkilde til Thorvaldsen rejse er hans egen dagbog, som dækker hans ophold på Malta, i Palermo og Napoli i tidsrummet 17.1.179714.2.1797. Se dagbogen her og kommentarer til den.

Disse hovedkilder suppleres af andre, som vedrører enkelte detaljer på Thorvaldsens lange rejse til Rom.

Ruten

Herunder ses rejseruten. For bedre overblik over rejsen, klik på fuldskærmsvisning øverst til højre på kortet.

Hver pin angiver tid og sted, og linker til de entries i Kronologien, der kildebelægger billedhuggerens whereabouts på bestemte datoer.

References

  • Peder Pavels: Reisejournal 1796-1797, Ms.8º 709, Håndskriftsamlingen, Nasjonalbiblioteket, Oslo – kopi på Thorvaldsens Museum.
  • H.A. Schmidt: Journal holden paa Reysen til Algier m.fl. Stæder med Fregatten Thetis, Thorvaldsens Museums fysiske arkiv.
  • Sven Sørensen & Joseph Schirò (ed.): Malta 1796-1797, Thorvaldsen’s Visit, Malta 1996.
  • Thorvaldsens dagbog 1797 .

Last updated 09.06.2020