Kiære Thorwaldsen!
Rahbek har overdraget mig, at sende Dem hoslagte Blad af hans Tilskuer tilligemed hans broderligste Hilsner, og jeg paatager mig dette saameget desheller, som jeg derved faaer en Leilighed til uden ubeskeden Paatrængenhed, at sige Dem et Par venlige og taknemlige Ord. Vel veed jeg, at De ikke trænger saameget til at høre som jeg til at sige disse Ord, og at overhovedet Ord, selv de bedste – om de i dette Øieblik vare til min Tieneste, saa vist som De fortiente Dem – ikke formaae at udtrykke hvad der boer i et fuldt, varmt og kiærligt Hierte; men jeg veed ogsaa, at Deres elskværdige Godhed vil see alt det Gode i mine Ord, som de burde og skulde sige, og vide at finde enhver Undskyldning, som ved denne Leilighed kunde behøves for Deres gamle Dem oprigtig hengivne Veninde. Thi ikke vil De forglemme, at hun, der ved Rummet mere adskilt fra Dem, end Deres øvrige danske Venner, dog ikke staae tilbage for disse i kiærlig Hengivenhed for Dem; og følgelig vil De vel unde hende i det Mindste den Erstatning her skriftlig at sige Dem, hvad de Andre dagligen kunne sige og vise Dem.
Jeg vil nu ikke plage Dem med at skulle læse mere af mit Kradseri; men blot tilføie, at jeg glæder mig af mit inderste Hierte ved den Overbeviisning, at disse Par i Hastværk affattede Ord fra en gammel Veninde ikke vil være Dem uvelkomne.
Med de bedste Ønsker for Deres Velbefindende omfavnes De venligst af Broder Rahbek og af
Deres
hengivneste Veninde K.M. Rahbek
Bakkehuset d. 25 Oct:
Dersom mit Bud treffer Dem hiemme, maae De endelig sige mig, om Deres Forkiølelses Hoste har forladt Dem. Skulde dette ikke være Tilfældet, kaager jeg islandsk Maas til Dem, og nøder Dem til at spise den.