Afskreven
| Gode Ven! | Sorø d. 8/3 45 |
Hermed et Par Ord om den ulykkelige Mrs. Mackenzie – Noget før jeg reiste til Neapel i 1818, vel i Juli Maaned havde Thorvaldsen været syg af “rothe Qatar” som han sagde, og bad mig, da jeg tog en Dag til Albanerbjerget at undskylde hans Nærværelse hos to engelske Damer (M.M: og hendes gamle Tante:), i Genzano, med hans Sygdom, og at sige, at han snart skulde komme. Tillige skulde jeg tilføye noget om en Reise til Neapel. M.M: behagede mig kun liidet ved første Sammenkomst.
Da jeg havde været i Neapel en Tid kom Thorvaldsen, de engelske Damer og den statyariske Fru Herz fra Berlin, Atterbom og flere. Vi gjorde flere Toure sammen. Thorvaldsen var fortræffelig, munter, ung Cavaleer og meget lieret med de to Damer, som han boede sammen med. – Den vigtigste Tour var en længere til Ischia, C[a]prie, Sorrent &c Her var Th.sen en Elsker; M.M. var aldeles engelsk, men dog ret vakker; kun lidet talende. Thorvaldsen spøgede med sin Jalousie, fordi han ikke forstod hende og mig, naar vi talte Engelsk sammen; men selv disse negative Kjærtegn kunde ikke meget sætte hendes Munterhed i Bevægelse. Hun forblev engelsk-austér. – Hun var høi, havde det lange Engelske Hoved meget langt, graa Farve, tyk lang Næse; men smækker Figur, vakker Fod og en net Gang. En Morgen, i en Ruin, takkede han saaledes – uden at see mig! – for den Gave, han havde faaet hjemme i Huset at jeg maatte tro, det var et Kys eller en Omfavnelse.
Mere erindrer jeg ikke i dette Øjeblik fra Neapel.
I Vinteren 18-19, i Rom ansaae mange Forlovelsen for temmelig afgjort; han besøgte jævnlig i strada Ripetta, &. &. – Han laae syg igjen; en Aften førte jeg hende til ham op i det lille Bagkammer ud til Gaarden, de trykkede hinandens Hænder, han forsikkrede hende, at Feberen var slet ikke farlig, takkede for Deeltagelsen og hun tog meget snart afsted igjen.
Alligevel meente jeg endnu, at hun egentligen gjorde meest Cuur til ham. Men siden lod det til at blive alvorligt. Jeg finder i et Brev til min Kjæreste af 30/3 19 følgende:
"Igaar i Frascati – Hertugen af Augustenborg – derpaa erindrede jeg Hertugen om Thorvaldsens Forlovelse, og dennes Kjærestes Skaal blev dernæst drukket, uanseet han ikke vil ret være Tingen bekjendt endnu. Men da Hertugen proponerede Skaalen turde han saa ikke afslaae det”
––––––––––––––––––––––––––––
Nu kom en Fandens Tingest, “en væver Tøs”, Fräulein Caspers nærmest fra Wien, med en anden Dame til Rom. Hun var en dalende Soel, men havde Aftensolens hele Henrykkelse over sig. Hendes Øjne og Kinder kunde antage, beim Gelage, en utrolig Glands. Hun charmeredes i Thorvaldsen og omgaaende; hun havde maaske endogsaa Ægteskabsplaner!
Thorvaldsen forsømte nu den agtværdige, men lidet tiltrækkende Brud! – Han morede sig fortræffeligen mit der Caspers; hun fik øjensynligen Hovedet i Vejret. Han kjørte hjem med hende alene om Aftenen i Karet fra lystigt opflammende Selskab; engang tog han en deilig blaa Blomster-Krands, hun havde flettet til ham i et Kunstnerselskab hos Louise Seidler (fra Weimar) og satte den paa Fr. Caspers Hoved. Man kunde umueligen see noget skjønnere, end denne kronede, haabende, opadstræbende, foryngede Dame de retour. Hun var den Aften uforlignelig.
Og nu: Hun boede i Ripetta, skraat over for sin engelske – Forskudte –, men udvortes endnu hyldede M.M., og Thorvaldsen gik flere Gange om Formiddagen op til Caspers, istedetfor til Kjæresten, som saae ham gaae og komme. Det var for stærkt! Selv tyske Damer og Kunstnere som saae Triumphet ved Germaniens Triumph over Britanien, vare misfornøyede. Fru Herz var opbragt. Da kom Lady Hamilton til Rom, tog Thorvaldsen for sig, og fordrede en Ende. Hun udtrykte Resultatet af hendes Forhandlinger dermed, at Thorvaldsens Forsvar havde ligget i den Paastand: “the transport is gone!”
––––––––––––––––––––––––––––
Under 3/5 19. finder jeg i et Brev til min Kjæreste:
“Igaarmorges reiste pludseligen Lady Mack. til Engelland. Forlovelsen er brudt formedelst hans lunkne og karakteerløse – for ikke at sige noget værre – Opførsel. Men jeg beder Dig; udbred ikke det mindste heraf. Den hele Sag er saa besynderlig, at Th. fortjener al muelig Skaansomhed af sine Landsmænd. I alle engelske Aviser var det allerede proklameret, og disse ville tilstrækkeligen hævne sig. Med hende, som jeg agter meget, har jeg en stor Medlidenhed. Hun blive maaskee aldrig mere tilfreds og roelig. Det har angrebet hende usigelig meget. – – (om Nationalæren). Nu vil der da derhjemme blive et Væsen og et Snakken for at faae ham gift i Danmark, Femten vilde saa paa een Gang, troe, at han er forliebt i dem.” –
––––––––––––––––––––––––––––
Senere vendte M. Mack. tilbage igjen til Rom og er død der for adskillige Aar siden. – Dette fortalte en skotsk Lord Sinclair mig i Fjor, som var en halv Dags Tid hos mig.
Tag nu til Takke! Skulde et eller andet bestemt Træk rinde mig i Tanker, skal jeg melde Dig det. I mine Dagbøger kan jeg intet finde –
P: Hiort.