Farvel og Minde til Thorvaldsen.
Tør uvant Haand, berøre Harpens Strænge?
Tør Pigens Graad, med Dannas blande sig?
Mon svage Toner vil til Hjertet trænge?
Tør et Farvel, hun ogsaa sige Dig?
Til Himlen steeg de høie Jubel Toner
Da atter Du laa i Sjøllundas Favn;
Nu græder hun – med hende Millioner
Skal dele, føle dybt Dit tunge Savn.
Den stakkels Pige ei forstaaer at fatte,
Som store Skialde, heelt Dit Kunstner-Værd;
Men bedre kan hun vist, Dit Hjerte skatte, –
Som meer end Kunstner, blev Du hende kjær!
O Kunde hun med Guddoms Magt omskabe,
Dit gamle Dan, til Kunstens skjønne Land;
Dig af sit Skjød, det skulde aldrig tabe
Kun da Din Lov gik hen til fjerne Strand
Hun kan det ei, og Taaren heed nedrinder
Og Læben stammer Dig: et tungt Lev vel!
O! gid Du under Sydens Himmel finder
Som under Nordens, Venskabs søde Held!
En lille Blomst, jeg rækker Dig til Minde,
En af de skjønneste, os Herren gav;
Er jeg Dig kjær, – Du Navnet let vil finde
Den dufter lige skjøn paa Land og Hav
Kjobenhavn d: 9 August 1820.
Med Agtelse og Hengivenhed
fra Veninden
J. Ferrini