| Til Thorwaldsen | Kjøbenhavn den 8de August 1820 |
Den Høje Kunstner, jeg min Sang indvier,
Som vandrer blidt sin stille Kunstnervej,
O! lytted Han til mine Melodier,
Jeg planted Ham kun en Forglemmigej.
Naar paa den lille Blomst Han venlig skuer
Da banker højt i salig Fryd mit Hjerte,
Thi høj Begejstrings himmelrene Luer,
Opfyldte det med salig Fryd og Smerte.
Paa Jorden saae man ej hans Lige dvæle,
Og over Verdner, gaaer hans høje Vej,
See, Han fremmaner De Henfarnes Sjele,
Og i Forklarthed, viser Aanden sig.
I salig Højhed, seer jeg Christus dele,
Til Støvets Børn sin Naadegave ud;
Og fra det Skjønne Højtidsfulde Hele,
Gjenlyder Aanders Stemme; Tilbeed Gud. –
Hist seer jeg atter hvad paa Jord mit Øje
Bortdrage maae fra Livets vilde Hav,
Jeg seer min Frelser, ydmyg sig at bøje,
Og fordre selv, hvad Tusinder Han gav.
Johannes, Du bereder Herrens Leje.
Din Høje Aand, ej fangsler Jordens Glands.
Du hviler rolig selv paa haardest Leje
Og Himlen aabnes for din indre Sands.
Dog Hvo formaaede vel med Ord at male,
Hvad mægtig Kunstneren udtalet har,
Med Aand, at lade Høje Aander tale,
Og hvad Aartusinder, ej skuet har,
At trylle atter frem for Nutids Øje,
Hvad svundne Secler gjemmer i sit Indre,
At hæve Blikket mod det Evig høje,
Hvor Haabets lyse Stjerne sees at tindre.
O! Thorwaldsen for evig Du bortdrager,
Til fjerne Lande, kalder Nornen Dig,
Dog ej i Smertens Time vi forsager,
Naar elskte Kunstner, Du er Lykkelig,
Dog! banker stundom veemodfuldt dit Hjerte,
Naar Fædrelandets Minder det omsvæver,
Da tænk, At og saa jeg Dig kjende lærte
Og at Dit Minde i mit Hjerte lever.
–––––––––––––––––
Forfatterinden af disse Vers, beder Thorwaldsen
blandt De mange der lærte at kjende og skatte
Hans Værd, ogsaa at skjenke Hende en venlig
Plads i Hans Erindring.
Marietta Selmer.