Kiøbenhavn d 19d Januari 1812.
Kiære Ven
Det er længe siden jeg har foretaget mig at skrive Dem til, men De Veed selv best, hvor vanskelig det er, at udføre slige Foresætninger; men nu bliver det Alvor, jeg tager Pennen i Haanden, og om det ikke bliver et langt Brev, De faaer denne gang, saa skal det da i det mindste blive et par Ord, for at kalde mig tilbage i Deres Erindring.
Hr. Kellermann, en af vores gode Landsmænd, som har været nogen Tid etableret i Livorno, reiser i disse Dage tilbage til Italien, han vil have den Godhed, at tage disse Linier med, og give dem i Livorno paa Posten, formodentlig kommer han selv til Foraaret til Rom, og ifald at Munk, hvis særdeles Ven han er, skulde til den Tid have forladt Rom, saa recommanderer jeg ham til Dem, for at være ham behielpelig, at nyde Rom saa godt som muelig.
Hovedmotiven af disse Linier er, mit Ønske at kunde bidrage noget, at overtale Dem til en kort Besøg til os her. Hvor meget jeg end ønsker at see Dem her paa nogen Tid, saa vilde det være alt for egoistisk af mig, ifald jeg ønskede det blot for mig selv, men da jeg troer, at det vilde være til Deres store Fordeel om De giorde en Reise hertil, saa kan jeg med god Samvittighed sige Dem, at De ikke vilde fortryde det, om De lod Dem bevæge dertil. Jeg veed at Kammerher Schubart har Comission, at giøre Dem dette Forslag og meddeele Dem tillige, paa hvad Vilkaar man ønsker at see Dem her. Da jeg nu veed, at De selv siden lang Tid har besluttet at giøre engang en Besøg til Kiøbenhavn, og de vigtige Arbeider som venter her paa Dem, sikker kan være en mægtig Motiv til denne Reise, saa haaber jeg at min Forventning at see Dem her til Foraar, vil blive opfyldt. De vil sikker glæde Dem over, at se Kiøbenhavn prydet med saadan architektoniske Værker, saa skiøn og ædel tænkt og udført, at jeg tør vove at sige, den nyere Architektur har inte at opvise sligt; og det er Grund nok til at haabe, at De ogsaa med Fornoielse vil bidrage ved Deres Arbeider, til disse ypperlige Bygningers Fuldkommenhed. De mange collossal Statuer, til Slottet, Raadstuen, og Frue Kirken, foruden saa mange andre Arbeider, er vist Gienstande som er Deres Kunst værdig: og det er det, hvorpaa jeg grunder mit Haab, at see Dem snart her. Hvad Interessen angaaer, saa troer jeg sikker De vil finde Deres Regning derved, og naar dette forener sig, med den Tanke, at udføre saadane vigtige colossale Værker, saa vil De selv indsee at det vel lønner Umagen, at forlade Rom paa nogen Tid, for siden at kunde gaae derhen tilbage, med større Tilfredshed; og det saa mere, da De selv kan giøre saadan Betingelse, som Deres Fordeel forlanger. – Jeg er ogsaa overbeviist, at De vil faae her, foruden disse store Arbeider, saa mange andre Comissioner, især Portrait Büster, at det vil beskiæftige Dem paa mange Aar i Rom. – Gud give, at jeg var i samme Fald, og at jeg kunde slipper med nogle Aars Ophold her, og gaae siden med slige Udsigter tilbage til Rom, hvorpaa jeg tænker Dag og Nat; men jeg frygter, at min Skiebne inte vil være saa blid, imidlertid opgiver jeg aldeeles inte dette søde Haab, men naar det vil blive opfyldt, maa Guderne vide. – Ogsaa i mange andre Henseender kan De vente et meget behagelig Ophold her, lad Dem derfor overtale til denne Reise, som ingen vist meer ønsker end jeg, for at kunde engang igien høre et godt Raad over saa mange Arbeider, jeg har begyndt paa, denne Lykke savner jeg aldeeles her, jeg er gandske indskrænket paa mig selv, og De veed selv hvor ubehageligt det maae være mig.
Hvad mig ellers angaaer, saa kann jeg endnu inte sige Dem noget bestimt, om mine Planer og Udsigter for Fremtiden, jeg er aggreert af Akademiet, og har faaet en Opgave til Medlemsstykket. Hvad Akademiet og Kunsten allers angaaer, saa siger [jeg] inte noget derom, De vil selv see det naar De kommer. Jeg lever bestandig i Bruns Huus, hvor jeg er optaget med sand Venskab og Godhed, hvilket bidrager meget, at giøre mig min Ophold her meer behagelig, end den ellers vilde have været. Frue Bruns Digt, siger Dem bedre end jeg kan giøre det, hvor meget hun og saa mange her ønsker at have Dem i Kiøbenhavn paa nogen Tid, og disse Forventninger maa De rigtig opfylde.
Jeg havde nær glemt at tale Dem om Marmoret, som er da en Hovedting for Deres Arbeider, men siden De faaer ved Kh. Schubart en Prøve deraf saa kan De selv dømme derom bedre end jeg; jeg troer det har inte de Giennemsigtig som den Carariske men Farven er smuk varm, og til collossale Statuer, troer jeg – er det meget godt.
Prinds Christian, interesserer sig meget for Akademiet og for Kunsten, De vil vist glæde Dem over at giøre hans Bekiendtskab, saavel som Etatsraads Hansen, hvis Talent som Architekt, vil sætte Dem i Forundring. Det er en Lykke at have at bestille med saadan interessante Mænd.
Che fa la nostra buona Orsola ? Vi prego di salutarla tanto e tanto del suo Luigi; e ditele che non desidero altro che di avere la sorte di puotere ritornare a Roma e vivere con lei; che non si scordi di me, e che preghi il buon Dio che mi faccio godere questo piacere. Carolina sarà cresciuta e sarà buona come spero, salutatele tutte, vi prego. – Volesse il Cielo che rivedessi presto la Porta del Popolo. –
Kammerher Schubart har loft mig, at give den gode Gamle nogen Understøttelse, og jeg behøver vel inte at bede Dem, De vilde forsikkre ham, hvor meget hun fortienner det, at nyde en liden Hielp, siden hun har pleiet saa mange af vores Landsmænd.
Hoyer har vist skreven Dem til, og saa veed De at han er kommen her tilbage: efter de sædvanlige Høflighedsvisiter vie har giort hinanden, har vie inte seet os mer; De veed paa hvilken Fod vi omgik hinanden i Rom. – Stub er gift, har meget at bestille, og jeg troer han lever ret lykkelig, jeg seer ham tidt, Ogsaa Bøhndel er her som Portraitmaler, og det gaar ham godt.
Jeg beder at hilse vores Landsmænd, og andre Venner i Rom. Frue Humboldt skriver tidt til Frue Brun, af hinde hører jeg, at Rauch er endnu i Berlin; ogsaa mange Nyheder fra Rom erfarer vi somtider igiennem hende. – De har glemt at sende mig den fornødne Fuldmagt, til at tage imod Deres Kobbere, men jeg haaber den vil inte være nødvendig, siden De komer selv. Lad mig see at jeg inte bedrager mig deri. Lev vel kiere Ven, og tænk somtider paa Deres hengivne
I L Lund
Frue Brun og Ida hilser Dem venskabelig; Stub ligeledes. Vil De inte have den Godhed, at give Indlægget til Eberlein, og hils Munk fra mig, fald han endnu erindrer mig.