Kiøbenh. 1 Junii 1844.
I alle de Breve, som komme fra Rom, og berøre Frue Paulsens Forhaabninger om at erholde Pension, betragtes stedse Sagen fra den Side, som om der i den Henseende paalaae Hans Majestæt eller Staten nogen Forpligtelse, formedelst Thorvaldsens testamentariske Disposition over sin Formue. Men denne aldeles urigtige Anskuelse maa man pille ud af Folk. Kongen har jo intet erholdt af Thorvaldsen? Museet er jo ikke Kongens, det er Staden Kiøbenhavns. Den Pension, Hans Majestæt bevilger hende, retter sig efter hendes Mands Gage, og dersom hun ikke var Thorvaldsens Datter, saa vilde hun, ligesaalidt som nogen anden Embedsmands Enke, der har 1600rd om Aaret, kunne vente nogen Pension. Jeg skriver i Dag til Bravo, maaskee ogsaa til Fenger, i samme Anledning. Og jeg vil tale med enten ConfR Dan[k]wart ell[er] Grev Criminil om det ikke var rigtigt at Grev Lützow meddeltes denne Anskuelse, som er den ene rigtige.
Nu er De, høistærede Hr Justitsraad, med Guds Hjælp, lykkelig arriveret til Rom med Deres Familie, og allerede complet inde i de thorvaldsenske Efterladenskabs Affairer.
Hvad vi nu især vente paa, er, Efterretning om vi kunne begynde at inddrage Pengene hos Torlonia, og om der i Rom kan begyndes med Sagernes Indpakning.
Jeg fik i Dag et trist Brev fra den stakkels Billedhugger Seidelin Winther; jeg har talt til Kongen om ham, og 2 Gange skriftlig lagt Adler det paa Hierte. Jeg skal nu repetere det, behag at hilse ham. Han ønsker at faae Bestillinger til Museet. Det kan De nu afgiøre mundtlig.
Kierulffs store Frygt og Bævelse har sat sig, hvilket er behageligt.
I en Samtale, jeg forleden havde med Grev Criminil, yttrede han, at executores gierne kunde forsvare, at tilstaae Frue Paulsen en passende Pension ell[er] Livrente, for at fremme Sagens Afgiørelse; – hvad mener De at Kierulff eller Schouw vilde sige, dersom jeg kom med en saadan Proposition? og den Kiøbenhavnske Communalbestyrelse? Herre Jemini!
Hils til høire og venstre og lev vel!
| Deres | |
| Collin |