Naadige Prinds.
Den bevaagne Skrivelse af 20de December f.A., hvormed det har behaget Deres Høihed at beære mig, er modtagen og gjennemlæst med den varme Taknemmelighed de behagelige Følelser og den varme Taknemlighed som en saadan Skrivelse fra en saadan Haand nødvendig maae foranledige paa opvække hos en Dane, der med den inderligste Kjærlighed til Fædrelandet i saamange Aar har maattet see sig den Forhaabning berøvet engang igjen, om endog kun for en kort Tid, at skue de Arnesteder igien, hvis Værd ey denne selve denne Musernes Have har kundet formindske i hans Øine. og under hvilke gunstige Omstændigheder Med hvilke hvor gunstige Udsigter for de skjønne Kunsters Fremtarv vil jeg ikke kunne vende tilbage! Det samme Academie, der har ledet mig med en hielpsom Haand indtil jeg havde Styrke nok til med Held at fortsætte den begyndte Bane der har og som altsaa har saameget Krav paa min uudslettelige Erkjendtlighed, dette samme Academie vil skal jeg faae at see igjen under en Prindses Bestyrelse, der er der vil fremkalde en nye skjøn smilende Morgenrøde for de skjønne Kunster De glade Tidender, saamangen en me i vort mit Fædreland. De behagelige Efterretninger, saamangen en Landsmand har givet mig om Deres Høyheds Iver og de velgiørende Frugter af Deres Højheds ædle Iver og Beskyttelse, havde allerede længe forberedet mig til at see en ny og lys Epoke i vor Kunsthistorie imøde, og jeg ventede med Længsel efter en nøjere Beretning om Academiets Tilstand, da Deres Højheds naadige Skrivelse paa den mest smigrende Maade overraskede mig. Var Havde min Barm end ikke opflammet af den varmeste F upaamindet været saa opflammet, som den er af den stærkeste Fædrelandskjærlighed og de varmeste Følelser der skj for de Konster, Gienstande, der udgjøre min kjæreste Id og Sysssel, vilde Deres saa skj kraftige Opmuntringer ey og mig saa ærefulde Tillid til mine Evner sikker upaatvivlelig have været tilstrækkelige, til at opildne den dulmende Naadige Prinds! til at opilde den dulmende Gnist. Deres Højhed tillade mig underdanigst at forsikkre Dem underdanigst om at Deres skjønne Eksempel min uafladelig skal vil endog forøge forøge min ivrige Stræben efter at medvirke til de skjønne Kunsters Tarv og Fremme i mit Fædreland og jeg skal stedse findes at være et redebont Hiælpemiddel til at udføre Deres store og store og velgjørende Planer.
Af denne Aarsag har jeg, saasnart jeg havde modtaget Deres Højheds naadige Skrivelse, søgt r begyndt at søge at jevne de Hindringer, der kan være for min Afreise til Fødelandet paa nogen Tid; thi at blive der for stedse er vel, som De selv meget rigtigt anmærker, nu neppe meere gjørligt. Men uagtet al mulig Anstrengelse vil jeg hverken ikke kunne gjøre de hos mig bestilte Figurer Kunstværker og Basrelieffer færdige førend efter et Aars Forløb, ei ei heller ikke vil jeg ikke, som nu for Tiden Ikke hellere vil det ikke være mig mueligt ufortøvet at forlade Rom før jeg har fuldende de Arbejder, der ved Contract til ere bestemte til at være færdige til en vis Tid, før end efter nogen Tids Forløb i næste Aar, ei heller vilde jeg, som nu for Tiden [er] lønnet Professor ved Acad Kunstacademiet S. Luca her i Rom, kunne saa pludselig strax uden forud udvirket Tilladelse forlade denne Stad. Havde Academiet for de skjønne Kunster paa Charlottenborg i Kjøbenhavn, der ellers har været saa velgjørende imod mig, anført mine Andragender til Samme og raadet Bod paa mine engang alt for trykkende Næringssorger, vilde jeg ikke nu være/finde mig i en Stilling, som holder mig fra at være saasn mit Fødeland saasnart til Nytte, som jeg ellers ønsker. Jeg vil altsaa følgelig, som sagt ei før efter omtrent et Aars Forløb kunne nyde den Glæde, at personlig at have den Ære at tilbyde Deres Høihed alle mine Kræfters Anstrengelse paa at udfylde opfylde den Bestemmelse, De maatte værdiges at give mig. Skulde det lykkes mig, at kunne gjøre Deres Højhed min underdanigste Opvartning før den Tid, kan der vel neppe tvivles er Intet naturligere end at jeg vil benytte mig af en saa kiærkommen Fordeel.
Den Efterretning, Deres Højhed værdiges[?] har den Bevaagenhed at meddele mig, at der er fundet et Marmorbrud med hvidt Marmor i Norge, som fuldkommen er skikket til Bearbejdning og altsaa ej er saa blødt som det øvrige norske Marmor, er saare ønskelig og kan ansees for en af de er det tilforladeligt, som particulaire Breve have meldt, at dette Marmor er lige saa godt som det carariske, synes det som om Naturen selv nu vil indbyde Dans og Nors Sønner til med forøget og anstrenget Iver at dyrke hendes Søster under Deres Højheds Vejledning og Varetægt. Endnu har jeg ikke seet det Stykke, Herr Baron von Schubart har taget med sig, men det vil fornøje mig meget at undersøge dets Beskaffenhed.
De vilde gunstigst tilgive mig, Naadige Prinds, om at jeg saa længe har dristet mig til, forlænge saalænge at opholde Dem med nærværende min underdanigste Skrivelse. Det er mine inderlige glade Følelser for ved de skiønne Kunsters Fremvæxt i mit Fødeland, og det er min dybe Ærbødighed for og Taknemmelighed for mod Deres ædle og kraftige Velgjører, som jeg efter bedste Evne, skjønt saare ufuldkomment har stræbt at udtrykke, uagtet denne min Skildring er saare ufuldkommen; men lægger jeg endog men lægger jeg kun en ringe Markblomst kornblomst jeg har lagt paa Alteret, er det eene, fordi jeg ingen bedre Gave har formaaer at række.
Rom, den 16de Marts 1812
Underdanigst
A Thorvaldsen