Naadige Prinds,
Den bevaagne Skrivelse af 20de December f.A., hvormed det har behaget Deres Høyhed at beære mig, er modtagen og gjennemlæst med de behagelige Følelser og den varme Taknemmelighed som en saadan Skrivelse fra en saadan Haand nødvendig maae opvække hos en Dansk, der med den inderligste Kjærlighed til Fædrelandet i saamange Aar har maattet see sig den Forhaabning berøvet engang igjen, om endog kun for en kort Tid, at skue de Arnesteder, hvis Værd ey selv Italien har kundet forminske. Med hvor gunstige Udsigter for de skjønne Kunsters Fremtarv vil jeg ikke kunne vende tilbage! Det samme Academie der har ledet mig med hjelpsom Haand indtil jeg havde Styrke nok til at fortsætte den begyndte Bane, og som altsaa har saameget Krav paa min uudslettelige Erkjendtlighed, dette samme Academie skal jeg faae at see igjen under en Prindses Bestyrelse, der vil fremkalde en smilende Fremtid for de skjønne Kunster i mit Fædreland. De behagelig[e] Efterretninger, saa mangen en Landsmand har givet mig om de velgjørende Frugter af Deres Høyheds ædle Iver og Beskyttelse, havde allerede længe forberedet mig til at see en nye og lys Epoke i vor Kunsthistorie imøde, og jeg ventede med længsel efter en nøjere Beretning om Academiets Tilstand, da Deres Høyheds naadige Skrivelse paa den mest smigrende Maade overraskede mig. Havde min Barm en[d] ikke upaamindet været saa opflammet som den er af den stærkeste Fædrelandskjærlighed og den varmeste Følelse for de Gjenstande, der udgjør min kjereste Syssel, vilde Deres saa kraftige Opmuntringer og mig saa ærefulde Tillid til mine Evner upaatvivlelig have været tilstrækkelig, naadige Prinds, til at opildne den dulmende Gnist. Deres Høyhed tillader mig at forsikkre Dem om at Deres skjønne Exempel vil forøge min ivrige Stræben efter at medvirke til de skjønne Kunsters Tarv og Fremme i mit Fædreland og jeg skal stedse findes at være et redebont Hjelpemiddel til at udføre Deres store og vegjørende Plan.
Af denne Aarsag har jeg, saasnart jeg havde modtaget Deres Høyheds naadige Skrivelse, begyndt at søge jevne de Hindringer, der kan være for min Afrejse til Fødelandet paa nogen Tid; thi at blive for stedse er vel, som De Selv meget rigtig anmærker, nu neppe mere gjørligt. Men uagtet al muelig Anstrængelse vil det ikke være mig mueligt at fuldende de Arbejder, der ved Kontrakt ere bestemte at være færdige til en vis Tid, før næst[e] Aar, ej heller vilde jeg som nu for Tiden lønnet Professor ved Kunstacademiet St: Lucca her i Rom, kunne strax uden udvirket Tilladelse forlade denne Stad. – Jeg vil følgelig ey før efter omtrent et Aars Forløb kunne nyde den Glæde personlig at have den Ære at tilbyde Deres Høyhed alle mine Kræfter[s] Anstrængelse paa at opfylde den Bestemmelse, De maatte værdiges at give mig. –
Den Efterretning, Deres Høyhed har den Bevaagenhed at meddeele mig; at der er funden et Marmorbrud med hvidt Marmor i Norge, som fuldkommen er skikket til Bearbejdning og altsaa ej er saa blødt som det øvrige norske Marmor, er saare ønskelig. Det Stykke til Prøve som Baron v Schubart har taget med sig og som han nyelig har tilsendt mig er fuldkommen overensstemmende med Deres Høyheds Yttring og kan fuldkommen sættes ved Siden af det Carrariske.
Det synes som om Naturen selv nu vil indbyde Dans og Nors Sønner til med fornyet Iver at Arbeide under Deres Høyheds Vejledning til at fremme Deres herlige og ædle Formaal med de skjønne Kunsters Udbredelse i Fædrelandet.
Rom, d. 24. Marts 1812
Underdanigst
A. Thorvaldsen.