The Thorvaldsens Museum Archives

Høistærede Herr Conferentsraad!
Da jeg efter mange Aars Forløb havde den Lykke at være samlet med Dem hos nu afdøde Etatsraad Brøndsted, var det mig en særdeles stor Glæde at erfare, at De saa tydeligen mindedes og med saa venligt et Sind omtalte den længst forsvundne Tid, da et fælleds venskabeligt Forhold jevnligen samlede os i den Kurtzhalske Families Kreds lige som ogsaa i mine Forældres Huus. Den Deeltagelse, som Her Conferentsraaden ved hiint Gjensyn saa hjerteligen yttrede for mig, giver mig Frimodighed til at henvende mig til Dem i følgende Anliggende. – Kort efter hiint mig uforglemmelige Gjensyn forlod jeg Kjøbenhavn og tog i Huset hos min ældste Søn, som blev kaldet til Sognepræst ved Frue Kirke i Svendborg. Denne Kirke er en gammel, men lys, og i det Hele vel bygget Korskirke; men dens ringe Indkomster have kun gjort det muligt at sørge for dens nødvendige Vedligeholdelse, og ikke tilladt, at tænke paa at forskjønne den med Kunstens Prydelser. Hans Majestæt, vor nu regjerende Konge, hvem dette var bekjendt, og som har en særdeles Forkjærlighed for Svendborgs yndige Egn, og hos hvem Frue Kirkes Anliggender fandt megen Deeltagelse, afhjalp for en Deel denne Mangel, ved at skjænke den en A[l]tertavle med et Malerie af Eckersberg, Christus i Gethsemane, som er erkjændt for et mesterligt Arbeide. Saaledes fik Kirken et forhen meget følt Savn afhjulpet; men et andet ikke mindre er endnu tilbage. Døbefonden er ikke andet, end en, til et gammelt Bækken af Messing indrettet Fod af Træ, som er smagløs i Form og brøstfældig, og en anden har allerede længe været ønskelig. Og nu, Hr Conferentsraad! tilgiv, at jeg, stolende paa Deres venlige Sind, og i Tillid til den Ædelmodighed, som De ved saa mange Leiligheder har lagt for Dagen, aabent udtaler mig for Dem. Ofte naar jeg har seet hiin Mangel ved den mig saa kjære Kirke, og naar jeg har hørt den med Bekymring omtales, er den Tanke opstaaet hos mig at henvende mig til Dem, hvis ædelmodige Gavmildhed har smykket saa mangen et helligt Sted med Deres beundrede Arbeider, at komme ogsaa denne Kirke tilhjælp. Det er denne Bøn, jeg her drister mig til at fremføre. Jeg veed, at kun Deres vennehulde Sind, som med Deeltagelse dvæler ved gamle Erindringer, kan undskylde det Skridt, jeg her gjør, og tale for den Sag, jeg har følt mig opfordret til at fremføre. Jeg veed ogsaa, hvor stor den Gave er, hvorom der bedes; jeg veed, hvor stort et Værd selv det mindste Arbeide fra Deres Haand har; og jeg beder Dem Hr Conferentsraad! være overtydet om, at det kun er et saadant, hvorom der her i den dybeste Beskedenhed bedes. Men jeg oplives ved det glade Haab, at Hensynet til, at De, ved at opfylde denne Bøn, vil i høieste Grad for Tiden glæde en talrig Menighed, som derved vilde faae et dybtfølt kirkeligt Savn afhjulpet, og i Fremtiden fryde og opbygge de følgende Slægter, som med Ærefrygt og Beundring ville beskue Deres Værk og velsigne Deres christelige Ædelmodighed, – at dette Hensyn vil bevæge Dem til at opfylde den her fremførte Bøn, og knytte Deres Navn og Erindring uudsletteligen ogsaa til denne Helligdom. Maatte dette mit Haab gaae i Opfyldelse, da vilde jeg velsigne den Time, i hvilken jeg fik Frimodighed til at udføre den længe nærede Tanke, at henvende mig til Dem i dette Anliggende. Ogsaa i ethvert andet vilde jeg med Tillid have henvendt mig til Dem; Deres mig fra min Ungdom af bekjendte ædle Characteer vilde have opmuntret mig dertil; men kun dette ligger mig paa Hjertet; og dets Opfyldelse vilde skjænke mig en Glæde ligesaa stor og sand som den Høiagtelse, hvormed jeg henlever