Kbhvn d. 2n December 1863.
Min ærede Ven!
Som jeg formodede, har jeg, ved at see tilbage kun fundet saare Lidet i mit Liv, som egner sig til Offentlighed, og selv det Lidet, som jeg her sender Dem vil maaske ikke svare til Deres Ønske eller Øjemed.
[...]
En uafhængig fri Livsstilling var altid mit Ønske, og derfor føjede jeg kun min Fader ved at begynde en Contoirvej i Overformynderiet, men da min gamle brave Fader døde 1824 [...] og jeg blev ejer af en beskeden, men for min Frihed tilstrækkelig Formue, ilede jeg med at foretage en Reise til Italien, som jeg i mit stille Sind altid havde higet efter. I Selskab med min Ven Jørgen Jørgensen naaede jeg mit Maal. Min Hensigt var at blive i Italien i 2 Aar, men det deilige Land, det skjønne, ejendommelige Folk, og Kunsten, som jeg meer og meer fik Øje for forlængede de 2 Aar til 11. Jeg burde vistnok nu have holdt en stadig Dagbog, men min Ven! jeg sad ved Livets rige Taffel, og lod det beroe ved, i fuld Maade at nyde Indtrykket af min glade Tilværelse, og med Undtagelse af adskjellige Digte, nedskrev jeg kun enkelte Reisemomenter, hvoraf Et med Overskrift Terracina, en Reiseepisode, senere blev trykt i Figaro. Omgivet af Kunstnere, Venner, og i fortrolig Omgang med Thorvaldsen henfløj Tiden hurtig men gediegen og lærerig; hertil bidrog ogsaa de mange mærkelige Personligheder, som dengang kom tilsyne i Rom: Napoleons gamle Moder Madam Lætitia, hans Broder Lucian, Kongen af Bajeren, Miguel af Portugal, den nu afdøde Frederik d: 7de, hans Moder, General Bourmont, Walter Scott, Horace Vernet, Cornelius og mange mange Andre. –
I een Henseende blev mit Ophold i Rom af Vigtighed. Jeg bestyrkede nemlig Thorvaldsen i at skjænke Kbhvn: det Musæum, som vi nu eje, og for ikke at tabe det gunstige Øjeblik, opsatte jeg, skjøndt ikke Jurist, et Testamente, som strax blev lovformeligt underskrevet; men da jeg kjendte Italienernes Rabulisteri, var jeg ikke rolig, førend jeg ved en hemmelig Skrivelse til Conferentsraad Collin modtog fra ham de rigtige juridiske Udtryk til Affattelse af Testamentet, som nu blev omskrevet, og ikke kunde mere rokkes. –
Fregatten Bellona, som i Aaret 1835 anløb Livorno for at indtage en stor Deel af Thorvaldsens Arbeider, frembød en kjær Leilighed for mig til omsider at see Danmark igien og tillige foretage en ordentlig Søreise paa et kongeligt Skib; jeg sagde Italien ikke et Farvel for stedse, men blot et a reverderci!, og ankom efter en farlig Reise til Kbhvn i September Maaned samme Aar. Jeg overleverede Listen over de medbragte Arbeider og havde en lang Audients hos Frederik d. 6.te, som vistnok studsede over at jeg tilsidst ikke havde noget at bede ham om. –
[...]
Den sidste Fristelse for min Uafhængighed var Thorvaldsens senere Ønske til mig om at modtage Inspektørposten ved hans Musæum, men jeg blev mit forsæt tro. –
Her har De kjære Ven! en lillebitte, mager Skizze af det hele; naar jeg vilde – men jeg vil ikke – kunde jeg gjerne gjøre en tyk Bog deraf, ja salig Molbech kunde jeg have givet Stof til Ti. Resultatet bliver, at jeg i mit lykkelige Liv har glædet Noget, gavnet Noget, og med min gode Villie ikke skadet Noget. –
Deres
Ludvig Bødtcher