Til Smaapigerne paa Nysøe.
Skjalden sad i sin stille Ro,
Alt paa sin Sommersvale;
Ind traadte de Smaapiger – een og to,
Tre, fire – med venlig Tale.
––––––––––
Han aned ei, hvad de vilde ham nu,
Da monne den eene neie:
Hun sagde: [“]Digter! os kjær er du,
Vi noget af dig vil eie.
––––––––––
Gak ned i Haugen og pluk os hver
En Blomst, det ønske vi bare;
Vi gjemme den i vor Psalmebog,
Vi vil den længe bevare.
––––––––––
Hvergang vi see den i Fremtids Aar,
Den vorder om Dig et Minde.
Naar længer Din Haand ei Harpen slaaer,
Skal dog ei Blomsten forsvinde.[”]
––––––––––
[“]Smaapiger! Blomsterne fik I alt,
De visne før Aften kommer,
Her skiænker jeg Eder endnu en Knup
Af mine Digterblommer.
––––––––––
De vare lidt længer, de dufte lidt meer,
Naar Skjældene længst er døde,
Man Rosenblade tit af dem seer,
Som endnu ere ganske røde.[”]
––––––––––