Moder og Datter.
(Et Basrelief af Thorvaldsen.)
“Mit Barn, o! fly min Aandes Pest,
Lad gamle Moder døe:
For hende passer Graven bedst,
Men du er Livets Møe.
Vaag ei for mig, vaag ei for mig
Den lange Nat saa tro!
Kys ei min Haand, den smitter dig –
Gaa hen og sov i Ro!”
Men Pigen svarer ei dertil,
Hun knæler sagte ned –
Og nærer med sin Ungdoms Ild
Den syge Moders Fred.
Hun pleier hende Nat og Dag
Med aldrig trættet Mod –
Og hvert det gamle Hjertes Slag
Hun kjøber med sit Blod,
Og som den Gamle langsomt steg,
Den Unge segned mat:
Kold blev den unge Kind og bleg,
Slukt Øiets blanke Nat.
Hun tænkte paa sin Barndoms Sang.
Saae Moder frisk igjen,
Tog hendes Haand endnu engang –
Og slumred’ roligt hen.
Den høie Kunstner stod og saae
Paa Baaren veemodsfuld,
En Taare i hans Øie laae –
Den Taare blev til Guld.
Den glindser endnu tung og hed
Paa Marmorstenen, hvor
Han hugged ud, at Kjærlighed
Endnu i Verden boer.