Byrons Statue.
Til Slottets stolte Sale
En fremmed Yngling gik,
At lade Kunsten svale
Hans længselshede Blik.
En Fugl i Laurbærlunden
Han vugged sig paa Kvist,
Hans Vinge end var bunden,
Hans Kraft sig ei bevidst.
Hvorfor hans Hjerte brændte
Ham Ingen havde sagt,
Endnu han aldrig kjendte
Ret Kunstens høie Magt.
Man aabned’ Slottets Porte
Til Kunstens Helligdom –
Hans Aandedrag blev korte,
En Angst ham overkom.
Fra Salens Hvælving vifted’
En Søndagsluft til ham –
Hans Liv sin Scene skifted’,
Han glemte Verdens Bram.
Her stod de hvide Guder
I Marmorkraft og Fred –
For dem hans Øie luder
Til Jorden blændet ned.
Han syntes, at der bruste
En Storm i Salens Dom,
Hans Vinger bleve knuste,
Hans Afmagt mere tom.
Da saae han i det Fjerne
Ved Salens sidste Muur,
En jordisk Ledestjerne,
En herlig, let Figur.
Det var et jordiskt Øie,
Det var en Dødelig:
Her kan Hans Sjæl sig bøie
Og dog ei glemme sig.
Ja! det er Byrons Støtte,
Den herlige, den fri!
Thorvaldsens Kunst her mødte
En Byrons Phantasi.
Hvor dristig, stolt den smiler
Som Aanden paa sin Flugt!
Hvor synlig Tanken hviler
Om Panden, let og smukt.
Hvad Poesien tænker,
Plastikken tryller fast:
Dog er det ingen Lænker –
En evig Flugt og Hast.
––––––––
Min Mester! lad mig knæle
Her ved din Støttes Fod!
De strenge Guder kvæle
Mit Hjerte og mit Mod.
Den Unges Haab du kjender,
Du vandred’ Jordens Vei —
Du veed, hvor Drømmen ender,
Og du har grædt som jeg!
