Høistærede!
At de Forslag, som De engang fremsatte, og hvorom Prof. Clausen nu skriver, blev opgivet, laae vel fornemmelig deri, at den hele Plan til at lade Repræsentanter for de enkelte Kredse og Corporationer optræde, forandredes til en anden. Det blev nu overladt til Digteren at føre det poetiske Ord ved Festen; men for at denne ikke skulde faae et theatralsk eller declamatorisk Anstrøg, vedtoges det, at hver Digter skulde personlig foredrage hvad han havde at sige, istedefor dertil at betjene sig af en Anden, som sit Organ. Men efter den saaledes forandrede Plan vil Deres og Professor Clausens Forslag, som vel harmonerede med den oprindelige Plan, men ikke med den forandrede, næppe kunne anvendes, uden at den Eenhed, som nu er i det hele, gaaer tabt. Thi
1 er der ingen Grund til at netop Damerne skulle repræsenteres eller have en Ordfører, siden ingen anden Menneskeklasse, ei engang Mandfolkene (som saadanne) repræsenteres. Thi at netop Digterne kunne [tilxx]de, har kun sin Grund deri, at de ved denne Leilighed ere de naturlige Ordførere; men det er at haabe, at de ikke ville misforstaae deres Opgave ved at tale i eget Navn, istedenfor i Alles.
2 synes mig, at det vilde være ubeskedent af en enkelt Dame at fremtræde som Repræsentant for hele Quindekjønnet, da hun dog ikke burde troe, at alle de andre Damer kunde ønske at repræsenteres netop af hende.
3 vilde et saadant Nummer blive et Declamations-, ikke et Recitations-Nummer, altsaa stride mod Festens Plan. Og endelig
4 er Damerne de mindst qualificerede til at tale om den masculineste af alle de skjønne Kunster
Men ligesom Jean Paul, efter at have anført en Masse af Egenskaber, som en Romanskriver maa være i Besiddelse af, endelig giver een i Tilgift, som gjør alle de foregaaende overflødige, nemlig: “habt unendlich viel Genie!” – saaledes vil jeg nu give en absolut Grund foruden de ovenanførte [relation]; og denne er at min Kone aldrig vilde være at formaae til at fremsige et saadant Digt under saadanne Omstændigheder, deels af de samme to Grunde, som jeg selv har givet, deels fordi hun, som kun er vant til at tale fra Theatret, altsaa fra et Sted, hvor Illusionen har hjemme, og hvor en Afgrund adskiller hende fra Publicum, aldrig vilde have Mod til at fremtræde som sit eget virkelige Selv og tale til et hende tæt omringende Selskab, hvoraf hun selv er Medlem. (Hvor skulde man desuden anbringe en Souffleur? Og hvilken Virkning vilde han gjøre!)
Efter hvad jeg saaledes har anført, tvivler jeg ikke paa, at saavel De, som Prof. Clausen, idetmindste vil indrømme, at det ikke er af Egensindighed, at jeg modsætter mig begge de “ærede Samtidiges” Forslag.
Skulde endog Damerne træde frem, da synes [mig], det var bedre at lade dem synge en egen Sang til Thorvaldsen. Men en saadan maatte da componeres for lutter Fruentimmerstemmer, og synges som et Numer i Concerten, altsaa kun af de Damer, som deeltage i denne, ikke af de i Salen placerede Tilhørerinder. Thi det forekommer mig, at Alt bør udgaae fra Orchestret og Cathedret, og at Intet bør komme fra den negative Pol.
Kbhavn 4 Octobr 1838.
Deres
J. L. Heiberg