No 2 = 2 Blade tilbage
[Kongen] var der, og paa engang hed det: [”]Paven kommer[”], nu trængte alle sig frem, og tienerne fik travelt, med at brede et fløiels teppe ud under en Stor fløiels Lænestoel, til hans Hellighed; nu var der en 10 à 12 stykker som smed dem i Knæe for ham, dog var det langt fra almindelig, Paven giorde et Hurtigt lille Korsets Tegn til hver, og saa var det bestilt[.] nu reiste de sig og en lille Tyk Mand, som man sagde mig var i fammille med Paven og som var temmelig skallet, saa at han havde kæmmet det bagerste haar forover, for at skiule det nøgne[,] denne ruskede Paven leende i Haaret, hvorover den gamle
lod meget smigret og sagde glad: [“]m’a guastata la mia Perucha, hi, hi, hi[”], og saa støttede han sig paa sin Nabo for at komme op og bringe frisuren lidt i Orden igien[.] Paven var en lille bitte munter og livlig gesvindt Mand med en gruelig stor og rød Næse som snakkede meget, og saae ganske anderledes ud, en[d] som vi havde seet ham til de forskiellige fester i Paasken, og f ex: da han blev baaret Knælende i Prosestion fra Kirken og heele den Store Plads, omkring, hvor han ligger paa Knæe med sammenlagte Hænder[,] Hovedet lidt til den eene side, og et andægtig[,] skinhelligt Ansigt, (NB: han sitter magelig paa en Stoel, men det er skiult saa godt at de udstoppede Been der ligger bagud ganske seer ud som de vare hans egne :) kort at Paven fandtes her i dette Private Sælskab, var en uhørt Ære, som ingen Romer havde oplevet og det blev ogsaa det beste ved heele festen, thi det blev Torden Veier og saa stærk Regn, at de 5000 Mennesker i Haven, Glemte alle hensyn og fløgtede dem ind i Ball Sahlen som vi havde om Aftenen været over i, og her med deres vaade klæder, og ved at krybe op og see den smule der var at see fordærvede alting (der vare Stoele til 1000 Daler stykket[,] Benene og Ryksiraterne vare af fint drevet Sølv ganske mageløst deilig ud arbeidet, hvor Vaabnerne med Krone over af frit staaende Arbeide, giorde Stoelen Kosbare foruden det deilige fløiel og Sølvquaster, osv :) Obeliskens reisning gik uhyre langsomt formedels Regnen der giorde Taugene Vaade og Trange, Fyrværkeriet, som ellers er mageløst her i Rom lykkedes kuns halv, da Regnen som naar den her begynder ligefrem styrter ned havde giort alt vaat, Arenaen, hvor vi skulde seet, jeg ved ei selv, hvad for Konster, gik overstyr, fordie alt svømmede i Vand, som blev ved at øse ned til Kl: 10 om Aftenen, alt saae da man nu og det Heele Sælskab som var beregnet paa at fordeeles om Aftenen nogle i Dandse sahlen[,] nogle i Billaret, ved Spilleborde, andre paa Tribunerne for at see vædeløbene osv, osv, disse Menesker, maatte nu, holde dem i de Mindre egentlige
den Angest da man ikke fandt ham hiemme og jeg gik til Paulsens og siden til formeren.
Værelset af villa’en (da de andre Rom vare optagne af u inbudne, eller idet minste kuns til Haven inbudne :) her gik man og saae sig om og der var en stor Trængsel paa Balkongen hvor man ved en Baldakin, stod beskyttet mod Regnen, denne var saa stor som en stor Sahl, og gulvet var belagt med Mosaik og den selv omgivet af prægtige Marmor Zeuler den var saa stor som en stor Sahl, dog det forslog kuns lidt, thi der stod Paven, og Kongen, af Bayren, og Cardinalerne og Diplomaterne, saa der strømmede alt hen, og jeg med, maae jeg tilstaae thi det Morede mig meget at høre Paven tale som var meget snaksom, og Viskede især meget til Kongen af Bayren men da denne er temmelig døv, maatte han giøre det saa temmelig høit saa vi fik ogsaa godt af det, (: Thorvaldsen holdt, sig derimod meget tilbage, som sedvanlig naar fornemme folk vare nette opmærksomme mod ham, men Kongen fandt ham dog, og talte meget kierlig til Ham: [“]der lieber Vater Thorvaldsen mit seyn Silber Haupt[,”] som han sagde til mig om ham, og Thorv: sagde til mig, [“]seer de hvad det giør for en virkning paa disse Munke, nu de har seet at Kongen holdt af mig?[”] ‒ nu strømmede de hen for at tale og trykke ham i Haanden paa det kierligste skiønt, de ellers kaldte ham en Ketter, ‒ osv :) ‒ da nu de Kongelige fløttede ind formedels raat, og vaadt, saa strømmede atter alle ind, her var nu nok at see paa, af Malerier, Mosaiker, Basrelief, Statyer, forgyldninger, osv osv for hvem der ikke havde seet det før, dog jeg havde seet det godt igiennem, saa jeg maatte søge min Morskab andet steds, og den fik jeg da især ved at komme til at sitte ved en smuk aldeles Blond dame som lod til at være en 30 til 40 Aar gammel, Thorv: viskede til mig at det var Lord Bayrons elskede Grevinde X[.]
Nu bad jeg ham forestille mig for hende, og vi giorde et slags Bekiendskab, og hun loe ret af det mærkelige hun en Vennezianerinde var ganske Blond, og jeg en Dansk, være ganske Mørk, osv ‒ ‒ ubegribelig Ungdommelig saae hun ud, og var een af de mærkelige Personer, som jeg saa paa denne Reise der mest
[siden er blank]
[siden er blank]
N 4 intereserede mig og jeg saae ikke faae,
Ved denne fest var Kongen ogsaa saa Naadig fleere gange at tale til mig, og da jeg saa godt kunde lide Ham især for hans store kierlighed til Thorv: foruden for hans egen Venlighed, som jo hos Kongen fik noget særdeles tillokende saa da han en dag sagde til Thorv: jeg troer det var her i dette Sælskab at han maatte dog endelig give ham en Afstøbning af Hans Statye, og Thor: svarede[,] han havde den ikke da den tilhørte mig, saa sagde jeg, at jeg skulde tage mig den frihed at sende ham den, hvor for Kongen var mig meget taknemlig, (og jeg lod een forme 1843 :) ‒ Princesse Thorlonia Var meget smuk den Aften, men saa ud som om Humøret ikke var det beste, og det kunde da ikke undre, naar veiret saa ganske havde forstyret den fest, som de deels havde lovet dem saa megen Glæde af, og deels havde Kostet saa uhyre, hun havde dessuden den dag tabt et meget kostbar Armbaand, sagde man, ‒ Prinsen var lige scharmant, thi skiønt hans udvortes er ikke heldig, saa kan man ikke nægte at han giør meget godt Honør i sit Huus, han sagde blandt andet til mig[: “]nu skal vi see: qui l’ampostere sur Thorv: vous? ou Rom?[”] Og han triumferede, thi jeg havde sagt ham at jeg vilde reise, og ikke oppebie Thorv: og han var vandt til at Thorvaldsen gierne blev hvor han var, naar man ikke slebte ham bort, altsaa naar jeg først var borte, saa blev han nok roelig meente han, og jeg tænkte: [“H]vo som leer sist, leer best,[”] og dog skiønt Thorv: saa tusende gange havde sagt mig at han nu ikke kunde leve uden at see os og være i den fammille som han ansaae som sin egen, saa kan jeg ikke nægte at jeg frøgtede, for han tilsist skulde komme sig til det liv igien han havde ført, før han kiendte os, og jeg havde fast besluttet næste aar at reise over at hente [ham] hiem til Danmark, for at han dog kunne døe blandt sine egne, Gud være lovet det blev ikke nødvendig [...]