1842
Nytaars Morgen kiørte vi til Aqua scetosa, det var det deiligste Sommerveir, og Thorvaldsen gik saa glad og nynnede ved sin Gamle Mutters Arm, ‒ Holst fortsætter
Aproposito i denne Tid havde Th næsten glemt Sorgen over ikke at have faaet Overbecks Carton, ved den Idee, han havde faaet selv at behandle dette Emne, nemlig Christi grav læggelse, [“]der er dog et og andet jeg nok vilde behandle anderledes[,”] sagde han, [“]og skiønt jeg ikke seer godt nok for at tegne i Almindelighed, saa er dette saa stort at det kan jeg nok see til, jeg længes ordentlig efter at tage fat derpaa,[”] nu vilde jeg strax giøre anstalter at begynde, dog Thorv: satte sig derimod [“]thi[,”] sagde han, [“]her er det som jeg vilde braute nei men saa snart jeg kommer til Nysøe, saa skal jeg giøre det,[”] (og der blev alt tilberedt Cartonen spændt i Ramme, overstrøgen og s v ‒ dog desværre opsat, og skeer nu aldrig meere, den staaer endnu her paa hans Kammer ‒ Jeg havde den fornøielse at føre Camucini til Overbeck, som blev meget henrykt, over hans Arbeide[.] I al denne Mellemtid taler jeg slet ikke om Alle de feter, Komedier, Baller, osv, som vi vare inviterede til, hos Thorlonia, Grev Lutzau osv ‒ dog det var ikke ofte vi benyttede os af dem da Elisa ikke dandser gierne og de Andre hellere bleve hiemme, dog endelig var et Ball hos Thorlonia hvor Elisa havde Aftalt, med fr: Becker de skulde gaae sammen med Thorv, og mig, fr B’s Moder var syg, saa hun skulde gaae under mine Vinger, men Jeanina og Christian havde været syge, dog nu begyndte jeg at føle mig uvæl, Balstadsen var alt fremlagt og de 2 Unge Piger sammtykker i at gaae med Thorv: allene, men nu kommer han, finder mig til Sengs og forsikkrer at hvis jeg ikke gaaer saa gaaer han heller ikke, dog mig var det umuligt, men de 2 Unge Piger istædet for at blive bedrøvede, udraabte begge, [“]desbedre saa blive vi hiemme,[”] de fandt Sælskaberne saa kiedelige men Nød ret Naturen i Rom, Denne Unge Pige tegnede med hos os, og lærte af Coop ‒ Nu blev jeg Alvorlig syg og de 2 Smaae Børn vare ikke kommet sig endnu saa der var et heelt Hospital hos [os], Stampe havde og Feber, og saae elendig ud men
vilde ikke vide noget af Lægehielp og kurerede sig selv, deels ved at faste og deels ved at gaae, og skiønt han var gruelig Matt tvang han sig paa Beenene, og krøb ud, ja drev det til at gaae heele Miel, og samme Cur har han oftere forsøgt her hiemme og den stod sin Prøve, skiønt det varede længe, endelig blev Elisa syg og det meget alvorlig, og den tid laae vi 4 paa engang, jeg var fortvivlet, det intraf just i Karnavallen, Lægen havde gruelig travelt, og kom engang om dagen dreiede sig inden for Døren, med Pisken i Haanden og saa afsted, i Cursoen, Elisa blev daarligere og daarligere, og han erklærede for dem som var om hende at han ikke kunde giøre meere, mig havde han forbudet at være hos hende, hun fantaserede, dog jeg kunde tænke mig at det maatte giøre ondt værre, naar hun værken saae mig eller nogen af hendes omkring sig, altsaa saa snart jeg kunde krybe op af Sengen gik jeg til hende, og forlod hende ikke meere nogen Natt, eller dag, thi skiønt jeg ikke kunde holde ud at vaage selv, saa lod jeg min Seng fløtte ind til hende og det beroeligede hende, en heel deel, nu skrev jeg et par Ord til Lægen og bad ham unskylde at jeg tog en Anden da han lod til at være alt for beskieftiget til at kunde have det til syn med min Datters Sygdom som jeg ønskede osv, Han kom og blev heftig, Stampe og Thorv: lod dem imponere, og raadte mig til at give efter, og tage en Læge til, paa Consult dog jeg vilde ikke og erklærede strax, at jeg kuns vilde have Een, da den Eene ellers ikke turde modsige den anden for ikke at fornærme hinanden, thi ingen Stand er meere stikken og let at fornærme end Lægerne i hvad de troer at skylde hinanden, hvorunder saa ofte Patienten
Patienten maa lide, dog jeg blev ved min paa stand, at mange Kokke fordervede Suppen og vi fortrød ikke min Bestemthed, vi tog dr: Aders en prægtig og dygtig Ung Mand, som kom 3 gange om dagen, og sad, og jagtog alvorlig den syge som den Anden havde erklæret inkurabel og tilsist erklærede at det var feberen som havde slaaet sig paa Hiernen osv, kort han tog alvorlige forholds regeler og Cuurer, og ved hver dag saa vi forbedring og efter 3 a 4 Uger var hun helbredet skiønt meget Svag, medens hun var syg, vare vore Danske Venner, Hansen[,] Kychler, og Holst, os ret en trøst, thi de hialp os hvor de kunde med at vaage, og paa tusende maader og Thorvaldsen satte og hos os til Kl 12, om Natten, og tilbød ofte at vilde Vaage, men jeg satte mig naturligvis derimod, I disse lange Aftener hvor vi kuns vare sørgmodige, og ofte fortvivlede, var der ingen som tænkte paa Thors: spil[,] Loterie, og saa tegnede han imellem smaae skitzer, og fleere gange, bedende Engle, samt lignende Gienstande, og Samtalerne gik for det meste udpaa, den lyksalighed, det vilde være, om Elisa kom sig, og Thorv: viste ved den Leilighed hans Følelser, og Interesse for os, I Begyndelsen af Sygdommen før den endnu var fahrlig, gik han ofte bort, og tog deel i Carnavalets glæder, men han kunde dog ikke ret nyde dem sagde han mig, af Uroe for os der hiemme, og da nu alt blev alvorligere for lod han os ikke meere; men blev fra Midag lige til Natten hos os og deelte al den Elendighed med os, hans Glæde var alt saa lige saa stor som vores Da hun var saa væl, at hun d. 11te Marz paa hendes fødselsdag kunde være Nærværende ved Bordet, Om Morgenen Kl: 8 før nogen af os endnu vare ferdige kom Thorvaldsen alt med en deilige stor Buquet og nogle nydelige Presenter til Elisa, som hun modtog paa Sængen. om Midagen var nogle Venner inviterede og Thorvaldsen Trakterede med Schampagne den Velsignede Mand, aldrig glæmmer jeg hans Glæde ved hendes Helbred
osv osv ‒ kort nu vare vi alle glade Thi Skiønt det gik langsom, og Elisa Næsten hver Aften havde noget feber endnu, saa var faren forbie, og Lægen sagde at denne feber intet havde at betyde, blodt maatte hun skaanes, og skiønt hun skulde kiøre og Ride ud saa maatte det alt sammen være med bedacht osv.,
