D. 11te Juni kom vi til Dresden der sendte vi strax bud til Dahl, saa spiste vi [og] gik sammen i Galeriet, og saa i Theatret, hvor Thorv: for førstegang i sit Liv saae Don jouan[.] Næste dag spiste vi hos Dahl[.] x Neppe havde Thor faaet en skefuld suppe, saa kom bud fra Kongen og han maatte klæde sig i al fart, og fandt ikke sine Hansker, saa han tog dem af mine og Coketterte med[.] saa kom Visiter og Besøg fra alle Kanter, især en M: Serre med hans Kone som kom ind fra Landet[.] Af dem bleve vi inviterede alle
til Diner paa Brühl sche Therasse[,] Thor hos Minister von Lindenav oven paa Therasse[n], om Aftenen havde de foranstaltet en Consert, der mødte jeg en Baronesse Firsch, som jeg ikke havde seet i 20 Aar, en Ungdoms Veninde, som just var i Besøg fra Rusland i Dresden, 3e Dag spiste vi hos Krahl’s eller Oppeheims det deiligste og elegantes Huus af Vær[den.] om Aftenen bleve vi Thor:[,] Stampe og jeg hentede af Ministeren til Theatret, og ført i den Kongelige Losche, her blev givet et Stykke expree for Thorv: til sist en Epilog, hvor huuset som var propfuld, med intusiame, raabte [“]Leve Thorvaldsen[”], og han den kiere, var gierne krøbet i et Musehul saa skamfuld var han over all den Ære, efter Theatret bleve vi inviterte til en Soupé i foyeren[.] Dagen derpaa vare vi inviterte af Drevsen’s men Thorv: kunne ikke komme med, da han skulle til Ministeren til Midag og saa til en Konge og saa til en Prinsesse[.] i disse Dage blev hver Minut benyttet og tit var Thorv: alt Kl: 7 i Galeriet og Dahl var bestandig med os, og tog sig ret Patriotisk af os og vi saa hvad der var at see ligesom i Berlin[.] dog vil jeg ønske ham ikke for mange Landsmænds Besøg x x som tager ham for megen tid[.] I Dresden hos frue von Firsch leverede Brunau et Digt, dette samt øvrige Sange og Epilog skal hermed følge ‒ ‒ Nu kom Serre med 3 Wogne og hentede os, han havde bedet os saa meget at tage paa 8 dage med dem til Maxen, Dahl med familie og den sorte Prinds Radehndahle vare med, der var ret smuk hos dem og de vare især mageløs Kierlige, og Giestfrie, Medens vi vare der kom mange Giester af og til fra Dresden, dog det smukkeste af alt var en Tuur vi giorde med dem i det Saxiske Schweitz; paa Königstein var Komandanten en fordums Minister, ganske overordentlig opmærksom og Mage til Kanonade har jeg aldrig hørt
som det lød fra Königstein (: en Ære som kuns væderfahres Kongelige Personer :) som den Vældigste Torden. ‒ Herfra til Perna hvor vi laae om Natten, Dahl var fortreffelig staar der antegnet i min Dagbog, men hvori det bestod erindrer jeg ikke meere, den anden Morgen til Basteien, hvor vi alle fik smaae Erindringer af My Serre, som der findes Butiker af, og nu til Maxen, hvor Enhver løb til Arbeidet igien, frue Serre ønskede at Prinsen skulde Male Thorv: og han maatte sitte[,] dog Thorv: havde nær tabt Taalmodigheden, hvis ikke Dahl havde taget fatt og Rettet, nu blev det, bedre dog Prindsen synes det væl ikke, og han Begyndte et andet paa nye, men som aldrig blev saa godt som det Dahl havde giort ferdig, dog Serre’s synes best, om Prinsens og Gudveed om ikke deres Venskab for ham lod dem see meere i hans Talent en[d] der virkelig var, thi Vi andre synes det [var] meget tyndt; ‒ Thorvaldsen som heller ikke maatte være Ledig, fik vi til at giøre et lille Basrelief, jeg troer en Amor og Psiche, man lod komme Leer fra Dresden og lovede mig en Afstøbning deraf, dog har jeg ikke faaet den endnu, dog troer jeg heller ikke det blev synderlig godt, thi Thor var ikke oplagt, til at Arbeide; ‒ I det Historiske Museum i Dresden lovede jeg til Kraucklin en Puseerstok af Thorvaldsen og den er sendt ved Prof Dahl Sommeren 1844[.]
I Dresden saae jeg en Dag et Ungt Menneske liste sig til at tage et Haar som laae bag paa Thorvaldsens Krave, og med Omhyggelighed og Kierlighed giemme det indenfor sit Uhrglas, det rørte mig og jeg gav ham Dagen derpaa en ordentlig Lok[.] det var Professor Riedschel billedhugger som Thor fandt havde meere Schenie en[d] Rauch ‒ Dahl mahlede et Landskab paa ¼ time, Usigten fra Balkonen paa Maxen, han skulde vise Stampe hvorledes man lagde Farven paae, Thorv: misundte mig Stykket ligesom alt hvad Dahl havde Mahlet, thi han satte Dahl som Lanskabs Mahler, over allt. vi fik hver 2 Nydelige smaae Landskaber forærende, af ham; nu Reiste Dahl og Serres efter fleere Besøg med os til Dresden[.] Blandt andre Professor Pettrich som var meget rørt ved at see sin gamle Ven igien [...]