Nysø den 27 August 1839.
I Dag vilde jeg have seet Deres venlige Ansigt, kysset min søde Vulle og talt med Eduardo, men her er jeg endnu overtalt af Baronessen og jeg bliver til paa Søndag, thi da Drevsens først komme Løverdag saa vil jeg helst være der anden Dag, naar de Andre Hjemme have faaet al den Kjærlighed de skulle have, jeg vil saa nødig føle mig fremmet og kommer altsaa Dagen efter. O, Gud hvor jeg længes efter de kjære Mennesker.
Igaar var jeg med Thorvaldsen og Baronessen paa »Grevens Vænge« hvor den Grev Holck boer, som er gift med en Comtesse Danneskjold. De boe i en simpel lille Forpagtergaard, men denne, uagtet oprindelig fattigt bygget, er saa smagfuldt udstyret, at jeg ikke uden i Noveller har fundet noget Lignende. I Haven blomstrede et Flor af Georginer, saa yppigt og broget, som var det en Bouquet fra Østerlandene. Inde i Salen stode to store Kurve eller Skaaler, hvori disse Blomster dannede en Flade af Mosaik. De nyeste franske og engelske Skrifter dannede en Rabat om Bordet og traade man uden for, da syntes Haven at tilhøre en Første, dens Lidenhed kom af, at man saae den i Fugle-Perspectiv. Jeg har ikke før seet en saa lille Have eie noget saa storartet. Ved Bordet var Alt rigt. Vinduerne vare smaae, man saae et lavt Straatag udenfor, men derinde hvor Vi sad, gik de udmaiede Tjenere med store Sølv og Chrystalskaale, saa jeg maatte tænke paa de landlige Indretninger i Versaillie, hvor Ludevigerne legede Privatmænd. – Paa Fredag er Thorvaldsen og jeg med Baronessen indbudt til stor Middag paa Gisselfeldt. Prinds Christian og Caroline Amalie komme der og Alt skal være meget festligt. Klokken 5 sidde vi til Bords; det er Skade jeg kan ikke blive krøllet. –
Thorvaldsen er nu »i Leer« færdig med sit tolv Alen-lange Basrelief til Frue-Kirkes Forhal; det skal siden gjøres doppelt saa stort i Marmor. Det begynder med Bøddelen, som bærer Naglerne og Hammeren i en Kurv, to Bødelknægte hale i Korset, som Christus bærer. Nu kommer en Gruppe med den besvimede Moder, Johannes staaer tæt ved, efter dem rider to Jødepræste, Krigsknægte følge, og een gammel ond Præst, som holder sig i Hestens Manke for ei at falde af; bag ved en smuk Gruppe og tilsidst Pilatus paa et ophøiet Sted, hvor han staaer og toer Hænderne. Hans egen Statue er ogsaa ganske voxet ud af Leeret og meget liig.
Jeg maa dog fortælle Dem hvor comi[s]k Baronen var igaar; vi havde ham med til Grevens Vænge; da vi sat ved Bordet sprang han op og lukkede Vinduer op. (De maa vide at der ikke er et Vindue paa Nysø uden han lukker det op, selv ind til mig paa mit Værelse kommer han og river Vinduer op i det han siger: »De holder vist meget af frisk Luft!« – ) Da vi siden reiste os fra Bordet og havde spadseret, sang vi Allesammen: Hr Peter kastet Runer, Kong Christian stod ved høien Mast, Kjøre Vatten og kjøre Ved; det Hele var uden al Pretention og vi sang Alle paa een Gang. Med eet styrtede Baronen ind: »Gud forbarme sig hvor det lyder stygt! det er noget skrækkeligt Hjask!« »Men saa kan Du jo synge med og gjøre det bedre!« sagde Baronessen. Nu vilde han udvikle os Harmoniens Love og hvad Abed Vogler havde sagt, men vi sang væk.
Hils den gode Eduardo di Skozia og siig ham blandt Andet, at jeg har skrevet Jomf: Rieffel til. Bring mange Hilsener i Amaliegaden og da De seer Ingeborg, Louise og Drevsen før jeg, saa hils dem millioner Gange, og lad Wulle kysse Dem fra mig, det er et uskyldigt Kys. Min Ven Theodor glemmes ikke. Siig Augusta et kjærligt god Dag.
Deres Ven og Digter.
E.S.
Hils Deres Moder!