–––––––––
Albert Thorvaldsen.
III.
Medens Thorvaldsen en Dag i November 1824 var beskiæftiget med Daabens Engel til Frue Kirke, fik han Bud fra Cardinal Consalvi, at han ønskede at tale med ham. Thorvaldsen indfandt sig og blev modtagen med stor Veneration af Cardinalen, der meddeelte Kunstneren, at han agtede at lade opreise et Monument til Ære for den afdøde Pave, Pius VII, i Peterskirken og at han havde udseet Thorvaldsen til at udføre dette Værk. Thorvaldsen paatog sig det med Glæde og i Følelsen af, at han endnu aldrig havde modtaget en saadan Æresbeviisning, endskjøndt Konger og Fyrster havde beilet til hans Gunst.
Henimod Udgangen af Aaret var Thorvaldsen, til Trods for den store Mængde andre Arbeider, der optog hans Tid, saavidt med Pavemonumentet, at han havde faaet en tredie Skizze til Hovedpartiet fra Haanden. Han fremstillede Pius VII siddende i den pavelige Stol i fuld Ornat. Han hæver den høire Arm under den tunge Messekaabe, hvis Bræmmer bære Billederne af Apostlenes Martyrredskaber, omgivne af Palmekrandse. Med den opløftede høire Haand, paa hvilken bemærkes Fiskerringen, velsigner han Folket. Paa en underliggende Hynde hviler den trætte Oldings Fødder, og den venstre Fod med Korsets Tegn er fremstrakt til Fodkys.
I Marts Maaned det følgende Aar Var Modellen færdig og blev strax en Gjenstand for almindelig Beundring. Men nu begyndte ogsaa Obscuranternes Modstand. Det vilde være en Skandale, sagde en Cardinal, om en Kjetter skulde sætte den hellige Fader et Monument i Christenhedens første Kirke. Man havde rettroende Kunstnere nok, Fabris f. Ex., havde udmærket sig ved “større” Værker end Thorvaldsen (det havde han i en vis Henseende ogsaa, thi han havde nogle Aar [tidligere] modelleret en colossal Figur, Milo fra Crotone, der var 1½ Alen høiere end Colossen paa Montecavalli). Thorvaldsen vedblev imidlertid at arbeide paa Monumentet og udarbeidede Skizzerne til de to Statuer, som skulde stilles ved Fodstykket paa Siderne af Hovedfiguren: den christelige Viisdom og den christelige Styrke, og Rygtet gik snart, at disse tvende Compositioner vilde blive Noget af det Høieste, som nogensinde var fremstaaet i Billedhuggerkunsten. Modellen til den christelige Viisdom, en Statue i overnaturlig Størrelse, fremstiller Billedet af en qvindelig Figur, hvis Brystskjold ligner Minervas Ægide, men istedetfor Medusahovedet har en Cherub. En fast til de nedhængende Lokker sluttet Laurbærkrone omgiver det sænkede Hoved, hvis Blikke ere fordybede i den hellige Skrift, som hun bærer paa den venstre Arm, medens hun grundende hæver den høire Haands Pegefinger mod sin Hage. Minervas Ugle ved hendes Fod betegner Videnskaben. Den anden Statue forestiller ligeledes en qvindelig Figur, hvis Hoved og Skuldre bedækkes af Hercules’s Løvehud. Men Støtten, Symbolet paa den jordiske Styrke, ligger paa Jorden og hun træder ringeagtende paa den med sin Fod, medens det himmelvendte Hoved og Armene korslagte over Hjertet udtale, at hendes Styrke ligger i fast Hengivenhed i Guds Villie. Noget senere hen paa Aaret gave disse Skizzer Anledningen til den ganske ualmindelige Æresbeviisning, der vakte stor Opsigt i Rom, nemlig et Besøg af Hs. Hellighed Pave Leo X for at tage sin Forgjængers Monument i Betragtning. Da Hans Hellighed traadte ind, kastede Arbeiderne sig paa Knæ for at modtage Velsignelsen, men Paven vendte sig om mod det nærmeste Arbeide — tilfældigviis Basreliefet Kjærlighedens Aldere — og fordybede sig ganske i denne profane Spøg, der havde den Ære at behage ham ganske overordentligt.
I Begyndelsen af 1830 vare Arbeiderne paabegyndte i St. Peterskirkens venstre Tverskib, hvor Monumentet skulde opstilles ligeoverfor Raphaels Transfiguration paa den hellige Leos Alter, og i November var Alt beredt til at modtage det, men nu begyndte en Mængde Bryderier og en Kamp med Forholdene, som i længere Tid optoge alle Kunstnerens Tanker. Paa Stedet, hvor det skulde opstilles, overraskedes han med den Efterretning, at Liget af den Afdøde skulde nedsættes i selve Monumentets Fodstykke. Hele Monumentet maatte derfor flyttes længere frem for at vinde en Dybde, der passede til Kistens Længde; desuden saae man nu, at Pavens Hoved vilde komme for langt ned i Forhold til Kæmpferne af Buen, og at der bag Monumentet vilde blive et altfor stort tomt Rum. Thorvaldsen maatte nu i Hast see at raade Bod paa disse Vanskeligheder. Bagved den Stol, hvori Paven sidder i Monumentet, er et Nicheparti, som han derfor lod decorere saaledes, at det gjorde en Overgang til Kirkens Architektur, og nu modellerede han i utrolig Hast i Løbet af December tvende siddende Engle i Legemsstørrelse, der foreløbig kunde anbringes i Gips i Vinklerne paa begge Sider af Pavens Stol. Englene ere symmetrisk ordnede, siddende omtrent i samme Stilling. Den ene vender sit skjønne Hoved op mod den trætte Olding og viser ham med Fingeren paa det udrundne Timeglas, at Tiden er omme; den Anden lader sin høire Haand med Griffelen hvile paa den nylig lukkede Bog — den hellige Fader har endt sit Livs Gjerning, der er Intet mere at optegne. De bleve strax satte i Arbeide og vare ogsaa færdige paa den Tid Monumentet skulde afdækkes.
Denne Højtidelighed fandt Sted den 2den April 1831, og nogle Uger senere gik Thorvaldsen selv ind i
Kirken for, som han sagde, at see Monumentet med et frisk Øie. Men han var selv ikke ganske tilfreds med Virkningen — det uhyre Monument forsvinder i den gigantiske Bygning — og gjorde selv den Bemærkning, at de to i Forlegenheden tilføiede Engle skadede de større Figurer, idetmindste der, hvor de dengang vare anbragte.
–––––––––
