Albert Thorvaldsen.
(Fortsat).
Den 11te August 1820 forlod han atter Kjøbenhavn og indskibede sig fra Øen Lolland til Rostock. Herfra begav sig over Berlin og Dresden til Warschau, hvor store Bestillinger ventede ham. Han blev modtagen som Gjæst af Grev Morowsky, der stod i Spidsen for en Subskription til Oprettelsen af et Monument for Fyrst Poniatowsky, der faldt i Slaget ved Leipzig. Udførelsen af dette Mindesmærke saavelsom af en Statue af den store Astronom Copernicus blev overdraget Thorvaldsen. Under sit Ophold i Warschau modellerede han ogsaa en Büste af Keiser Alexander. Fra Polens Hovedstad gik han over Krakau til Wien, hvor han tilbragte 3 Uger og sandsynligviis var forbleven endnu længere, hvis ei en ubehagelig Efterretning fra Rom, om at Gulvet i hans Atelier var styrtet ind og havde beskadiget nogle af hans Værker, havde nødt ham til saa hurtig som muligt at ile til Rom, hvor han ankom den 16de December.
Saavel hans Aand som hans Sundhed havde vundet ved denne Reise. Han var ligesom forynget baade paa Sjæl og Legeme og aabenbarede fra denne Tid en forbavsende Rigdom af Ideer og en Frugtbarhed, der satte Verden i Forundring. Hidindtil havde Kunstneren taget sine Sujetter af den græske Mythologi og den gamle Historie, men nu skulde han ogsaa vise Verden, med hvilket Geni han forstod at udføre christelige Gjenstande. Hans Velynderes og Beundreres Forventninger bleve langt overtrufne, og selv Misundelsen maatte her tie. I en Række af Aar fremstode de udødelige Kunstværker, som nu pryde hans Fødebyes fornemste Kirke. Hans Genius har omskabt Vor Frue Kirke til et i Sandhed christeligt helligt Museum. Bygningen er, især udvendig, af meget simpel Architectur; Kirken selv med dens nøgne Mure og hæslige Vinduer, uden nogetsomhelst forskjønnende Ornament, falder kun lidet i Øinene, og det plumpe, smagløse Taarn gjør næsten et modbydeligt Indtryk. Men Gavlfeldtet til den skjønne doriske Peristyl ved Templets Hovedindgang er prydet med den berømte, fritstaaende Johannesgruppe, hvis Skue er af en ophøiet Virkning. Over Døren ved selve Kirkemuren seer man i Basrelief “Christi Indtog i Jerusalem.” Kirkens Indre er simpelt og storartet ganske i Modsætning til dens characteerløse Ydre. De tolv colossale Apostle staae, sex paa hver Side, frit paa Postamenter foran Pillerne af Hovedskibets Arcader, og paa Alteret, i en forgyldt Niche, staaer Frelserens Standbillede. I Midten af Choret befinder sig Døbefonden i Skikkelse af en knælende Engel, der holder en Muslingskal. Disse Statuer, hvoraf hver enkelt er et fortrinligt Kunstværk, gjøre et dybt Indtryk paa enhver Indtrædende.
Foruden disse store Arbeider og de forhen omtalte, skabte Thorvaldsen efter sin Tilbagekomst det herlige Gravminde over Pave Pius den Syvende, der blev opstillet i Peterskirken i Rom og som vi skulle omtale i en følgende Artikkel, ligesom et andet Minde over Hertugen af Leuchtenberg i München. Blandt senere Arbeider indtil 1838 maa nævnes en Portraitfigur af Lord Byron, der skulde opstilles i Westminster- Abbediet i det bekjendte Digterhjørne (poets corner).
Da Thorvaldsen havde tilbragt 40 Aar i Rom og havde ophobet en stor Samling af Kunstskatte, sendte han, lidt efter lidt, disse Sager med danske Skibe til Hjemmet; thi det var stedse hans Hensigt at tilbringe sine sidste Dage i Fædrelandet. Men da nu Efterretningen om, at han vilde testamentere sine store Kunstskatte til sin Fødeby, ankom, beklagede man, at der ei fandtes nogen værdig Bygning til at modtage den ædle Landsmands Gave. Imidlertid dannede der sig en Forening af patriotiske Mænd, der lode en Opfordring udgaae til det hele Folk for at skaffe Bidrag tilveie, og betydelige Summer indkom paa denne Maade. Resten gav Byen Kjøbenhavn og Kunstneren selv, ligesom den afdøde Konge, Frederik VI, skjænkede en til Christiansborg Slot hørende Sidebygning til det vordende “Thorvaldsens Museum.” Det kongelige Kunstacademi lod slaae en Medaille til Erindring om Hjemsendelsen af Thorvaldsens Kunstværker med Aarstallet 1838, hvoraf Exemplarer ere bestemte til at uddeles som Belønninger for heldige fremadstræbende Talenter.
Den 17de September 1838 ankom Thorvaldsen selv til Kjøbenhavn med en dansk Fregat, der var afsendt til Middelhavet for at indtage en Ladning af hans Kunstværker. En glimrende Modtagelse ventede ham i Danmarks Hovedstad. Tusinder og atter Tusinder strømmede ham imøde, og det jublende Folk spændte Hestene fra Vognen og trak ham fra Toldboden til hans Bopæl paa Charlottenborg. Kort, Thorvaldsen blev af det hele Folk modtagen som en elsket Søn og dyrebar Gjæst. Fester bleve givne til hans Ære, f. Ex. i Hotel d’Angleterre og i Studenterforeningen. Magistraten lod ham ved en Deputation overrække Diplom som Æresborger, og paa hans Fødselsdag den 19de November blev hans herlige Johannesgruppe afsløret. Kunstneren levede nu, deels i Kjøbenhavn, deels paa Nysøe, en Herregaard der tilhører Baron Stampe. Her havde man for Thorvaldsen indrettet et Atelier i Haven, hvor han i Skjødet af en mild og fredelig Natur har udtænkt saa meget Udmærket. Til de skjønneste Arbeider, som han i denne Tid udførte, høre flere Basreliefs, hans egen Statue i Legemsstørrelse og fremdeles en colossal Statue af Christian den Fjerde, hvilken siden, efter hans Model, er støbt i Metal af Dahlhoff for Roskilde Domkirke. I Sommeren 1840 begav Kunstneren sig, i Selskab med Familien Stampe, atter til Italien for at være nærværende ved Indpakningen af en stor Deel af hans Kunstskatte. Reisen gik gjennem Tydskland, hvor han overalt modtog udmærkede Beviser paa Højagtelse. Mod Enden af Aaret 1842 kom han atter tilbage til sit Hjem.
Men ikke længe skulde Thorvaldsen glæde sig ved sit Fædreland og sine Venner. Medens han arbeidede med endnu usvækket Kraft til sit ærefulde Livs sidste Time, naaede Døden ham den 24de Marts 1844 i Theatret, ved Opførelsen af Griseldis, netop da Ouverturen begyndte, og han sank, truffen af Slag, livløs ned paa sin Plads i Parquettet. Man bar ham strax hjem, men alle Forsøg paa at kalde ham tilbage til Livet vare frugtesløse. Nogle Minutter senere udaandede han sit sidste Suk, uden at have talt et Ord eller udstødt en Klagelyd.
Det sidste Værk, hvorpaa han endnu paa sin Dødsdag arbeidede, var en Büste af Luther, hvis Model nu opbevares som en Helligdom i hans Museum. Dette sidstnævnte havde han ogsaa bestemt til sin Grav for at kunne hvile i Døden som i Livet, omgiven af sine Værker, og til denne Hensigt er Museets Forgaard indrettet. Mangen Vandrer vil der klage ved hans Minde, at Danmarks Roes og Stolthed, der, skjøndt i Oldingsalderen dog endnu var i Besiddelse af Ungdommens Friskhed, for tidlig sank i Graven.
“Den Helt ei stred med Sværd og Skjold og ei med Staalets Handske.
“Men Seier vandt han stærk og bold som Kunstens Holger Danske.
“Af Livets Træ han greb en Green til Kamp mod Dødens Vælde;
“Han hugged Guder ud af Steen og Liv af Marmorfjelde.”
