Jeg ilede nu af foretage en Reise til Italien som jeg i mit stille Sind altid havde higet efter. I Selskab med min Ven Jørgen Jørgensen naaede jeg mit Maal. Min Hensigt var at blive i Italien i 2 Aar, men det deilige Land, det skjønne ejendommelige Folk og Kunsten, som jeg mer og mer fik Øje for, forlængede 2 Aar til 11. Jeg burde vistnok nu have holdt en stadig Dagbog, men – jeg sad ved Livets rige Taffel og lod det beroe ved i fuld Maade at nyde Indtrykket af min glade Tilværelse, og med Undtagelse af adskjellige Digte, nedskriv jeg kun enkelte Reisemomenter, hvoraf Et med Overskrift “En Reiseepisode”, senere blev trykt i “Figaro”. Omgivet af Kunstnere, Venner og i fortrolig Omgang med Thorvaldsen henfløj Tiden hurtig men gedigen og lærerig. Hertil bidrog ogsaa de mange mærkelige Personligheder som dengang kom tilsyne i Rom: Kongen af Bajeren, Exkong Miguel af Portugal, Dito af Holland; General Bourmont, Napoleons gamle Moder Madame Lætitia, vor nu afdøde Frederik 7 og hans Moder, Walter Scott, Cornelius, Horace Vernet og mange mange Andre. I een Henseende blev mit Ophold i Rom af Vigtighed. Jeg bestyrkede nemlig T[horvaldsen] i at skjænke Kiøbenhavn det Musæum, som vi nu eje, og for ikke at tabe det gunstige Øjeblik, opsatte jeg, skjøndt ikke Iurist, et Testament, som strax blev lovformeligt underskrevet, men da jeg kjendte Italienernes Rabulisteri, var jeg ikke rolig, førend jeg ved en hemmelig Skrivelse til Conferentsraad Collin modtog fra ham de rigtige juridiske Udtryk til Testamentets Affattelse; som nu blev omskrevet og kunde ikke mere rokkes. – Fregatten Bellona, som i Aaret 1835 anløb Livorno for at indtage en stor Deel af Thorvaldsens Arbeider frembød en kjær Leilighed for mig til omsider at see Danmark igjen og tillige foretage en ordentlig Søreise paa et Kngl:Skib; jeg sagde Italien ikke et Farvel for stedse, men blodt et: a rivederci! ogankom efter en herlig Reise til Kiøbenhavn i September Maaned, samme Aar. Jeg overeverede Listen over T[horvaldsens] medbragte Arbeider og havde lang Audientz hos Fr: 6, som vistnok undrede sig over at jeg Intet havde specielt at bede ham om.
[...]
Den sidste Fristelse for min afhængighed var Th[orvaldse]ns senere Ønske til mig om at antage Inspectionsposten over hans Musæum, men jeg blev mit Forsæt tro. –