Postnyheder fra Indlandet.
Kjøbenhavn, d. 21. April.
Berl. Tid. indeholder en Kritik over den aabnede Kunstudstilling paa Charlottenborg, hvoraf vi fremhæve Følgende: “– Naar vi kaste et Blik over den nærværende Udstilling, finde vi, at den bestaaer af temmelig meget Middelmaadigt, en Deel Godt og lidet Udmærket. Vi kunne derfor ei, sammenlignende den med flere af de tidligere Udstillinger, tilkjende den nogen særdeles høi Rang. Imidlertid faaer den dog en mere end almindelig Betydning ved at frembyde os Skuet af et saa fremragende Værk, som Hr. Jerichaus fra Rom hjemsendte kolossale Gruppe “Herkules og Hebe”, et Værk, som vistnok fortjener at skjenkes den alvorligste Opmærksomhed. Det er opstillet i Antiksalen, men desværre saaledes, at den ei kan betragtes fra alle Sider, hvad det ifølge sin Natur, da det jo ei af Kunstneren er beregnet paa at placeres i en Nische, gjør Fordring paa. Om man har tilsidesat et saa vigtigt Hensyn, for at yde det Æren af at statue paa den Plads, hvor Thorvaldsens Mesterværk, den ungdommelige Herkules, stod, vide vi ikke; vist er det, at Gruppens Størrelse ei lægger andre Hindringer iveien for dens friere Anbringelse i Salen, end de man tidligere vidste at overvinde ved Opstillingen af Frøken Herbst’s Skulpturarbeideider, en Hest og en Hjort. Vi troe, at de ædle Antiker, som dengang lode sig flytte tilside, vilde findes villigere til at vige for et dem saa aandsbeslægtet Værk, som Hr. Jerichaus. Saaledes som dette nu staaer, have vi kun Lejlighed til at betragte det forfra, hvilket er saa meget mere at beklage, da Gruppen upaatvivlelig er skjønnest i dens Rygstilling; Noget hvorom vi tidligere have været istand til at overbevise os. Dog det, vi nu see, er allerede nok, for at give os et slaaende Beviis om, at, hvad Rygtet fra Syden har fortalt om vor unge Landsmands Ankomst til Berømmelse, er Sandhed. Med hvilken forbavsende Energi er ikke den mandige Krafts Ideal udtrykt i Herkulesfiguren; gjennemført i det vældige Legemes muskuløse Former, i Stillingens hvilende Storhed! Med hvilken kydsk Skjønhedssand er ikke Qvindelighedens Billede Hebe henstillet! Staaende oprejst, omslynget af den siddende Halvguds Arm, iskjenker hun ham Udødelighedens Nektar. En ædlere, mere ideal Forening af Menneskeslægtens to Hovedtypper: Mand og Qvinde, vide vi ei at have seet. Selv paa Dem, for hvem Skulpturen er fremmed, for hvem den blege høitidelige Kunst taler et hemmelighedsfuldt uforstaaeligt Sprog, selv paa dem maa dette Værk gjøre et uvilkaarligt poetisk Indtryk. Den mere indviede bliver ikke staaende herved, han søger at give det første Indtryk Fylde og Klarhed ved prøvende Betragtning, og prøvende Betragtning kan dette Værk taale. Alle dets Linier danne et harmonisk Hele, intet Flavt, intet for Fremtrædende støder Øiet i Figurernes Sammenstilling; og dette gjælder ei blot om Gruppen, seet i den nærværende Stilling, men om den, seet fra hvilketsomhelst Standpunkt. Gjennemgaae vi Modelleringen af de enkelte Former, da spore vi intet Træet, ingen oppustede Muskler, ingen forlegne, uvisse Flader. Hver enkelt Deel forudsætter et gjennemgribende Studium af Naturen og Antikerne, og maa ligesaa meget tilfredsstille Kunstkjendere, som den blotte Anatom. Hvis vi i den Førstnævntes Egenskab skulle have noget at føre Anke over, da vilde det vært, at Jerichaus Hebe muligen mindre udtrykker den zarte barnlig-jomfruelige Ynde, der har sit Ideal i den græske Mythologies Hebe, end en junonisk mere modne Qvindelighed. Det øverste Parti af Ryggen paa samme Figur er maaskee ogsaa, i Forhold til det øvrige, lidt overfladisk behandlet, ligesom de fra Hoften nedhængende Stykke Drapperi er mere fattigt i Foldekastet, end man kunde ønske det. Dog vi høre ikke til dem, som klage over “at Overflødigheden ei er Alt”. Vi glæde os ved at vort Fædreland, efter at have frembragt en udødelig Mester som Thorvaldsen, efter nylig at have sørget ved Tabet af ham, har modtaget fra en af sine unge Sønner en saa herlig Forjættelse, som den Jerichaus Gruppe udtaler. Jerichau er ingen Kopi af Thorvaldsen, ingen af disse Pygmæer, som flyde frem i et forudgaaet mægtigt Genies Fodspor. Han er selv et fremragende Geni, dristig og original i sin Frembringelse, uden Spor af Efterligning. Han synes mere at have dannet sig efter Antikerne end efter Thorvaldsen, mere at hylde hines strænge resignerende Høihed end dennes straalende Skjønhed. Endnu have vi kun Leilighed til at bedømme ham efter dette enkelte Værk, men i det beundre vi ham, medens det aabner os et Perspektiv til hans fremtidige Storhed”.
(...)