Af det undertrykte Onsdagsnummer optage vi Efterstaaende:
− Theatret holdt i Tirsdags Aftes (den 9de dennes) en Sørgefest over Thorvaldsen, hvis vante Plads, paa hvilken han udaandede sin store Sjæl, var behængt med Sørgeslør og en Laurbærkrands. Festen indlededes med Hartmanns mægtigt gribende og storartede, til Thorvaldsens Bisættelse componerede, Sørgemarsch, udsat for fuldt Orchester. Intet kunde bedre være skikket til at vække en alvorsfuld og veemodig Sindsstemning end dette Musikstykke, der udsprunget fra Sjælen, gaaer til Sjælen. Derpaa fremsagdes Heibergs Prolog, „Thorvaldsen” af Fru Heiberg, hvorefter opførtes Oehlenschlägers Mesterværk „Hakon Jarl”, ledsaget af en ny Ouverture af Hartmann. Componisten har i denne geniale og sindrige Composition med Toner villet afmale Stykkets Grundidee, Christendommens Kamp med og Seir over Hedenskabet, en Opgave, værdig hans Geni, og en Løsning, værdig Opgaven. I høi Grad interessant er i Særdeleshed Introductionen (4/4 Takt), hvis dystre Grundtone afløses af Harpens milde Klang. Den paafølgende Allegro (6/4 Takt) skildrer den alvorlige Kamp, og slutter med Seirens klare og jublende Harmonier. Udførelsen af „Hakon Jarl” var langtfra at være dette store og geniale Værk værdig, og det viste sig ved denne Leilighed, hvor aldeles grebet hen i Veiret den Paastand er, vi fornylig have læst i et af vore Blade (hvis vi ikke feile meget var det i „den Berl. Tid.”), at Theatret for Øieblikket har de bedste Kræfter for Tragoedien; thi, eier end Tragoedien i Nielsen og Hans Kone et sjeldent Konstnerpar, hvis Lige man vanskeligen kan opvise, saa er ogsaa Regningen afsluttet, naar vi have nævnet disse to, om man end vil indrømme, at der blandt Theaterpersonalet findes ganske Enkelte, der taaleligen kunne figurere i en Tragoedie. Men, hvor en saadan udfordrer et nogenlunde talrigt Personale, hvad der næsten er Tilfældet med alle Oehlenschlægers Tragoedier, der seer man Jammerlighed og Dilettantisme stikke frem af alle Kroge. Naar vi derfor undtage enkelte Momenter i DHrr. Holst’s (Olaf) og Wiehes (Grip) Spil, kunde Interessen ved „Hakon Jarls” Opførelse iaftes kun fængsles ved Nielsens mesterlige Udførelse af Titelrollen og Mad. Nielsens herlige og ægte qvindelige Fremstilling af Thora; hvor aldeles blottet for Talent, ja vi kunne næsten sige, for sund Menneskeforstand var ikke alt det Øvrige? − og ikke blot det Sidste, men ogsaa det Første udfordres nødvendigt i en Tragoedie, som „Hakon Jarl”, der egenlig ingen Bipersoner har, men hvori selv de mindste Roller have en bestemt Charakteer og gribe medvirkende ind i Handlingens Gang. − Ved Opførelsen iaftes indtraf fra Maskineriets Side et Par forstyrrende Uheld, der fortjene alvorlig Paatale, saa meget mere, som det ikke er første Gang, at Sligt skeer. Hvis Grunden hertil maa søges i, at der paa Prøverne ikke forefindes de nødvendige Reqvisiter, vil man forhaabenlig i Fremtiden blive klog af Skaden. − En anden Forstyrtelse iaftes foraarsagede den Hyssen, der stadigt ledsagede enhver Bifaldsyttring, der lod sig høre, en Demonstration, der var ligesaa meget paa urette Sted, som Theaterdirectionens Annonce paa Placaten, at denne Forestilling gaves ved Deres Majestæters allerhøieste Nærværelse.
–––––––––
Af det undertrykte Mandagsnummer optage vi Efterstaaende:
− Paa Konsthandler B.A. Meyers Forlag er ukommet et smukt, lithographeret Mindeblad om Thorvaldsens Liigbegængelse. Det er deelt i tre forskjellige Felt, af hvilke det øverste viser Antiksalen med den Afdøde i den aabne Kiste, omgiven af sine imposante Arbeider og sørgende Konstnere; det andet Felt gjengiver Liigtoget gjennem Gaderne og det tredie det Indre af Fruekirke under Høitideligheden. Foroven er anbragt Thorvaldsens veltrufne Portrait omgiven af en Krands og forneden sees til begge Sider af Kirken Luthers og Melanchtons’ Statuer. Prisen er 4 Mk.