The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9521 of 10246
Sender Date Recipient
Johan Peter Jacobsen [+]

Sender’s Location

København

27.3.1844 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af avisen, hvori artiklen blev trykt.

Omnes
Abstract

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

See Original

Om Thorvaldsens Sygdom.

I Anledning af Yttringerne om Thorvaldsens Sygdom i “Fædrelandet” for iforgaars, være det Mig tilladt at fremsætte de factiske Omstændigheder, som have fundet Sted i og ved mit Forhold til ham som Læge. Jeg føler tilfulde, at jeg under Omstændigheder, som de nærværende, hvor ikke blot mine Landsmænd, der kaldte ham Deres i Ordets engere Betydning, ville gribes af en smertelig Vemod over Tabet af den elskelige Hensovede, men hvor Europas Deeltagelse vil fremkaldes for den geniale Konstner, at jeg skylder Offenligheden et ærligt og strengt Regnskab for mine Handlinger som hans Læge. Jeg har fra Begyndelsen af min Virksomhed som Læge hos Thorvaldsen været mig Vigtigheden og Betydningen af det mig af ham anfortroede Hverv klarligen bevidst; jeg har følt, at jeg ikke alene skyldte mig selv Regnskab for dette, men at jeg ogsaa kunde sættes i den Nødvendighed at fremlægge mine Handlinger i denne Henseende for et større Publicum, og jeg skal saameget hellere gjøre dette, som jeg nærer den faste Fortrøstning, at mine Landsmand ikke blot ville beroliges for den sørgelige Tanke, at Thorvaldsens Død skulde have varet en Følge af “høist betænkelige Vovestykker” af hans Læge, men at de ogsaa ville lade mig vederfares Retfærdighed.
Allerede i Januar Maaned 1840 anmodede Thorvaldsen mig om at tage sig under Lægebehandling; det kunde ikke falde mig ind at spørge ham, om han havde afskediget sin tidligere Læge, — Alt lod mig formode, at dette havde fundet Sted. Jeg behandlede ham ikke uden heldig Virkning indtil Slutningen af Marts Maaned f. A., da Etatsraad Bang underrettede mig om, at han var Thorvaldsens Læge; jeg trak mig naturligvis tilbage for den ældre Collega. I Midten af Decbr. f. A. havde jeg den Ære at modtage af HdS. Majestæt Dronningen det Hverv, at erkyndige mig hos Thorvaldsen om hans Befindende, idet Hds. M. i sin Bekymring for hans dengang almindeligen paafaldende Sygelighed, ikke kunde føle sig beroliget ved de generelle Relationer, der meddeltes. Ved mit derpaa følgende Besøg hos Thorvaldsen tillod mit Hverv mig ikke at indskrænke mig til blot almindelige Spørgsmaal, jeg ansaae det for min Pligt at basere min Mening om hans Sygdoms sande Tilstand paa en omhyggeligere Undersøgelse. Foruden den i høi Grad smertelige Locallidelse — to sinuøse Saar, udfyldte med mortificeret Cellevæv, paa den forreste Flade af Skinnebenet, og høiere oppe to udbredte inflammerede Steder — var hans Sindsstemning meget deprimeret; han tvivlede om nogensinde at blive befriet for sit locale Onde, som i en ringere Grad havde varet nogle Aar, men i den seneste Tid havde antaget en mere acut Charakter; jeg maatte under saadanne Omstændigheder ikke have havt mindste Deltagelse for den Lidende, naar jeg skulde have forladt ham, uden at sige ham — hvad hans Sygdomstilstand efter min Formening tillod — et beroligende Ord. Jeg har Grund til at mene, at denne Omstændighed, der viste ham et Haab, han forud ikke nærede, i Forbindelse med den Tillid, han tidligere havde viist mig, bragte ham til at anmode mig om at yde sig Lægebistand. Thorvaldsen confererede nu med Etatsraad Bang og først Dagen efter overtog jeg Behandlingen, som saaledes neppe kan siges at vare “paatvungen”. Jeg erkjendte at maatte undgaae ethvert heftigere Indgreb i Organismens mere universelle Liden og indskrænkede mig til at normere hans diætetiske Forhold, og anvendte den Behandling, som Locallidelsen nødvendigvis fordrede. Efter 3 Ugers Forløb var Betændelsen og Suppurationen hævet, min Patient atter paa Benene og han kunde nu uforstyrret hengive sig til det Konstens høiere Liv, for hvilket han udelukkende levede og aandede, og jeg vil bestandig føle mig høist lykkelig over for en ringe Deel at have bidraget til, at den Mand, der med Rette er Danmarks Stolthed — den elskelige Thorvaldsen i de sidste tre Maaneder af sit Liv har varet i Besiddelse af et for hans Alder og øvrige physiske Vilkaar saare tilfredsstillende Helbred, som netop tillod ham med den ham egne “vidunderlige ungdommelige Friskhed og Kjækhed at arbeide i sit store Kald til sit Livs sidste Øieblik.”
Hvad nu Fontanellen paa Benet angaaer, som er sagt at være bleven lukket, saa maa jeg bemærke, at Thorvaldsen i flere Aar havde havt en saadan paa hvert Been; at den paa det venstre, sunde Been blev gjort større ved end eet fremmed Legeme, medens Behandlingen af Betændelsen og Suppurationen i det høire Been fandt Sted, og at den tidligere Fontanelle paa det syge Been, der under Behandlingen ikke kunde vedligeholdes, atter blev fornyet, saasnart Beenskaden var helbredet, samt at begge Fontaneller holdtes i stadig Suppuration indtil hans sidste Levedag. Med Hensyn til de “i den sidste Tid” atter opbrudte Saar, skal jeg kun bemærke, at 4 à 6 Dage for hans Død begyndte Arrene at excoriere; men der var ingen Smerte, ingen Rødhed — med eet Ord — ingen Betændelse tilstede; det var meget mere en Resorbtions Proces, en Aftagen i Organismens vegetative Sphære, som betingede dem.
Efter det Anførte, som Alt er velbekjendt for dem, der levede i en engere Forbindelse med Thorvaldsen, skal jeg ikke opholde mig ved at commentere Yttringerne i “Fædrelandet” for iforgaars; jeg kan roligt overlade til et upartisk Publicum at domme, hvad det betyder, naar det hedder: “hans Læge var Etatsraad Bang; men Hds. M. Dronningen sendte ham Regimentschirurg Jacobsen, som skulde curere ham, og som paatog sig det Vovestykke at lukke Fontanellen. Det kan ikke tilkomme os at have nogen Dom om en Foranstaltning, som vi vide at i det mindste Bang har erklæret for høist betænkelig”. Men da jeg nærer den Formening, at Ingen mere end Etatsraad Bang er gjennemtrængt af Overbevisningen om det Sørgelige i den Forestilling, at Thorvaldsens Død skulde være fremskyndet, saa vilde han vistnok udøve en meget beroligende Indflydelse paa den offenlige Mening ved i denne Henseende at erklære sig. Jeg kan ikke henlægge Pennen uden at udtale min dybe og smertelige Beklagelse over at skulle være sat i den Nødvendighed, for at retfærdiggjøre mig for en usandfærdig Omtale, at neddrage den feirede Thorvaldsens Navn i Polemikens Sphære; men jeg maa paa den anden Side vide Redactionen af “Fædrelandet” min Tak, fordi den ved offenligen at fremføre, hvad der ellers i Mørket vilde have sneget sig omkring, har givet mig Anledning til at yde Sandheden en i nærværende Tilfælde væsenlig Tjeneste.

Kjøbenhavn den 25de Marts 1844. Jacobsen,
Overlæge.
General Comment

Dette er en trykt artikel i avisen Fædrelandet, se Jacobsen, op. cit.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Fædrelandet 27.3.
Other references

[Johan Peter] Jacobsen: ‘Om Thorvaldsens Sygdom’, in: Fædrelandet 27.3.1844, spalte 12339-12340.

Subjects
Thorvaldsen's Death, On the Cause of
Persons
Bertel Thorvaldsen
Last updated 24.03.2015 Print