Feuilleton.
Thorvaldsens Statue af Lord Byron.
I det engelske Blad “Athenæum”- læses Følgende: I sidste Nummer af Deres Blad har De i nogle Bemærkninger i Anledning af Thorvaldsens nys stedfundne og beklagede Død ikke andet end ladet denne udmærkede og beundringsværdige Mand vederfare Retfærdighed. Der kunde i Sandhed ikke være nogen større Contrast end de tydske og ædle Phantasier hos en saadan Billedhugger som Thorvaldsen og den manierede og skjøgeagtige Elegance, som findes i Canovas Værker, og den voxende Ærbødighed, hvormed vi skue op til hiins Genie og Værker, og den overmættede Følelse, hvormed vi vende os bort fra dennes Kunstfrembringelser, er et af Tegnene paa den bedre og høiere Følelse for Kunsten, som nu begynder at opstaae blandt os. Jeg troer ikke at der er en eneste ung Billedhugger iblandt os, som nu vilde tage Canova til Mønster, og lige saa lidt vilde Canova nu gjøre den Lykke, som han gjorde og virkelig fortjente for fyrretyve Aar siden. Jeg miskjender ikke Canovas Genie. Den Mand, som lagde Planen til Erkehertuginde Christinas Mausoleum i Wien, var en stor Mand i sin Tidsalder, — er en stor Mand til alle Tider; men jeg beklager dette Genies Udskeielser, saaledes som i Prinds Y’s Amor og Psyche, hans Heber og dansatrici, der ere saa nær ved Randen af det Usømmelige, som de kunne være. Den Charakteer, der ligger i de fleste af Canovas Værker, som ere udbredte over hele Europa, er hverken ophøiet eller opløftende; Thorvaldsens derimod ere næsten strengt simple. Enhver kjender Kongen af Baierns Epigram over Canovas og Thorvaldsens rivaliserende Gruppe “de tre Gratier” ; Canovas ere tre Operadandserinder, kun endnu mindre draperede end sædvanligt, Thorvaldsens minde om Grækernes renere og ædlere Følelser, hos hvem Gratierne vare Chariterne.
I Opregningen af Thorvaldsens smukkeste Værker omtaler De ikke den prægtige Composition, Eugene Beauharnais’ Gravsted i München. Det er vel sandt, at Marmorets ringere Qvalitet og graablaae Tone forringe dens Skjønhed, hvad der er Tilfældet med mange af hans Værker, hvortil det samme Marmor er blevet brugt; man har hvisket om at Gjerrighed var Grunden til at han valgte et ringere Materiale til at skabe sine udødelige Værker af. Dog lader det til, at Billedhuggeren, uagtet Hans stadige Arbeide i sit Fag, døde, om ikke fattig, idetmindste ikke rig, og hvis Beskyldningen er ugrundet burde de, som kjende Facta, rense hans Minde derfor.
Alle ville ikke være enige med Dem i, at Billedhuggeriets Aand er død med Thorvaldsen; men Alle maa indrømme, at det er vanskeligt at sige, hvem af de nu levende Billedhuggere hans Krone vil tilfalde. Ved at tænke paa det Tab vi have lidt i den “store Skandinav”, og de Værker, han har efterladt sig[,] føle vi os tilskyndede til at spørge, hvad der er blevet af et af dem, som især interesserer os Engelskmænd, nemlig Lord Byrons Statue? Thorvaldsen paatog sig Udførelsen af denne Statue, besjælet af Taknemmelighed og Enthusiasme; thi deels beundrede han i høi Grad Digteren, deels var en af hans tidligste og meest gavmilde Beskyttere en Englænder. I denne Aand sendte han den til England — i hvad Aand blev den modtagen her, hvad er dens Skjebne bleven? I Mangel af al authentisk Oplysning, have der været mange og hinanden modsigende Rygter om denne mysterieuse Statue. Det er f. Ex. blevet sagt, at den er en af de smukkeste Værker, Thorvaldsen nogensinde har udført, at han selv ansaae den derfor. Paa den anden Side hvisker man, at den er et meget underordnet, den store Mester uværdigt Værk. Det hedder, at den i de sidste syv eller otte Aar har ligget i en af Toldbodens Kjeldere, indesluttet i en Kasse af Bræder, som allerede begynde at raadne; at den ligger der den Dag idag, medens Toldafgifterne endnu ikke ere betalte. Af Andre erklæres dette for urigtigt, hvorimod Statuen endelig skal være bleven befriet af en høitstaaende Mand og nu skal pryde Familiebegravelsen i Landsby-Kirken i Hucknall. Det hedder, at der ingen fungerende Comitee eller authoriseret Agent er, som er Subscribenterne og Publicum ansvarlig for dens Bevaring og Bestemmelse, og at dette er Grunden, hvorfor de Breve, der af og til have været at læse i Aviserne angaaende denne Sag, ere forblevne upaaagtede, og paa den anden Side hedder det, at Publicum ikke har Ret til at interessere sig videre for denne Sag, da Statuen er privat Eiendom og kun underkastet privat Control.
Lord Byrons og Thorvaldsens Berømthed er offentlig Eiendom; den Behandling, denne statue har mødt siden dens Ankomst til England, og den almindelige Uvidenhed em dens Skjebne og Bestemmelse er en offentlig Vanære; den haardnakkede Taushed fra deres Side, som have Ansvaret — hvis overhovedet Nogen er ansvarlig — er en Fornærmelse mod den offentlige Følelse; og skjøndt Publicum ikke har nogen Ret til at intervenere, har den Ret til at føle og Ret til at protestere imod denne skammelige Forsømmelighed og Ringeagt mod et Mindesmærke, som sin Tids største Billedhugger med Enthusiasme har helliget sin Tids og sit Lands største Digter.
Den oprindelige Bestemmelse af denne St[a]tue er vel bekjendt; den blev forstyrret ved den forrige Dekan Dr. Irelands Beslutning, ikke at give den Plads i Westminister Abbedie. Det Princip, hvorpaa denne Udelukkelse var grundet, fortjente, paa Grund af dets Inconsequents og Bigotteri, al den Ridicule, det mødte her og i hele Europa. Ifølge et andet Princip var henne Udelukkelse maaskee ikke at beklage. Paa Spørgsmaalet om den passende Charakteer og Stiil af de Mindestatuer, som opstilles i Kirkerne, vil jeg her ikke indlade mig; det er blevet drøftet paa en tilfredsstillende Maade i Mr. Westmacotts Brev til Mr. Milman i Bladet Athenæum. Hvis Thorvaldsens Statue af Lord Byron ansaaes for upassende til at faae Plads i Westminster Abbedie, af den Grund, at kun en vis Kunststil passer sig for hellige Bygninger, og at denne Statue ikke i sit Udtryk og sin Charakteer svarer til de i saa Henseende gjorte Fordringer, gjelder den samme Indvending ogsaa med Hensyn til den Plan, at opstille den i Hucknall. Vilde det ikke være urimeligt, eller maaskee endnu værre, at opstille Statuen af Lord Byron, siddende og pønsende paa sine Digte, (maaskee Don Juan) i en lille, fjern Landsbykirke? Vel sandt, der ligger hans Hjerte med al dets uendelige Byrde af Synd og Lidelser — det Hjerte, som efter Sigende var testamenteret til Grækenland ; men der hviler ikke hans Aand eller Hans Rygte, der er testamenteret til hele Verden, og der burde ikke hvile den Marmorstatue, som den store Billedhugger skjenkede England. Men skal den derfor hensmuldre og skimle i en mørk Kjelder, indtil et engelsk Valhalla reiser sig, hvori vi kunne opstille Mindesmærkerne om vore store Mænd? Det kan vel vare længe inden den Tid kommer; men lader os imidlertid, hvor store eller ringe end Statuens Fortjenester ere, idetmindste faae at vide, hvor den er.
