Thorvaldsen og hans Værker.
Texten forkortet efter Thiele, ved F.C. Hillerup.
Første Deel. Reitzels Forlag.
Man har allerede for mange Aar siden i Thorvaldsen erkjendt den Mester, hvem det var forbeholdt igjen at afsløre Konstens tilhyllede Venus og forvandle hende til en Maria dolorosa, at reproducere Antiken og gjennemtrænge den med et nyt, christeligt og protestantisk Livsprincip; man har beundret hans Værker som den bestandig sig gjentagende Form for en reen Harmoni imellem Begejstring og productiv Evne, Studium og Geni; kort, der er allerede sagt saa meget til Thorvaldsens Berømmelse, at det her er overflødigt at sige mere. Rundtomkring i Europa have Konger og andre støre Mænd givet ham deres Beundring og Hylding af hans Geni tilkjende; men fremfor alle Steder har man her, i hans lille Fødeland, ved en dengang uhørt Demonstration lagt for Dagen, hvor høit man skattede hans Fortjenester, eller hvor lidt man vilde staae tilbage for Europas øvrige Nationer i at beundre ham: man har udstedt en almindelig, en Nationalopfordring for ved Sammenskud at reise en Bolig for hans Værker. En saadan Opfordring til Nationen er sjelden − og dog har dette Phænomen gjentaget sig tvende Gange i den nyeste Tid, først for at redde vore vandlidte jydske Brødre, og senest for at afbetale den danske Statsgjeld. Ihvorvel disse Foretagender i sig selv ere af en høist forskjellig Natur, har dog det sidste, naar man betragter det nøiere, en ret curiøs Lighed, og det ikke blot i formel Henseende, med det Thorvaldsenske Museum. Begge Entrepriser ere store, og have derfor ogsaa det tilfælles med alle store Foretagender, at de ere langvarige; det har varet længe med Musæets Opførelse, men vi kunne med god Samvittighed forsikkre, at det vil vare endnu meget længere med Statsgjeldens Afbetaling. Til Musæet kom der, som bekjendt, ikke saa mange Pengebidrag ind, at det kunde staae paa sine egne Been, det maatte derfor finde sig i at tage imod Støtte fra Kongens Huus og lade sig knibe ind imellem Canalen og de kongelige Stalde. Og i Analogi hermed har Comiteen for Statsgjeldens frivillige Afbetaling, der formodentlig havde en Ahnelse om at lignende Uheld skulde ramme dens Virksomhed, − begyndt med at søge Tilflugt under Kongehusets Vinger og ladet sig knibe ind imellem Statsministeren og Finansministeren, Hoffet og Finantscollegiet. Thorvaldsens Museum er nu omsider efter mange Genvordigheder kommet under Tag, og Statsgjelden − ja her er ingen Lighed; thi den kommer vist aldrig under Tag, hvormeget der saa mures og bygges. Men, det er sandt, det var hverken om Statsgjelden, ikke heller om Musæet, vi vilde tale, men derimod om „Thorvaldsen og hans Værker.” Havde dette Monument for vor udmærkede Landsmand end ikke nogen anden Fortjeneste, saa havde det dog den uomtvistelige: at det kan blive færdigt, og i vor Tidsalder, om hvilken man ikke med Urette har anført det som et Særkjende, at den er gigantisk, men ikke vedholdende i sin Stræben, var dette dog altid Noget. Men det har ogsaa andre, mere positive Fortjenester. Det er saa godt som altid en fortjenstlig Handling af Vedkommende, at nedsætte Prisen paa et Værk, for saa vidt som det derved altid bliver mere populairt. Thi, som bekjendt, besidder enhver Bog en indvortes og en udvortes Popularitet, og de stakkels Forlæggere gjøre vistnok daglig den Erfaring, at hvor den sidste mangler, der nytter den første heller ikke stort. Men i Særdeleshed fortjenstlig er en saadan Nedsættelse af Prisen ved et Arbeide, som det nærværende, der ved sit Indhold ikke blot træffer sammen med en Modesmag, en af Dagens eller Øieblikkets Interesser, men med en lige saa sand, som udbredt Begejstring og Ærbødighed for den uforanderlige Skjønhed og med en national Stolthed af dens Organ, ved et Arbeide, der ikke er en død Skat af unyttig Lærdom, men et levende og levendegørende Minde om Skjønhedsideens Manifestation imellem os; −et levendegjørende nemlig, for saavidt det omtalte Værk ikke blot er en tør Levnetsbeskrivelse af Thorvaldsen, eller en nøiagtig Catalogus over de Konstværker, hvis fuldstændige Beskuelse engang skal aabnes for Publicum, naar Musæet er færdigt, men virkelig bidrager til at disse kunne blive bedre forstaaede, renere og rigtigere opfattede af Beskueren. Thi heri troe vi fornemmelig, at man bør sætte Betydningen af det meeromtalte Værk, saavel Kobbere som Text, at det ikke saameget har noget Konstværd i og for sig, men snarere er at betragte som et Supplement til den fuldstændige Samling af Thorvaldsens Arbeider, som en i Billeder affattet propædeutisk Indledning til det vordende Musæum, til „Thorvaldsens samlede Værker”, hvor hvert Blad er en ny Form for Skjønheden. Til en saadan bedre Forstaaen, klarere og fuldstændigere Opfatten af de plastiske Arbeider bidrager naturligvis hverken Texten for sig eller Kobberne for sig, men begge Dele tilsammen. Et fladt Afrids af et Billedhuggerarbejde giver naturligvis altid kun en saare ufuldkommen Forestilling om sin Original; det er vel bedst skikket til at gjengive et Basrelief; men man faaer selv da kun en Forestilling om Compositionen, ikke om de enkelte Partiers Udførelse og Udtryk. Betragter man derimod Billedet kun som Supplement til den Gjenstand, det forestiller, og har man senere Leilighed til at see Statuen eller Basrelieffet selv, saa yder det en ikke uvigtig Hjelp, ei blot fordi Billedet, hvilket Ingen vil kunne negte, dog altid giver en mere objectiv Anskuelse af Konstværket, end den blotte Beskrivelse, men fordi det i Almindelighed gjør bekjendt med den gunstigste Stilling for Beskuelsen, og overhovedet fordi man, ved at have seet Afbildningen, allerede i Forveien er saa orienteret i de forskjellige Statuers og Basrelieffers Composition, at man med større Ro og Forstand derpaa kan hengive sig til deres Beskuelse og Nydelsen af deres Skjønhed. Det forholder sig hermed som med Portraiter. Reiser man f. Ex. til Paris og har Lyst til at see Louis Philippe, der som bekjendt ikke gjerne lader sig tilsyne uden i en Kareth, der er omgiven af Gardere og andre Hoffolk, og som kjører i flyvende Fart, saa maa man i Forveien gjøre sig bekjendt med et eller andet lignende Portrait af ham, hvilket ikke vil være vanskeligt, thi Konger lade sig altid hyppig portraitere − ere de ikke i Hjertet, ville de dog i det mindste være for Øinene −, og man vil da være saa orienteret i hans Ansigtstræk, at Billedet af ham, idet han bøier sig ud af Karethen for at hilse, øieblikkelig vil tage Plads i Erindringen. Paa samme Maade forholder det sig med de plastiske Arbeider, og „Thorvaldsen og hans Værker, forkortet efter Thiele ved Hillerup”, vil være til største Nytte, naar Thorvaldsens Musæum engang bliver færdigt, ikke at tale om, at det allerede nu kan være til Fornøielse. Afridsene ere, maaskee paa nogle faa Undtagelser nær, tydelige og rene; det havde sikkert været ønskeligt, om en ny Tegning var bleven tagen efter Thorvaldsens Buste; thi denne har langtfra ikke det strenge, ja kolde Udtryk som Afbildningen.
Om Hillerups Forkortning er Intet videre at bemærke; man havde vel i det Hele været bedre tjent med at beholde den Thieleske Text ubeskaaren; men det Væsenlige af den er dog indeholdt i nærværende Udgave, hvilken vi derfor af de nævnte Grunde ikke undlade at anbefale til en Afsætning, som kan opmuntre Forlæggeren til lignende Foretagender, og gjengjelde ham den Fortjeneste, han har af dette.
S.