Forlangte Indrykkelser.
Steen Steensen Blicher, Himmelbjerget og Offerstøtten.
Motto; “Sandhed sagde Kongen, Sandhed vil jeg høre
Sandhed taler jeg og den min Vei skal føre.”
Bladet Dannevirke indeholder, efter hvad Aarhus Stiftstidende No. 33 forkynder, en Annonce, hvorudi Hr. Pastor Steen Steensen Blicher sammenligner Eieren af Himmelbjerggaard Hr. P. Nielsen, med den i Samfundet foragtede, med den der, afskyet som en spedalsk, søgte Frelse ved Strikken, og han tilføier: var jeg Bonde i Rye, jeg vilde stenge mine Dørre for ham, og aldrig komme hans Gaard saa nær at jeg kunde lugten Røgen af hans Skorsteen! – I Sandhed hårde ord! og vare de end nedskrevne i lidenskabelig Hede, fandtes der end Føie til Harme, saa forekommer det mig dog, som et Phænomen, at den fromme Horde, den gjæve Dannerskjald, har kunnet buse saa megen Bitterhed i det Bryst, hvis skjønne Sange altid fandt Gjenklang i danske Hjerter.
Hr. Nielsen har kundgjort “At Adgang til Himmelbjerget kun retmæssig kan finde Sted med hans Minde og Samtykke”. Han har altsaa ikke spærret Adgangen, men blot erindret om den ved Lovene fast begrundede og hos Folket stedse høit agtede Eiendomsret i kraft af hvilken man, hvad Bjerget angaaer, har at henvende sig til ham, og vi skjønne ei rettere, end at han har havt at Føie til denne Kundgørelse, naar sees hen til hvorledes der ham raadspurgt, publiceres Planer til architectoniske Foretagender, olympiske Lege og Carnevaler paa hans Bjerg. Har saaledes Hr. Nielsen intet foretaget sig, der kan beskæmme ham selv eller forurette andre, saa maa det i Sandhed oprøre saavel Forstand som Hjerte, at see en christelig og begavet Præst ved Hjelp af sit aandelige Pund, at knutte ham, den brødefrie Mand, saa ubarmhjertigt; og vi føle os forvissede om at Hr. pastor Blicher ikke vil være impulsiv nok til at at faa Manden lagt for Had hos Rye Sognemænd, om vel ei heller disse eller nogen af hans Naboer nu vil finde Røgen af hans Skorsteen mere kvælende end før.
Hvad det nu angaaer, at reise en Offerstøtte til Minde Sjette Frederiks Regentfortjenester, da ærer vist hver Dannemand de Følelser, der fremkalde Forslaget; men billige det kunne vi ikke alle. Jeg var min hedengangne Konge hengiven af gandske Sjæl, og med alle brave Danske erkjender jeg de Velgjerninger hvorfor Danriget har ham at takke! Men dog kan jeg ikke stemme for Offerstøtten! Den skulde staa paa Himmelbjerget for at minde de faa Vandringsmænd, som komme til den noget eenlige Egn, om hvad Frederik den Sjette gjorde for sit Rige: men, om end det skjønneste Marmor opreises, prydet med Indskrivter i Guld om Hans Bedrifter, saa vil den danske Mand dog aldrig kunne besøge Stedet, uden at smertelige Erindringer om den saa Skjæbnesvangre Regjeringsperiode, blande sig med de Følelser, som Mindestøtten skal fremkalde. Vold og Overfald berøvede os vor Stolte Flaade, syv tunge Krigsaar forjog Velstanden fra vore Arner, Overmagten adsplittede Tvillingriget og Landet nedsank i bundløs Gjeld.
At afvende disse Nationalulykker, laa udenfor den af sit Folk saa tilbedte Konges Magt og Viisdom; og visselig, for faa Fyrster have Prøvelsens Dage været tungere. Man indvende mig ikke: Altså bør Historien ogsaa tie! Nei, til den ere Begivenhederne med Rette hjemfaldne; Sagaskriveren tilhører det at skildre dem, og glemmes vil det da neppe, hvorfor i danske Hjerter plantedes for Sjette Frederik en Kjærminde, som Traditionen vil bevare uvisnelig gjennem Secler naar alle Støtter hensmuldre.
Aastrup pr. Hjørring den 5te Marts 1840.
C. Gräbert.