Svar til Fire
En indsendt Artikel i “Dagen” for igaar har overtydet mig om, hvor lidet det turde være overflødigt udtrykkeligen at gjøre opmærksom paa, at der ikke er nogen factisk Uoverensstemmelse imellem Prof. Clausen’s Beretning og min tidligere Antydning om Maaden, hvorpaa Conf. Collin har erholdt den øverste Ledelse af det Thorvaldsenske Museums Anliggende. At nemlig Prof. Clausen opfordrede ham til at vedblive den hidtil førte Overbestyrelse, at Ingen modsagde, og at Enkelte udtrykkelig tiltraadte denne Begjæring, har jeg for længe siden vidst, og for mig indeholder Prof. Clausens saakaldte Berigtigelse altsaa ikke engang nogen Oplysning; men om man vil kalde denne hele Procedure et legitimt Valg eller tomme Becomplimenteringer, det bliver formeentlig en Smagssag. Grunden, hvorfor jeg har bragt det under Omtale, fremlyser vel af mine Ord, nemlig, at det under de nærværende Omstændigheder er af ganske særlig Vigtighed, hvem der staaer i Spidsen for denne Sag og navnligen fordi der nu dertil fordres ganske andre Egenskaber, end dem man for et Aars Tid siden kunde have for Øie. Jeg betragtede det derfor som et heldigt Tilfælde, at der efter min Mening kunde gjøres en formel Indsigelse mod Conf. Collins Formandskab, og da jeg nok forudsaae, at denne Indsigelse ikke vilde fremkomme i Committeen, saa troede jeg det rigtigst, at den blev gjort gjeldende udenfra. Jeg gjentager ved denne Leilighed, hvad jeg tidligere har bemærket, at jeg om Sagens Realitet ikke tør have nogen afgjort Mening, og hvorvel jeg fra det første Øieblik af har fulgt dette hele Anliggende med en saa reen og levende Interesse, som Nogen, glæder jeg mig dog over, at jeg ikke har nogen Stemme ved dens Afgjørelse? — men at Conf. Collin i Maaden, hvorpaa han har villet sætte sin Mening igjennem, har viist “anmassende Egenraadighed” har jeg end ikke hørt draget i Tvivl af hans bedste Venner. Jeg fandt det derfor baade retfærdigt og gavnligt, at det engang reent ud blev sagt ham (og at nedsylte det i endeel tomme Becomplimenteringer ansaae jeg baade for at være under hans og under min Værdighed.) — Jeg fandt det retfærdigt, fordi Kritiken over Skyggesiderne i en Mands offentlige Færd bør holde Skridt med Anerkjendelsen af hans Fortjeneste, jeg fandt det gavnligt, fordi jeg ofte med stor Fortrydelse havde seet, hvorledes hans Anseelse lammede Andres Tunge. Som Exempel herpaa skal jeg navnligen kun henvise til det ene Factum, jeg tidligere alt har paapeget, nemlig Generalforsamlingen af Bidragsyderne til det Thorvaldsenske Museum. Det var første og som det synes ogsaa sidste Gang, at de Mænd, hvem i et vigtigt fædrelands? Øiemed en efter vore Forhold temmelig betydelig Sum var betroet af en stor Mængde Medborgere, vare komne sammen med disse, og det maatte derfor være dem en kjær Pligt at give disse enhver Oplysning, som maatte fordres, modtage ethvert Raad, som maatte gives. Det har derfor vistnok indigneret Enhver, som var Vidne til den haanlige Maade, hvorpaa Conf. Collin, der præsiderede Forsamlingen, affærdigede de Bemærkninger en af Forsamlingen — Kammerherre Grevenkop-Castenskjold — fremførte, og Enhver, der saae, hvorledes denne Mand, der ellers stedse, endog til Utider, har viist, at han besad Mod, uden mindste Kny lod sig feie af, vil alt længe med sig selv have været paa det Rene om, at det vilde være gavnligt, om Hr. Conf. Collin engang blev mindet om, at der i det mindste ved frivillige statsborgerlige Foretagender tilkommer de enkelte Deeltagere en Selvvirksomhed og en Agtelse, som de efter vor Statsforfatning og vor Regerings Praxis rigtignok ikke altid kunne vente lige over for de offenlige Autoriteter. Jeg skal, som sagt, lade det beroe ved dette ene Exempel, og heller ikke føler jeg mig kaldet til at offenliggjøre, hvad jeg veed om Forhandlingerne i Committeen. Vel har den berlingske Tidende meent, at siden det kun kunde være ved et Brud paa Discretion, at jeg kunde have saadan Kundskab, saa kunde denne ikke længer afholde mig fra at sige Alt; men uden at indrømme det Første, skal jeg overlade den Paastand til sin egen Skjebne, at en lille Indiscretion af den Ene, kan berettige en Anden til en stor Indiscrction. Det er sandelig ikke første Gang Hr. Nathansons Logik har været mig ubegribelig. Endelig skal jeg, siden jeg engang er ifærd med at svare, paa en Opfordring fra Hr. J. P. Friis i Dagen for 22de d. M., bemærke, at den omhandlede Artikel formeentlig selv besvarer det opkastede Spørgsmaal, idet den nemlig viser, fra først af at have været tilstillet Københavnspostens Redacteur uden Navn, med Henstilling om, hvorvidt han med eller uden Forandringer vilde gjøre den til sin; men at jeg bagefter underskrev den af den udtrykkelig angivne Grund. At jeg ikke derfor forandrede noget Ord af hvad jeg havde skrevet, var af en Følelse, som man vist vil billige i at Redacteuren optog Meddelelsen i Nyheds-Posten, et yderligere Beviis paa, at han er enig i samme. Om jeg i Københavnsposten skriver mere, end hvad jeg sætter Navn under, kan jeg efter Omstændighederne ikke directe besvare, men at jeg levende interesserer mig for en uafhængig og frisindet Journalistiks Fremkomst i Danmark, og at jeg efter bedste Kræfter bestræber mig for at virke for dette Øiemed, er langt fra at skulle være nogen Hemmelighed.
Orla Lehmann.