Om Thorvaldsens Museum
(Indsendt fra Landet)
––––––––––––––––––––––
Overalt i Danmark, fra Hovedstaden til Rigets fjerneste Grændse, gjør man nu Indsamling til det Museum, som skal vorde et Gjemmested for vor Thorvaldsens Værker. Fædrelandets Ære gjælder det, og Navnet Thorvaldsen er Løsenet. Det lille Danmark skal vise sig værdigt til at have fremavlet i sit Skjød en stor og navnkundig Kunstner,‒ der har gjort dets Navn bekjendt blandt Folkeslag, til hvem Rygtet om vort Fædrelands lykkelige Tilstand aldrig har naaet, og som endnu vilde betragte det som en iisklædt Ørken, naar de ikke maatte troe, at Oplysning, Cultur og aandelig Frihed maae være udbredte, hvor en saadan Kunstaand kunde trænge frem,‒ en Kunstner, fra hvis Virksomheds Begyndelse, der for de kommende Slægter vil blive et nyt Afsnit i Kunsthistorien, og om hvem Baggesens skjønne Ord under Billedet: „Europas alt i Rom, herefter hele Jordens,” kun vare et skjønt Udtryk af alle Kunst- forstandiges Følelser. Til dette store Øiemeed udsendes Omgangsbreve og Subskriptioner over hele Landet. Enhver, som gjør Fordring paa Smag, Dannelse og varm Fædrelandskjærlighed, skal her ved sin ydede Skjærv lægge den for Dagen. Flere drives vel til at give deres Bidrag ved de ædleste Motiver, da Manden, hvis sjeldne Værd det ktal vises at hans Landsmænd paaskjønne, som Kunstner har talt til Manges Hjerter, og som Mand, ved sit fordringsløse, høist elskværdige Væsen, har indgydt Enhver, der, i Rom som hjemme, har lært at kjende ham, den reneste, meest uskrømtede og kjærlighedsfuldeste Agtelse. Men ikke Alle række deres Bidrag af inderlig Følelse for Mandens eller Kunstnerens Værd. Nogle give del meest fordi de see nogle af vore hæderligste Mænds Navne under Indbydelsen, og dette er heller ikke noget slet Motiv; thi naar vi ikke kunne, ved egen Evne, fatte en Tings Værd, da er det hæderligt og rigtigt, at bestemme sin Dom derom efter den Mening, som erkjendte forstandige og brave Mænd aabent og offentlig yttre. Andre ledes imidlertid kun af Ønsket at overgaae hverandre i Gavmildhed, uden at de have nogen Kærlighed til Sagen eller ere istand til at fatte dens Værd. De speide ivrigen for at erfare om den eller den, som staaer i Forhold til dem, har givet Noget og hvormeget. Det er Kundskaben derom, som bestemmer deres Velgjørenhed, men ikke Agtelse for Kunsten eller Kunstneren; derom have de ikke noget bedre Begreb end den aandløfe Tydsker, som for flere Aar siden i Rom selv, ved Talen om de høist beundrede Marmorbilleder af Lo Scultore danese, Signor Alberti, ogsaa holdt det for sin Pligt at udgyde sig i Berømmelser derover, men tilsidst forraadede sin Kunstforstand ved at spørge: „Men han modellerer dog vel ikke selv?” Vi tør vel paastaae at de allerfleste Givere ere saadanne Efterabere, der, hvis ansete Folk vilde anstille sig som Beundrere af en Smører og med Iver anprise Erkjendelsen af hans Talent som en patriotisk Følelse, gave deres Skjærv med ligesaa megen Forfængelighed over at have bidraget til Kunstens Erkjendelse og Hæder, som de gjøre det nu.
Men lad saa være! om dette Slags Folks Motiver end ikke ere saadanne, som den, der elsker Kunsten og med Glæde vilde see almeen Sands for den udbredt i Fædrelandet, kunde ønske, saa ere deres Penge dog ligesaa gode som Kunstynderens og maaskee flere; og da de give et rigt Bidrag til en Indretning, som ikke blot vil tilvende Fædrenelandet Fremmedes Opmærksomhed og Agtelse, men tillige have en saare gavnlig Indflydelse paa den fremtidige Kunstdannelse og Aandsudvikling, ville vi ønske, at mange, der ikke have Kunstsands, af Forfængelighed ville tjene Kunstynderne. Vor Hensigt er kun at vise, at vi ikke af de høist betydelige Bidrag, der formodentlig ville indkomme, maae gjøre den falske Slutning, at der i Danmark er nogen almeen Erkjendelse af Kunstneren Thorvaldsens store Fortjenester, eller at hele Folker staaer paa et udmærket Dannelsestrin med Hensyn til Kunsten, fordi der af Stormand, Borger og Bonde gives rundelige Bidrag til et Øjemeed. som det omhandlede. Destoværre mene ikke Alle, der nu hyppigen have Navnet Thorvaldsen paa Læberne, der oprigtigt med Kunsten. Den Kulde for Kunsten og Kunstneren, som tidligere har aabenbaret sig i den danske Almeenhed, kan sikkert ikke paa engang være bleven forvandlet til Begejstring; det er altfor kort siden at den endnu yttrede sig. Hvor længe siden er det, at Wiedewelt, fattig og nedtrykt, søgte Døden? Og Stanley? Hvo var det vel som først drog hans længe skjulte Arbeider frem fra Mørket? Var det vel de Folk, som nu saa levende henrykkes blot ved Lyden af hans Navn? Sagen er for bekjendt, til at vi skulle dvæle længe derved. Og nu Begejstringen for Thorvaldsen selv? har den yttret sig i Gjerning, for den nu ved et Opraab af høithædrede Mænd strømmer frem med en saa forbausende Vælde? ‒ Flere af Thorvaldsens Mesterværker, bestemte for de offentlige Bygninger, findes i Marmor indenfor Kjøbenhavns Volde og har der vel hos Mange, selv af de Vedkommende og dem, som nærmest skulde føle og virke derfor, yttret sig en saadan Higen efter at see dem opstillede paa deres Plads, som man skulde antage, at dømme efter den Kappelyst hvormed man tegner sig for Bidrag til et Museum for Gipsafstøbninger? Er Thorvaldsens herlige Composition sat op paa Frontonen af Frue Kirke, og har man, for Stadsbygmester Mallings Tale derom, mærket til nogen Iver for at det skulde skee? Har man mærket, at der har yttret sig en levende Atteaae efter værdigen at afbenytte Marmorkirken til en Prydelse for Staden, og at hæve den ydmygende Følelse, et kunstelskende Folk maatte føle, ved at see en saa herlig Bygning staae ufuldendt? Nei, denne øieblikkelige Rørelse er ingen almeen Begeistring for Kunsten; den er en Forfængelighed af den Berømmelse den danske Kunstner har vundet, og som nu lægges Alle paa Hjertet; den er en Følge af den i Danmark gamle Efterabelses Lyst og Higen efter at ville overgaae Næsten i Anseelse; den er den samme Tilbøielighed til at følge Moden og Strømmen, som hos os Danske saa ofte yttrer sig som et fremtrædende Karakteertræk. Men hvis det er saa, vil Oprettelsen af et Museum for den berømteste Billedhuggers Værker være i høieste Grad ønskeligt; thi den Mangel af almeen Kunstsands, som det viser, vil ikke kunne afhjælpes ved noget kraftigere Middel end Oprettelsen af en saadan imponerende Bygning, smykket med Plastikens herligste Frembringelser: Alle ville beskue den af Nysgerrighed; men efterhaanden vil den Aand, som gaaer ud fra den rige Samling, meddele sig til Beskueren; Nysgerrigheden vil tabe sig, Kunstens Genius udbrede sine velgjørende Virkninger og det, som er givet af Forfængelighed og Tankeløshed, vil forjage begge. Vi kunne derfor ikke andet end af Hjertet ønske dette Foretagende Fremgang, selv ved dem der ikke fatte det.
12, 17.