Nyheds-Post.
–––––––––
Kjøbenhavn, den7de August 1837. – Nr. 21 af “Dansk Folkeblad” indeholder en Beretning om hvad der hidtil er skeet med Hensyn til det Thorvaldsenske Museum, og hvad der nu nærmest tilsigtes at gjøre. Forinden i saa Henseende noget afgjørende Skridt kan foretages, maa man naturligviis oppebie – vel ikke Thorvaldsens Hjemkomst; thi dermed synes det endnu at have lange Udsigter – men i det mindste hans Svar paa den Skrivelse, hvori han af Committeen er underrettet om Sagens Stilling. Naar dette er indløbet, og i det Hele dette Foretagende er fremmet saa vidt, at der kan tænkes paa at tage nogen Beslutning, lover Committeen at sammenkalde Subskribenterne, for at de forskjellige Anskuelser fra alle Sider kunne vorde tilbørligen drøftede, og dette store og skjønne Fællesanliggende ved eendrægtig Forening af alle gode Kræfter føres til det forønskede Maal. Committeen er som bekjendt af den sidstafholdte Generalforsamling uden nogen Indskrænkning og uden nogen Betingelse bemyndiget til selv efter eget Skjønnende at gjøre i denne Sag, hvad den vilde, og den vilde altsaa have en uomtvistelig Ret til ogsaa paa egen Haand – naturligviis i Forening med Thorvaldsen – at føre den til Ende. Men man maatte da ogsaa have frygtet for, at Publicums Interesse vilde være kølnet betydeligt, hvis hiin illimiterede Bemyndigelse – eengang given i hele sin Udstrækning –var bleven benyttet. Vi maae derfor Alle være hine Mænd taknemmelige for hiint Løfte, der giver os Haab om, at denne Sag, der ikke (som Kieler Correspondenzblatt har meent) er en Entreprise af Hoffet eller af et aristokratisk Coterie, vil blive gjennemført paa en ligesaa folkelig Maade, som den begyndtes. Hiin Beretning er skreven i en saa liberal og human Aand, at den ikke kan andet, end gjøre et høist gunstigt Indtryk, og baade Løftet og i sin Tid Løftets Opfyldelse kan ikke andet end væsentligen bidrage til at vedligeholde Folkets Interesse for et Foretagende, der fra Begyndelsen af var, og altsaa ogsaa skal vedblive at være folkeligt. Imidlertid kunne vi ikke tilbageholde en Bemærkning, der maaskee kan synes at være et uvenligt Svar paa en saa venlig Tiltale, men som er sand og bør siges. Det kunde nemlig være et stort Spørgsmaal, om der vilde være tilsikkret alle Deeltagerne en saadan vedvarende Medvirkning i dette Fællesanliggende, dersom den første Subscription strax havde indbragt saa meget, at dermed Sagen kunde iværksættes uden at behøve videre Pengeunderstøttelse. Vi overlade det til Enhver, selv at besvare sig dette Spørgsmaal, og bede kun derved at erindre, at en saadan Fuldmagt virkelig in omnem eventum er baade fordret og given, at erindre, hvad der er skeet hos os i mangfoldige andre lignende Forhold, at erindre, hvilken Lærdom i saa Henseende Historien giver (see f. Ex. Tydskland 1812-1814, Frankrig 1830-1832 o.s.v. o.s.v.) Hvo der i Besvarelsen af dette Spørgsmaal skulde komme til et “Nei”, han vil altsaa heri have et nyt Beviis, at naar man trænger til Folket, saa er Folket godt, forstandigt, indsigtsfuldt, o.s.v. Det være langt fra os, at ville nedsætte den hæderlige Committees store Liberalitet; vi ere fuldkomment overbeviste om, at det er den reneste Interesse for den Sag, hvorfor de have gjort saa meget, der have drevet dem til at give “Folket, hvad Folkets er”, og troe ikke at fornærme dem, fordi vi mene, at det er Overbeviisningen om, at de intet formaae uden Folkets Bistand, der i nærværends Tilfælde har givet denne Følelse en saa særdeles stor Energi. Men gid da Følelsen af hvilken Kraft, hvor megen sund Sands og Ædelsind der ligger i Folket ret maatte gjennemtrænge alle Folkets Ledere, gid navnligen den Erkjendelse, at de uden dette intet formaae, maatte oplive og styrke en saadan folkelig Aand. Gid f. Ex. de gode Herrer, der spille Herrer i Trykkefrihedsselskabet, snart maatte faae at føle, at ogsaa de trænge til Folket, og de ville tillidsfuldt kaste sig i dets Arme, i Stedet for med Mistillid at støde det fra sig, de ville ogsaa der give “Folket hvad Folkets er,” i Stedet for at tage (eller i det mindste at ville tage) det fra det. Det er nu saa langt fra, at vi ved denne Betragtning ville svække Indtrykket af hiin liberale Appel til Folket, at vi tvertimod i hiin Tanke ville søge en ny Støtte for dennes Virksomhed. Ligesom vi ere overbeviste om, at Trykkefrihedsselskabet vil geraade i Forfald, naar det fra en stor folkelig Association synker ned til at blive en Godtkjøbs-Boghandel, “ein Vier-Groschen-Laden”, saaledes ansee vi det for høist vigtigt, at det ogsaa ved denne Leilighed maa vise sig, at hvo der i Erkjendelsen af at trænge til Folket tillidsfuldt henvender sig til samme i en god Sag, ogsaa vil finde den Understøttelse, han søger, at hvo der stoler paa Folket, ikke har bygget paa Sand. Vor Interesse for den Thorvaldsenske Sag, troe vi tilstrækkeligen at have udtalt og legitimeret, og i Erkjendelsen af dens høie baade konstneriske og folkelige Betydning skulle vi ogsaa i Fremtiden efter ringe Evne søge at fremme den. Da de mange Lister, der hidtil circulerede i Byen, ere inddragne, og vi haabe, at der vedvarende ville tilflyde denne Sag nye Tilskud, saa benytte vi denne Leilighed til at tilbyde os, at modtage saavel Subscription som contante Bidrag.