Fornøden Oplysning
angaaende et saakaldet
“farligt Misgreb af Folkebladets Udgivere.”
Kjøbenhavnspostens Læsere ville erindre en Artikel, som under denne advarende Titel har været at læse i Nr. 43 af dette Blad. Denne Artikel vil have tildraget sig Manges Opmærksomhed, og den har Krav paa at blive tagen i nærmere Betragtning. Den er skreven af en Forfatter, om hvem det er bekjendt, ogsaa uden hans eget Vidnesbyrd, at han er “besjælet af en oprigtig Kjærlighed til Konst og Poesi”, og som i det Værk, til hvis Udførelse en Indbydelse i denne Tid er udgaaet til Landsmænd og Landsmændinder, selv erkjender en “skjøn og ægte national Indretning.” Naar en Forfatter, som befinder sig paa dette Standpunkt og derfra betragter det omhandlede Anliggende, kan finde sig opfordret til “offentlig for Publicum at omtale et farligt Misgreb”, som han finder at være begaaet med “den overdrevne farlige Iver”, hvormed Subskriptionen til det Thorvaldsenske Museum skal være bleven indledet i Folkebladet: da synes der at være al Formodning for, at Vedkommende virkeligt har forløbet sig overmaade slemt. Og naar en saadan Forfatter end ydermere har maattet tage sin Tilflugt til de allerstærkeste Udtryk for at finde Ord til at charakterisere den Maade, hvorpaa der hist er forsøgt at vække Deeltagelse for det nationale Foretagende, — Prof. Hjort taler saaledes om “det Sprog, den blinde Iver fører”, om “et frygteligt Selvbedrag”, som ligger til Grund derfor, om “beruset Poesi”, det “folkebevægende eller demagogiske Sprog”, “forførelse” af Folket osv. —: da har Undertegnede, som er Forfatter til de i Folkebladet stærkt medtagne Stykker, med Forundring maattet spørge sig selv, om hans Tale virkelig skulde bære Præg af en saadan ekstatisk Sindsforfatning. Efter at have med al mulig Nøiagtighed sammenholdt mine Ord med den Maade, hvorpaa de ere blevne forstaaede og udlagte af min ærede Ven, maa jeg ønske for den Sags Skyld, jeg har villet fremme ved mine Ord, at Læserne ville med Opmærksomhed følge de nedenstaaende Bemærkninger. Hvor der handles om et “ægte nationalt Værk”, kan det ikke være en ligegyldig Sag, om Bestræbelsen for at vække Deeltagelse for det kan ansees som hensigtssvarende eller som et “farligt, paa frygteligt Selvbedrag hvilende Misgreb”; og Mange ville i nærværende Tilfælde ønske at bringe det paa det Rene, om de tør sympathisere med de Ord, der lyde opfordrende fra den ene Side, eller om de bør betragte disse som Udbrud af “beruset Poesi”, og holde sig til den “ædrue Prosa”, som bydes fra den anden Side, “for at Smitten, hvis den er der, ikke skal udbrede sig videre. ”
Nogle Bemærkninger, som Forf. har forudsendt, om Billedhuggerkonstens Charakteer og dens Værkers Værd og Betydning, forbigaaer jeg her. De forekomme mig fremsatte i saa stor Almindelighed og med saa liden Bestemthed, at deres Drøftelse bør være andet Sted og anden Pen forbeholdt. Og jeg tør her forud anmelde et lille Skrift, som om nogle Dage vil udkomme af Professor Høyen, hvor iblandt Andet den gavnlige Indflydelse af det paatænkte Museum paa Folkedannelsen vil blive nærmere berørt.
Jeg maa nu tillade mig at føre Læserne et Øieblik tilbage til de — folkeforførende — Artikler i Folkebladet. Den Betragtning, som fra Begyndelsen af har ligget til Grund for Indbydelsen til det Thorvaldsenske Museum, var ogsaa her fastholdt; at det er et Nationalværk, hvortil der indbydes; og at det derfor maatte ligge nær, ved Folkebladet at understøtte Foretagendets Fremgang. Der mindedes om, at Indbydelsen her ikke gjaldt “Indbyggere af enkelt Stad eller Provinds, Medlemmer af enkelt Stand, men Landsmænd og Landsmændinder over den hele danske Stat” ; thi Tidsalderens største Konstner, som her skulde hædres, er fremgaaet af Folkets Midte, og Hæder og Glands er ved ham bragt over Folkets Navn, derfor maatte vel “Folket føle Drift og Trang”, til at hædre ham; og ved at hædre ham vilde Folket hædre sig selv. Der mindedes om, at den store Pengesum, der udfordredes, vilde tabe den afskrækkende Storhed, dersom Foretagendet virkelig blev opfattet som National-Foretagende, dersom det lykkedes at vække Begeistring for dets Udførelse hos Høie og Ringe, og bringe de mange smaa Kræfter til at virke tilsammen. Der mindedes om, at der i de lavere Classer af Folket naturligviis maatte behøves Tid til at vække den fornødne Stemning; men at det, under Forudsætning af personlig Medvirken af Geistlige og Skolelærere, Godseiere og Fabrikbestyrere, vel turde antages, at Lyst til at bidrage en Skjærv til det nationale Værk vil kunne vækkes paa mangfoldige Steder.
Dersom en videre Forklaring skulde behøves over Det, som her er yttret i Korthed, da vilde jeg omtrent give den saaledes: Der opfordres til at tilveiebringe et værdigt Opbevaringssted for en Samling af de thorvaldsenske Konstværker, tohundrede og derover i Tallet, for en Samling, hvortil ingen anden Stad vilde komme til at opvise Magen, af Konstværker, som ved deres Skjønhed og ikke mindre ved deres historiske Betydning tiltale Øie, Tanke og Følelse, og slette de mangfoldigste Interesser i Bevægelse. Det er ikke blot Oldtidens Gudebilleder, dens Heltebedrifter og Folkeliv, det er ogsaa den christelige Verden, Zesus og Apostlerne, deres Liv og Gjerninger, det er berømte Mænd i Statens, Kirkens, Videnskabens og Konstens Historie (Hertugen af Leuchtenberg og Poniatovsky, Pius den 7de og hans høitbetroede Cardinal, Copernicus og Guttenberg, Schiller og Byron), som her ville træde frem for Beskuelsen. Nydelsen af saadanne Konstens Værker staaer vistnok i Forbindelse med al aandelig Dannelse og Kundskab. Men derfor gives der af hiin ligesom af denne utallige Grader; og en naturlig Sands kommer desuden her aldeles væsentligt i Betragtning, som er nægtet mangen Dannet og Kundskabsrig, medens den Udannede kan føle sig greben og tiltrukken af Billedværkers Storhed og Skjønhed. Skulle vi da mene, at det danske Folk, betragtet i Masse, skulde være saaledes blottet for denne Sands, at det skulde være spildt Umage, her at forsøge paa at vække nogen Interesse for dette Foretagende? skulde ikke, naar vi engang havde hine Skatte indenfor vore Mure, den simple Mand, ved hvem man nu iøvrigt ikke behøver at tænke paa Huusmanden, Daglønneren eller den, der i egentlig Forstand træller for Brødet, kunne paa sin Viis glæde sig ved Beskuelsen af de samme Værker, der ere Gjenstand for Konstkjenderens Beundring? og skulde da ikke hos mangen Mand i de lavere Stænder kunne vækkes Lyst til at give en Skjærv med til at opreise en Bygning, hvis Døre skulde staae aabne for ham, hans Sønner og Døttre, saavelsom for de Første i Landet? Der opfordredes til at stifte et Hædersminde for den Landsmand, som, ved Fødselen hensat paa et lavt Trin i Samfundet, har hævet sig op til en Storhed, for hvilken enhver ydre Storhed maa vige, — et Minde, det skjønneste af alle, hvor Konstneren selv skal vidne for Samtid og Eftertid om sin Storhed. Skulde den patriotiske Følelse da ikke ogsaa i denne Retning kunne vækkes hos den simplere Mand? Naar Folket faaer et Skrift i Hænder, hvor der fortælles klart og simpelt om Thorvaldsens Liv, hans Gjerninger, hans Berømmelse, skulde vi da tænke os Landets Borgere i de lavere Classer utilgængelige for enhver Virkning af denne Læsning, forestille os, at der i dem ikke kan røre sig nogen Følelse af Stolthed over den store Landsmand, nogen Attraa efter at see disse Værker, som Verden kappes om at ophøie, nogen Glæde ved at bidrage til denne Landsmands Hæder? Og naar Udgivelsen af et saadant Folkeskrift besørges af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, skulde der da vare noget Sted snarere end Folkebladet, hvor der gjordes Forsøg paa at vække denne Stemning, og opmuntre Vedkommende til at forsøge paa at vække den?
Hvorvidt og til hvilken Grad det nu vil lykkes at vække denne Stemning, er et Spørgsmaal, som forud ikke lader sig besvare. Selve Benævnelserne: de ringere Stænder, Menigmand, Almuen o. s. v. ere vaklende og ubestemte, og Tilstanden af denne Deel af Folket er i mange Egne høist forskjellig, i aandelig ikke mindre end i oekonomisk Henseende; det er derfor naturligt, at Forsøget vil paa forskjellige Steder have meget forskjelligt Udfald. Der vil vel heller ikke være Faa, som erklære enhver Forhaabning om at drage den lavere staaende Deel af Folket ind med i en Interesse, som den her omhandlede, for chimærisk, og ansee det for et Misgreb, dersom der er gjort nogen om end nok saa ringe Regning paa Deeltagelse fra denne. Vel er der allerede ikke saa ganske faa Vidnedsbyrd for det Modsatte; men vi ville foretrække at oppebie, hvad en fuldstændigere Erfaring lærer; og jeg vilde for min Deel ikke før Tiden stride med Nogen herom. Men selv Den, der var fast i sin Vantro og holdt sig forvisset om det Unyttige i enhver saadan Bestræbelse, kunde derfor finde altid Forsøget Umagen værdt, thi han behøvede ikke at miskjende den middelbare Indflydelse, som kunde udgaae derfra til at oplive Nationalfølelsen i Almindelighed.
Anderledes derimod Prof. Hjort. Han beklager ikke det formeentlige Misgreb med Hensyn til Foretagendet, men fordømmer det med Hensyn til principet som “farligt”. Nemlig: “Folkebladet udgives af et Selskab — dette er hans Ord —, som har den moralsk-politiske Tendents, at værne om Trykkefrihedens rette Brug… Ganske fremmed for denne Retning er Alt, som udelukkende har den høiere Cultur til Basis og Forudsætning; thi det er, i Folkebladets nødvendige Mening, ikke folkeligt eller for Alle;... det vilde være et frygteligt Selvbedrag, om vi glemte Forskjellen imellem dette Folks Dele, af lutter Iver for Eenheden og Sammensmeltningen … Det Thorvaldsenske Museum er kun nationalt i ideel Forstand, i den Forstand, hvori det Bedste og Ædleste af Tingene betragtes som hele Tingen, eller som Tingen udelukkende. At paabyrde Folket, ligefrem taget, en Anstrengelse for en saadan Sag, bliver derfor en Uretfærdighed, og at ville fremlokke en tilsyneladende Interesse for den, bliver en Forførelse… Skal denne Masse stemmes for Sligt?”
Saavidt Forfatteren. Og der spørges nu: hvori det “Farlige” skal ligge i det formeentlige Misgreb — thi dette Farlighedens Begreb er af Forf. blevet saa stærkt udhævet, at vi bør blive staaende derved. Forfatterens Yttringer i denne Henseende ville ved nærmere Eftersyn befindes at føre til tvende forskjellige Betragtninger, skjøndt de ikke ere bestemt adskilte i Udviklingen. Først nemlig skal det af den Grund værre farligt, at ville kalde og opfordre alle Classer af Samfundet til Deeltagende af et Nationalværk, fordi det Nationale ikke er “folkeligt eller for Alle”, naar det udelukkende angaaer “den høiere Cultur”, ikke henhører til de umiddelbar nyttige Indretninger (Forf. anfører exempelviis forbedrende Straffeanstalter, en Centralfæstning, Afdrag paa Landets Gjeld); for Det derimod, som “kun er nationalt i ideel Forstand”, (saasom det paatænkte Museum, Mindesmærker over Landets store Mænd) “skal Massen ikke stemmes”; thi dette vilde være at glemme “Forskjellen imellem Folkets Dele”. Dernæst skal det af den Grund være farligt, fordi enhver Interesse, som for en saadan Sag vækkes i Folkets Masse, kun er illusorisk, “tilsyneladende”; man indbilder sig, at De, som yde deres Bidrag, yde dem af godt og velvilligt Sind, medens de enten udpresses dem eller aflokkes dem, ved at sætte Forfængelighed eller andre Drivefjedre i Bevægelse; men i begge Tilfælde begaaes en Immoralitet : en “Uretfærdighed”, eller en “Forførelse”.
De anførte tvende Grunde maae betragtes hver for sig. Af den sidstanførte Grund nemlig vilde endnu alene Dette følge: at det hos os, efter det Dannelsespunkt, hvorpaa de lavere Classer befinde sig for Tiden vilde være daarligt og urigtigt at tænke paa at vilde kalde til nogen Deeltagelse i et Foretagende, som ikke har den materielle Nytte til Formaal. Jeg tør ikke negte, at en saadan Interesse maaskee er vanskeligere at sætte i Bevægelse hos os end i mange andre Lande, og det vilde være urimeligt, om der var gjort Regning paa denne Stemning som almindelig eller som meget hyppig. Men skulde det danske Folks Masse i Byer og paa Landet, den mere velhavende Bondestand og saamange Classer af de næringdrivende Borgere, betragtes med et saadant Øie, at det skulde gjelde for “beruset Poesi”, om man meente, at en patriotrisk Følelse, en Lyst til at deeltage efter ringe Evne i et National-Foretagende som det her omhandlede skulde kunne vækkes paa mange Steder ved Belæring og Opmuntring af Mænd, som ere i Besiddelse af den almindelige Tillid: da vilde heri ligge et svært Vidnesbyrd enten imod den danske National-Charakteer eller imod alle de, saa ofte lovpriste, Foranstaltninger for Folkets Oplysning og Dannelse. Men sæt nu, at dette desuagtet var Sandhed; i alle Tilfælde blev det dog en sørgelig Sandhed, og Ingen kunde dog vel mene, end sige ønske, at en saadan Tilstand skulde blive vedvarende fra Slægt til Slægt. Men hvori skulde da det Farlige ligge, hvorledes skulde det ikke meget mere være ønskeligt og godt, at denne Sløvhed for enhver høiere Interesse blev modarbeidet? ikke fortjenstligt, om de Mænd, der staae paa forskjellige Maader i Berøring med forskjellige Classer af Folket, benyttede et Foretagende som det nærværende, der fra flere Sider end een kan gjøres tiltalende for den store Mængde, til at forsøge paa at vække den Erkjendelse, at det Nationale til en vis Grad er og bør være folkeligt? Ikkun at denne Indvirken skete paa rette Maade! Thi vel taler Forf. om den “Uretfærdighed, at paabyrde Folket, ligefrem taget, en Anstrængelse for en saadan Sag.” Men om en Paabyrden har der — ad Omveie saa lidt som ligefrem, ingensinde været Tale. Tvertimod er det sagt ogsaa om de høiere Stænder i Samfundet: at “Ingen kan ønske at modtage en Skjærv”, som ikke ydes af Interesse for Sagen; jeg veed ikke, hvorledes enhver Tanke om Presning stærkere kunde afvises.
Men her er det nu, at Det kan svares, hvad der er yttret i den første af de tvende anførte Grunde nemlig at “Massen ikke skal stemmes for Sl [...] som det er farligt at “glemme Forskjellen imellem Folkets Dele” ved den høiere Culturs Baand at nærme de lavere Stænder til de høiere. Og saaledes synes Sagen vistnok at faae et ganske andet Udseende. Det bliver da ikke længer en Advarsel, grundet i Dommen om vor Folkemasses nærværende Tilstand, men en almindelig Regel om det Trin, paa hvilket de lavere Classer i ethvert Samfund og til enhver Tid bør holdes tilbage, for at intet skal tabes af den tilbørlige Afstand, der nu findes imellem Folkets Dele. Fra denne Synspunkt vilde det da blive farligt, om et “nationalt” Foretagende som det her omhandlede nogensinde blev betragtet og behandlet som “folkeligt”, til hvilken Tid, paa hvilket Sted, under hvilke Forhold det end blev sat i Værk. Den høiere Politik vilde altid fordre, at indskrænke Indbydelse og Opfordring til de mere dannede Stænder, for ikke at begunstige det “frygtelige Selvbedrag,” at Det, der “kun er nationalt i ideel Forstand,” skulde kunde vedkomme alle Dele af Folket.
Betragtes Sagen fra denne Side, da maa jeg tilstaae — men ogsaa først da —, at der ligger Betydning i denne Tale om “Farligheden” i at opmuntre til at vække en Stemning for en “skjøn og ægte national Indretning” hos alle Dele af Folket, naar man nemlig gaaer ud fra Principet om Vigtigheden og Nødvendigheden af at vedligeholde en streng Afsondring af Folkets forskjellige Dele. En Kritik af dette Princip ligger her udenfor Grændserne. Men vel bør jeg, for mit Vedkommende, erklære, at det for mig er uforeneligt med en christelig Anskuelse af Folk og Stat; og jeg bør derfor gjøre dette gjeldende: at ikke alene Artiklen i Folkebladet, men Indbydelsen selv gaaer, ud fra et ganske modsat Princip. “Det gjelder her et Værk,” hedder det i Indbydelsen, “der har sin kraftigste Opfordring i Nationens Ære, og først da vinder sin fulde Betydning, naar det tilhører Nationen,” “naar alle Stænder forene sig derom;” og der gjøres opmærksom paa, hvorledes “Almeenaanden vil blive hævet” ved Udførelsen af dette Foretagende som nationalt. Men hertil hører, at ingen Deel af Folket behandles som privilegeret til Deeltagelse, ingen Deel udelukkes derfra, at Intet forsømmes for at bringe Foretagendet til alle Folkeclassers Kundskab, og fremstille det for de simplere Classer i saadant Lys og fra saadan Side, at Lysten til at deeltage deri kan vækkes, hvor overhovedet nogen Sands er tilstede for det, der ikke hører til Legemets Fornødenheder. Videre gaaer Folkebladets Artikel ikke; og jeg overlader nu til prøvende Læsere at tage Parti.
Endnu findes i Prof. Hjorts Artikel nogle enkelte Yttringer, som jeg ikke kan lade uberørte. Den første er denne: “Det er et farligt Misgreb, at sætte Folket i Bevægelse for dette — rigtig forklaret — ægte nationale Museum, og det endogsaa efter saa løse Beregninger, at man tænker sig det muligt, at hver tiende Person af alle Dansk- og Tydsktalende Mennesker i Kongens Riger og Lande skulde eie 9 Mark, som han kunde, end sige vilde, undvære for dette Museums Skyld.” Denne Benyttelse — Forklaring kan jeg ikke kalde det — af Ordene i Folkebladet har undret mig. Det er en gammel Sætning, der her bringes i Erindring: at store Ting kunne udrettes ved mange smaa Kræfter, naar de virke troligt tilsammen. I denne Sammenhæng hedder det: “Man betænke, at, dersom alene hvert tiende Menneske i Danmark gav et Bidrag af tre Mark, vilde disse Tremarker løbe op til en Sum af 100.000 Rbd., fremdeles til en Sum af 200,000 og 300.000 Rbd., naar et saadant Bidrag blev gjentaget i to og tre Aar.” Hvorledes heri kan findes en “Beregning”, forstaaer jeg ikke; Enhver seer, at Tallene ere satte exempelviis, for at gjøre hiin Sætning indlysende, ikke for at angive noget enten om den Sum, der skulde udfordres, eller om Bidragenes Størrelse eller om de Bidragendes Antal, som om her var et Overslag, hvor en Decimering af Folket var lagt til Grund. Ved ethvert Bidrag, hvori hiin Tremark bliver multipliceret, bliver jo een eller flere af de Tiendedele, ved hvilke Forf. hænger sig fast, gjort overflødig. Et Bidrag af 5 Rbd. gaaer for ti saadanne, et Bidrag af 100 Rbd. paa to hundrede, og saa fremdeles. Dette forekommer mig at maatte falde enhver Læser ind ved hine Ord.
Men fremdeles: “Hvad Navn” — hedder det — “skal da vælges for et Anathema, udstedt af et Trykkefriheds-Selskab imod Talefriheden; det indseer jeg ikke; og dog ligger Kjendsgjerningen for vore Øine.” Dersom Prof. Hjort havde læst de Ord, i hvilke han finder en Bandlysning af Talefriheden, i deres fulde Sammenhæng for Læsernes Øine, vilde en Gjendrivelse her kunne spares. Nu maa den gives ved en fuldstændig Anførelse: “Vi ville formane Enhver, som fører denne Tale (om det Urigtige i at indbyde til et saa bekosteligt Foretagende af denne Natur paa Tider som de nærværende), til at lægge Haand paa Brystet, og svare sig selv i al Oprigtighed: om han da er tilsinds at offre det Bidrag, for hvilket han her krymper sig, paa Fædrelandets Alter? og om han med lige Tapperhed afviser Fristelser af ganske anden Art, hvor det gjelder Udgift til Forlystelser, Vellevnet eller Forfængeligheds Tilfredsstillelse? Hvo som ikke trøster sig til at svare bejaende paa disse Spørgsmaal, lade sig i det Mindste nøie med, stiltiende at holde sin Skjærv tilbage, som Ingen kan ønske at modtage, men misbruge ikke, ved en Leilighed som denne, patriotiske eller oekonomiske Tankesprog til, hos Andre at kjøle en ædel Begeistrings Varme!” Jeg opfordrer enhver Læser til at prøve, om der ligger Andet i disse Ord end en Mindelse om den menneskelige Skjødesynd, der søger at besmykke en enkelt egoistisk Handling ved Maximer, som forgjeves efterspores i den hele øvrige Handlemaade, og saaledes i nærværende Tilfælde om det Inconsequente i at indflyde sig under Sparsommeligheds-Pligten enten paa Fædrelandets eller paa egne Vegne, medens man dog roligt overlader Statens Finantser til dem selv, og uden synligt Samvittighedsnag deeltager i saamangen bekostelig, mere sandselig end æsthetisk, Luxus. Prof. Hjort har her fundet “en Trusel” imod Talefriheden der er “ligesaa uretfærdig som den er uklog”. Jeg forstaaer ikke denne Udtydning af Ord, som alene opfordre til Oprigtighed og Ærlighed i Tale.
Ganske vist siger jeg med den ærede Forfatter: “Lad dem kun tale, kun skrive! vor Sag skal dog seire ved: vor Tale, vore Grunde”; og ogsaa med Hensyn til den Modsigelse, hvormed han her er optraadt, gjør jeg disse Ord til mine. Den vil, baade ved den offentlige Modsigelse, der atter vil møde den, og ved den Eftertanke, som derved vækkes hos mange Læsere over flere Punkter af Vigtighed, ogsaa paa sin Maade virke til Fordeel for det Foretagende, som er sat i Bevægelse iblandt os. Men jeg vilde paa den anden Side maatte bebreide mig en Mangel af den Oprigtighed, jeg nyligt omtalte, om jeg fordulgte, at det har baade undret og smertet mig, at en Forfatter, besjælet af oprigtig Kjærlighed til Poesi og Konst, ikke har følt Kald til, paa anden Maade og i anden Retning at tage til Orde ved en Leilighed som denne. Paa hvor besynderlig en Maade Forf. har maattet læse de omhandlede Artikler, for at finde Interesse ved at løfte sin Stemme ikke for at understøtte et Foretagende, som han selv erkjender for “ægte nationalt”, men alene for at ivre — med en Iver, som jeg ikke efter Forf.s Exempel vil kalde “blind”, men dog maa betegne som lidet grantseende — imod den Maade, hvorpaa dette Foretagende er blevet anbefalet i Folkebladet: derpaa skal jeg til de allerede anførte Beviser endnu føre eet. Prof. Hjort priser Bonden, som kjøber sine Børn malede Billeder paa Markedet “i Stedet for at sende Pengene til Indkjøb af nogle kridhvide (!) nøgne Menneskefigurer (!)”; ligeledes priser han Arbejdsmanden, som pleier sin Sundhed med en Skinke og en Flaske Godtøl “i Stedet for at aflevere Pengene til dem, som ville skikke Bud til Rom efter Noget, de kalde en Sundheds-Gudinde” osv. Men har da Prof. Hjort skrevet sin Artikel, uden selv at have læst enten Indbydelsen eller Artiklen i Folkebladet? Enhver nogenlunde opmærksom Læser af det, der er skrevet om det hele Foretagende, maa nemlig vide, at der med intet Ord har været Tale om Bidrag til Indkjøb af Thorvaldsenske Konstværker, men alene og udelukkende om Opførelse af en Bygning til at opbevare de Konstværker, som deels allerede haves, deels sees imøde. Denne Misforstaaelse er i høieste Grad paafaldende, og den er tillige meget slem. Thi om Nogen vilde lægge an paa at modarbeide det “ægte nationale Foretagende”, og svække Iveren for dets Udførelse, kunde han næppe finde et sikkrere Middel, end ved at henkaste Yttringer, hvorved den Mening maa blive almindelig iblandt Folk, at det ikke skulde gjelde alene om at skaffe en værdig Plads for Konstværker, som allerede haves uden Opoffrelse, men først om at skaffe Penge tilveie til Indkjøb af Værkerne selv. Dette maa udtrykkeligt bemærkes, for at Ingen skal forvirres ved denne Fremstilling af Foretagendet, og trække sig tilbage, i den Overbeviisning, at her sigtes til et aldeles uopnaaeligt Maal.
H. N. Clausen.
–––––––––
