Hr. Overlærer F. C. Olsen har i Helsingørs Avis af 6te dennes indrykket følgende lille Afhandling, som sikkert vil blive læst med almindelig Interesse.
Hvori bestaaer da Thorvaldsens Storhed?
Dette Spørgsmaal maa i denne Tid ofte blive opkastet, og det netop af tænksomme Folk; thi hvad kunne de Fleste iblandt os vide om en Konst, hvis Værker vi have saa liden Leilighed til at see? I og ved Helsingør findes ikke eet eneste Værk af fuldkomnere Billedhuggerkunst stillet til offentligt Skue; men for at kunne see saadanne Ting ret med Velbehag og Skjønsomhed udfordres, at man maa see meget deraf og ofte; den, som ikke har kunnet dette, tør uden Skam vedgaae sin Uvidenhed; det Modsatte vilde endog være Affectation; men selv uden at have seet, kan man dog i det mindste komme til et temmelig tydeligt Begreb om, at der maa være noget høist Fortræffeligt i den bildende Konstners Virksomhed.
De Fleste tænke sig ved Konsten noget, hvortil der hører Kløgt og Færdighed, ved dens Værker noget Smukt, Behageligt og Morende. En smuk Musik, er vakkert Skuespil, begge hører man med Fornøielse, og Tiden gaaer derved, uden at man mærker det. Men i den sande Konst ligger der dog noget langt Høiere. Hvorfor gaaer man hen for at fælde Taarer over en Tragoedie? Er der noget Morende i Graad? Og dog føler man, at man har nydt en egen forunderlig Glæde; det er ligesom om man var bleven et bedre Menneske derved. Hvorfor ledsages Gudstjenesten af Orgelspil og Sang? Enhver veed, at det ikke er for Morskab eller Tidsfordriv, men at man derved kommer i en høiere stemning, at Følelsen bliver ædlere, idet den løsrives fra det Jordiske. Altsaa her fornemmer man dog klart, at Konsten er i Stand til at opløfte os til noget Høiere og Ædlere; men dette er just Konstens sande Hensigt. Iblandt de herligste Fortrin, Gud har givet os, er det, at vi kunne føle for det Skjønne. Han har selv i den udbredte Natur nedlagt uendelig meget Skjønt, og naar vi komme til at blive det []aer og føle det, da blive vi saa rolige og lykkelige derved; det er ligesom om vi da ret kunne forstaae, at Gud er Kjærlighed. Om vi endog ikke sige os det selv, saa er det dog for en stor Deel Længselen efter denne lyksalige Fornemmelse, der om Sommeren drive os i det Grønne; og naar vi ved et af de vigtigste Skridt i vort Liv, ved Valget af en Ægtemage, give Godhedens Udtryk i et veldannet Ansigt den. afgjørende Magt, erkjende vi da ikke derved, os selv maaske uafvidende, at der i det Skjønne ligger noget Dybt og Betydningsfuldt? Men som Mennesket er skabt i Guds Billede, saaledes kan det ogsaa selv frembringe noget Nyt efter hans Aand og Mening; og dette gjør just Konstnerne. De ere høit begavede Mennesker, som bedre end vi andre kunne skue hine Glimt af Guds Kjærlighed i Naturen, og som udtrykke dem i deres Værker paa den klareste og reneste Maade.
Mange drage til Skoven ikkun for at spise og drikke, og Mange see i Konstværker kun Tidsfordriv eller Stads. Det første er hæsligt, det sidste undskyldeligt; thi til at kunne skjønne ret paa Konsten hører der en Dannelse, som ikke Alle kunne have. Men Naturen bliver lige skjøn, og Konsten lige herlig, om de end ikke forstaaes af Alle. Dog maa det tilstaaes, at saare Meget udgives for Værker af Konsten uden at være det, og dette bidrager utroligt til at nedsætte de Gængse Begreber om, hvad Konsten er. Heri Byen gives der kun meget sjeldent offentlig Lejlighed til at faae Begreb om sand Konst.
Man maa da troe, hvad man ikke selv kan erfare: at Konsten skjenker sine kyndige Betragtere en ligesaa reen, ædel og opløftende Glæde, som Naturen, Enhver, som i Naturens Skjød har oplevet hellige Øieblikke, vil forstaae, hvad herved menes. Det er det Guddommeliges Nærværelse i det Jordiske, som vi her fornemme. Det er en Begyndelse til den Skuen Ansigt til Ansigt, som er lovet os hisset. Derfor har en meget fornuftig og dybttænkende Forfatter iblandt os fornylig sagt med fuld Overbevisning, at Glæden ved Konsten maa være liig med noget af de saliges Glæde i det evige Liv, og det ikke billedligviis, men i sandhed.
Saaledes blive de ægte og store Konstnere, der aabne vort Øie for det Høieste, og i visse Maader bringe Himmelen ned paa Jorden, at regne iblandt Menneskeslæglens største Velgjørere.
Menneskenes høieste Bestemmelse er at efterspore Guds Villie og Tanke, og at udtrykke den i Gjerninger og Værker. Mange Slægter have levet efter hverandre paa Jorden, og naar man betragter dem i det Hele, saa have de stræbt mere eller mindre efter at opfylde denne deres Bestemmelse, vistnok med forskjelligt Held og paa forskjellige Maader; men dette vil man overalt erfare, at naar en Tidsalders Mennesker have bragt det til nogen Høide af Udvikling, saa har en eller anden skjøn Konst været med iblandt Blomsterne eller Frugterne af dens Tilværelse. Efter Hensigter, som ere ufattelige for os, har Forsynet ladet Lys og Mørke skifte med hverandre paa Jorden. Vi glæde os nu ved en almindelig Oplysning og ere med Rette stolte af vor Tids mangfoldige sindrige Opfindelser, gavnlige Indretninger og forædlende Konster. Men for tusinde Aar siden laa hele den bekjendte Verden nedsænket i Vankundighed og Raahed. Derimod herskede endnu længere tilbage i Tiden iblangt en betydelig Deel af Menneskene en høi Grad af Oplysning, Videnskabelighed og Konstdannelse, skjøndt i meget anderledes end nu. Dengang vare Grækerne det mest dannede Folk. Mange fortræffelige Værker saavel i Videnskab som i Konst ere endnu tilovers fra den Tid, og vidne om, paa hvor høit et Trin de stode. At opnaae deres Fuldkommenhed var vore Fædres ivrigste Stræben, og endnu i vore Dage er det en Ære at kappes med dem. Vi have ogsaa naaet dem i meget, og i mange Henseender langt overgaaet dem; men der var dog een Ting, hvori det hidtil aldrig var lykkedes den nyere Tids Mennesker at komme dem nær, og det var just den Ting, hvori de vare allerfortræffeligst, nemlig Billedhuggerkunsten. De skjønneste Arbeider fra hine gamle Tider bleve efterhaanden fremdragne af Jordens Skjød, hvor de havde fundet et Gjemmested under Ruiner; og stode nu som Kilden til en uendelig Glæde for de Betragtende, men ogsaa til en vedvarende Udmygelse for vor Tid, der paa ingen Maade kunde efterligne dem, og allerede maatte statte sig lykkelig naar den kunde forstaae og føle deres Værd. Da fremstod Thorvaldsen. Hans overordentlige Geni var det forbeholdt at trænge ind i disse Konstværkers Aand, oq selv efter egen Idee at frembringe lignende af saa høi Fortræffelighed, at om de bleve opgravede af Jorden, endog den mest erfarne Kjender maatte antage dem for ægte Værker af den bedste græske Tid. Men han har gjort endnu mere. Han har ikke alene skabt hedenske Billeder efter Grækernes Art, men med græsk Konstfuldkommenhed har han frembragt en Mængde christelige Billeder, saasom Jesus, Apostlerne o. fl., som altsaa i Eet og Alt høre vor Tid til. Saaledes staaer Thorvaldsen i sin Konst i Spidsen for den nærværende Verden, og han for denne gjort maaske den største Erobring fra Fortidens Verden, som var at gjøre. Det er derfor, at denne almindelige Begejstring for den store Konstner hersker ikke blot her, men saavidt hans Værker kjendes; derfor, at Keisere og Konger have givet ham de mest hædrende Tegn paa deres Agtelse; endelig derfor, at Forfængeligheden selv kan synes at være en Dyd, naar vi føle os smigrede ved, at han er vor Landsmand.