Et Par Ord
om
Thorvaldsens Museum
et Sendebrev
til Menigmand især i Jylland
fra
J. R. Damkier.
”Kjære ven!”
Det kan ikke have undgaaet Din Opmærksomhed, at der i de senere Tider i Aviser og paa andre Steder er talt meget om at oprette et “Thorvaldsens Museum”; Du har ogsaa bemærket, at man har sagt, at dette Værk ikke var Regjeringens Sag, ikke nogen enkelt Mands, ikke nogen enkelt Stands Sag; men at det var hele Folkets Sag; og — som en Følge heraf er Opmuntringen til at yde Bidrag hverken udgaaen fra høiere Steder, som Befaling eller Bud, som Skat eller Paalæg, ei heller udgaaen til de høiere Steder, som Bøn og Begjering om at faae et kjært Ønske opfyldt; men Opmuntringen er udgaaen fra Folkets Mænd, der i denne Sag ingen anden Indflydelse have end den, som deres aandelige Dygtighed giver dem; der heller ikke ville fremme Sagen ved andre Midler end de reent aandelige; der endelig — hvad Udførelsen af Sagen angaaer — ikke ville være Andet, end de nødvendige Organer, for at Villien, der boer i Folkets Hjerte, kan blive til Gjerning og træde frem for Dagens Lys; og Opmuntringen er udgaaen til Folket, til hele Danmarks Folk, der herved har faaet Leilighed til at virke som Person og netop paa den Maade, som enhver Person maa ønske at virke — nemlig med Frihed og Selvstændighed. Men til Folket høre jo Alle uden Undtagelse; — altsaa ogsaa Du min Ven! skjøndt Du boer langt borte fra det Sted, hvor Værket skal udføres; skjøndt Du hverken er Lærd, Kunstner eller Embedsmand. Jeg kan forsikkre Dig til, at, ikke en eneste af de Mænd, fra hvem Indbydelsen er udgaaen, paa nogen Maade har tænkt paa at udelukke Dig hverken fra Deeltagelsen i eller Hæderen for Sagen; og, hvis Du selv — enten paa Grund af Din ringe Stand, eller af det ubetydelige Bidrag, som Dine Evner tillade Dig at give, eller af Din fra Hovedstaden fjærnede Bopæl, eller af noget andet Saadant har betragtet Sagen, som Dig uvedkommende; saa har Du derved gjort Dig skyldig i en Feil, der maa hidrøre fra en Miskjendelse baade af Dit eget Værd, af Sagens Betydning, og af de Midler, ved hvilke den alene kan fremmes og blive til Det, som den skal være.
Imidlertid m. V.! jeg holder meget af Ærlighed og Oprigtighed — jeg vil ogsaa være ganske ærlig og oprigtig imod Dig — det undrer mig ikke saa meget, at Du hidtil ikke har laant Øre til Sagen. Thi der er egentlig Ingen, som tilgavns har talt med Dig om den. Derfor siger jeg ikke — og det maa jeg bede Dig vel at lægge Mærke til — at der er Ingen, som tilgavns har talt om Sagen i Almindelighed; tvertimod der er skrevet meget Grundigt og Herligt om den, særdeles i “Dansk Folkeblad”, men jeg troer dog, at det ikke just har været Det, som Du ønskede at høre. Der er gjort Indvendinger mod Tingen; de ere blevne gjendrevne — ja meget klart og tydelig gjendrevne (see Dansk Folkeblad for d. A. Nr. 60 og 61); men det er ikke de Indvendinger, som Du har imod den. Dette anseer jeg i det Mindste for den væsentligste Grund til at Thorvaldsens Museum har vakt saa liden Interesse hos Dig og Dine her i Jylland; og er Du ikke enig med mig i denne Anskuelse? — Jeg er vis paa, at Du her — som altid, naar det gjelder om at fremme noget virkeligt Godt — er villig til at give Dit Bidrag med; men, inden Du giver, vil Du vide, hvordan det egentlig hænger sammen med den Ting, hvortil Du giver Din Skjærv — og dette er, ogsaa efter min Mening, meget rigtig og fornuftig tænkt. Har Du altsaa Lyst, saa ville vi tænde Ild paa vore Piber, sætte os ganske rolig ned og tale en halv Times Tid om dette Thorvaldsens Museum, hvorom i den senere Tid saa mange Andre ogsaa har talt sammen.
Men det Første og det Sidste ved al Samtale, naar der skal komme Noget ud af den, er Ærlighed; der maa ikke boe Eet i Hjertet og komme et Andet over vore Læber; men vi skulle reent ud sige hinanden, hvad vi mene. Det har jeg lovet Dig, og Du har vist allerede mærket mig det af, at jeg ogsaa vil holde det; men det Samme maa Du ogsaa love mig. Du maa ikke sige til mig: “Jeg kjender rigtignok ikke egentlig Det, hvorom Talen er, men jeg kan nok lide det alligevel, og jeg skal nok give det Bidrag, som jeg formaaer” — thi det er ikke sandt — hvorledes skulde Du kunne holde af en Ting, som Du ikke kjender? og hvorledes skulde Du kunne arbeide for en Ting, som Du ikke interesserer Dig for? Og desuden maa jeg sige Dig dette, at, om Du endogsaa gav Dit Bidrag, skjøndt Du hverken kjendte til eller interesserede Dig for Sagen, “fordi saa mange Andre gjorde det”, saa er det ikke saadanne Bidrag, som der i dette Tilfælde ønskes. Men paa den anden Side maa Du heller ikke sige: “Aa jeg kjender det nok; men det er da noget urimeligt Noget at give sine Penge til; de Kjøbenhavnere troe heller ikke, vi have Andet at bruge vore Penge til, end saadant Narreværk”, thi det er heller ikke sandt. Jeg troer neppe, Du rigtig kjender den Ting, som her er i Gjære; og jeg kan forsikkre Dig til, at “de Kjøbenhavnere” meget godt vide, at Du har Andet at bruge Dine Penge til, end til et Thorvaldsens Museum; men for det Første mene de, at Du ikke altid bruger alle de Penge, som Du har, og dernæst mene de, at Du ikke altid bruger de Penge, som Du bruger, paa den allerhæderligste Maade; og endelig mene de, at Det, som kaldes en “Æreskilling”, ikke blot skal anvendes til Dens Ære, som har den, men ogsaa — og det endda mere — til Andres, især til hele Folkets Ære; og imod Det, som de saaledes mene, forekommer det mig, at vi to fornuftigviis ikke kunne gjøre nogen Indvending.
Men, hvis Du synes som jeg, saa ville vi, inden vi nærmere tale om denne Sag isærdeleshed, først være enige om saadanne Sagers Værd og Betydning i Almindelighed. Vi have betegnet den som en Folkesag, et Folkeanliggende; og heri ligger der virkelig Meget. Det er ikke en Sag, som udgaaer fra Regjering og øvrighed eller fremmes nærmest ved deres Bistand; det er heller ikke en Sag, som angaaer en enkelt Stands (enten f. Ex. Embedsstandens eller Bondestandens) Interesse og Fordeel; men det er en Sag, som angaaer det hele Folk, som altsaa omfatter alle Stænder iblandt os, og som udføres af os uden alt Hensyn til Forskjel i udvortes Omstændigheder og Vilkaar, som ellers adskille os i Livet, blot fordi vi føle os som et Folk, ɔ: føle os sammenknyttede ved Fædrelandskjærligheds, Fædrelandstroskabs og Fædrelandshengivenheds stærke Baand, og derved føle os opfordrede til Virksomhed, naar det gjelder om fælles Hæder eller fælles Fordeel, Ved et saadant Foretagende virke vi ikke som Præster, Jurister, Læger, Kunstnere, Haandværkere, Bønder o. s. v.; men vi virke, som Mennesker, som Brødre, som Medlemmer af det samme Samfund. Et saadant Foretagende kan altsaa, da det er de reent menneskelige, de reent broderlige, de reent borgerlige Interesser, som ene kunne fremme det, i Reglen ikke gaae ud paa noget Jordisk, men maa være af en høiere aandig Natur; thi, jo mere det gaaer ud paa det Jordiske enten som afhielpende et trykkende Onde eller fremhielpende en materiel Fornødenhed, desto mere forvikler det sig ogsaa i vore jordiske Forhold, og desto lettere kan det skee, at den almindelige Standsforskjel trænger sig forstyrrende ind, at den ene Classe Borgere anseer det værdigt til Understøttelse, den anden ikke; derimod, jo mere Foretagendet selv er hævet over det Materielle, desto rimeligere er det ogsaa, at det netop vil sætte de Kræfter i Bevægelse, hvorved det alene kan fremmes, og desto mindre Fare er der for, naar først Opmærksomheden er vakt for et saadant, at nogen Stand i Samfundet skal kunne ansee det som sig uvedkommende, og derved tilintetgjøre dets folkelige Natur. Thi skal et Foretagende blive folkeligt, maa ingen Stand være udelukket fra Deeltagelse i det; men først da, naar vi blandt alle Stænder see virkende Kræfter, naar Statsmand og Borger, Præst og Bonde, Kunstner og Haandværker, Lærd og Ulærd, med eet Ord: Alle uden Undtagelse: Regjerende og Regjerede række hinanden Haand for at fremme det, først da bliver det folkeligt. Men, ligesom det saaledes udgaaer fra Enighed, fra en levende og virkende Samfundsaand, saaledes maa det naturligviis igjen mægtig bidrage til at befordre Enigheden og til at vedligeholde og levendegøre den engang vakte Almeenaand, som forener os Alle til eet Statslegeme; og, fuldført, staaer det som et varigt Minde om Nationens Kraft og skaffer baade Fyrste og Folk en særegen Glæde. For at oplyse min Mening vil jeg bruge et Billede. Man har sammenlignet et Folk med en stor Familie; og denne Sammenligning synes mig baade at være smuk og passende. Og nu kunne vi jo gjerne tænke os et saadant Familieforhold, at det var overdraget til Familiens Fader at besørge alle de Udgifter, som i Almindelighed behøvedes til at fremme Familiens Vel, mod at Børnene bidroge en vis Sum aarlig for at bringe disse Udgifter tilveie. Naar nu Faderen opfyldte de Pligter, som derved kom til at hvile paa ham, saaledes som han burde, saa vilde jo Børnene med Glæde give den bestemte Sum; og, hvergang et Værk var fuldført, som ret tjente til at fremme Familiens Velbefindende og Hæder, saa vilde de ogsaa fryde dem inderlig derover og takke den kjære Fader, som saa viselig vidste at bestyre det ham betroede Gods. Men, fordi dette Forhold nu saaledes i Almindelighed var i Familien, saa kunde det dog gjerne være, at Børnene ved given Leilighed følte sig opfordrede til selv af egen Drift og med egne Kræfter at udføre et Foretagende, hvortil Udgifterne ikke toges af den almindelige Kasse, og hvor Bestyrelsen og Udførelsen ikke overdroges til Faderen; og, naar da Foretagendet virkelig befordrede Familiens Hæder, saa vilde Faderen ogsaa give et Bidrag til dets Fremme ikke som Overhoved, men som Medlem af Familien; og, naar da Værket stod fuldendt, saa maatte dette Værk skaffe Børnene en anden Glæde, end den, de ellers følte, naar noget Hæderligt var udført, fordi de kunde sige: “det have vi selv fuldført”, og Faderen vilde paa en anden Maade glæde sig herover, end over Det, som, var udført efter hans Villie, fordi han deraf saae, han havde Børn, som vare hans Omhu værdige. Denne Sammenligning mener jeg kan oplyse Sagen. Det er dog Mere, end tomt Smigreri, naar den danske Mand kalder sin dyrebare Konge for Landets Fader; thi han er det og fortjener derfor dette Navn. Til hans Omsorg betroe vi hvert Aar vore Skatter og Afgifter, at han ved dem skal bestride Landets Udgifter og fremme dets Hæder; og mangt et stort og herligt Værk har det danske Folk seet fuldført efter sjette Frederiks kjærlige Bud og under hans vise Bestyrelse; og vi have glædet os derover, men vi have ikke kunnet sige: “det er vor Gjerning”; vi have maattet erkjende det for Det, som det var, som en Virkning af en elsket Konges Villie, og ham have vi derfor bragt vor Hylding og vor Taknemmelighed. Men, naar vi nu engang udføre et Værk, om hvilket vi kunne sige. “det er vort”; da ville vi jo derved baade skaffe os selv den Glæde, som Bevidstheden om selv med egen frie Villie at have udført noget Godt altid giver, og vi ville i Gjerningen vise den dyrebare Fyrste, at vi virkelig ere, saaledes som det Folk skal være, hvorover han ønsker at herske, et Folk nemlig, der ikke altid behøver et Kongebud for at udføre noget Skjønt og Hæderligt.
Saaledes faaer ethvert Anliggende, som virkelig bliver et Folkeanliggende, en høi Betydning for Folket. Og som et saadant er “det Thorvaldsenske Museum” fremtraadt. “Det er nemlig, som Prof. Thiele siger i sin Bog “om den danske Billedhugger Thorvaldsen” (p. 34), ikke alene Rigmænds Bidrag, som attraaes til dette Formaal, det er hele Folket, som opfordres til at give, hver efter sin Evne, paa det at det maatte kunne siges, at det var hele det danske Folk, som har paaskjønnet Landets Hæder og Ære ved Thorvaldsen”.
Ja, siger Du, Alt dette kan nu være godt nok; men jeg synes dog, det er for Meget at gjøre af en enkelt Mand. — Nei det synes jeg rigtignok ikke; tvertimod jeg synes, det er meget naturligt; og i Grunden, troer jeg, er Du enig med mig. Naar der i Din Familie er en Mand, som virkelig har udrettet noget Stort for hele Familien enten til dens Fordeel eller til dens Hæder, og som hermed forener et blidt og elskende Hjerte, saa at han med Kjærlighed og Hengivenhed slutter sig til Familien, og det er ham en Glæde at høre til den saa vil Du vistnok ansee det ganske i sin Orden, at Du og de andre Medlemmer af Din Familie forene Eder ved given Leilighed om at bringe denne Mand en Hylding, der baade blev en Hæder for ham og tillige fra Eders Side et Beviis paa, at I havde Gjenkjerlighedens og Taknemmelighedens Følelser. Dette er naturligt i Familieforhold; men er det ikke ligesaa naturligt i videre Kredse? f. Ex. i Sogneforhold? at Sognets Beboere forene dem om paa en værdig Maade at bringe en fortjent Sognemand deres Tak? Og hvorfor skulde det da endelig ikke være ligesaa naturligt, at et heelt Folk bringer sin Hylding til en Mand, der har fremmet hele Folkets Hæder? Visselig det er naturligt: de samme Følelser, de samme Bevæggrunde ere her, som hos Sognet, og hos Familien. — Og en saadan Mand er Bertel Thorvaldsen, den Mand, som Danmarks Folk nu er i Begreb med at hædre. I den dannede Verden er der ikke nogen dannet Mand eller Qvinde, som ikke nævner Thorvaldsens Navn med Høiagtelse og Beundring. Konger og Fyrster have hædret ham og givet ham glimrende Beviser paa, hvor høit de skattede hans Værd. Og dog — naar de bragte ham deres Hylding — har de altid maattet sige: “han tilhører ikke os; — han hører Danmark til”. Det er en stolt Tanke for Danmark! Og denne store Mand finder sin Glæde i at sige og i Gjerningen at vise, at han er dansk Mand. Uagtet han nu i lang Tid, lige siden den 20de Mai 1796 med Undtagelse af et Ophold i Danmark af omtrent et Aar, har været fjernet fra sit Fædreland; uagtet han lever i Rom, omgiven af Kunstnere; uagtet Romerne gjerne ville beholde ham og kalde ham deres; uagtet han er hædret af alle Europas Nationer; — saa staaer dog altid hans Hu til Danmark, saa glemmer han dog aldrig, at baade hans Fader og hans Moder vare danske; men, ligesom det er Danmarks Stolthed at eie Thorvaldsen, saaledes er det Thorvaldsens Glæde at eies af Danmark. Og nu – en Mand, der forener denne Berømmelse med dette Fædrelandssind — han fortjener vistnok sit Fædrelands, sit Folks Kjærlighed. Fædrelandets Konge har hædret ham og hædrer ham i denne Time: men i Danmark leve Konge og Folk kjærlig med hinanden; og derfor bliver den samme Mand, som hædres af Danmarks Konge, ogsaa hædret af det danske Folk.
Naar vi betragte Sagen fra denne Side, saa vil Du ogsaa see, at det bliver mindre væsentligt og nødvendigt at tale om Betydningen af Det, som Thorvaldsen har udført. Men jeg veed nok, at Du dog har en Slags Mistanke om, at det ikke virkeligt er saa stort, som man gjør Væsen af: thi, siger Du, er det saa vanskeligt eller saa vigtigt at hugge smukke Billeder? — Ja m. V.! det er det visselig. At det er vanskeligt, vil Du let kunne begribe, naar Du seer paa en raa Steenklods, og Du tænker Dig denne omskabt til en Menneskefigur, og det ikke blot saaledes, at Du kan see, det er en Menneskeskikkelse og ikke noget Andet; men saaledes, at de Bevægelser i Sjælen, som udtrykke sig i Legemets Former, ere udtrykte, hvorved det hele Billede bliver som levende og tiltaler Dens Sjæl, som betragter det. — Men kan det være af nogen Vigtighed? Lad os, for at besvare os dette Spørgsmaal, tænke over, hvad vi vel hellere kunde ønske, at den Mand, som vi vilde hædre, skulde have gjort. — Han skulde have ført Krige, overvundet fjendtlige Hære og udvidet Landets Grændser? Ja vist; ogsaa en saadan Mand kunde fortjene sit Folks Hæder. Men den blotte Udvidelse af et Folks Besiddelser gjør ikke et Folk hverken bedre eller lykkeligere. Mon vi, fordi vor Konge herskede over dobbelt saa Meget, som han nu hersker over, mon vi derfor vilde eller kunde elske ham inderligere eller trofastere, end vi nu gjøre det? eller mon vi derfor vilde leve lykkeligere i Danmarks Sletter, end vi nu leve? — Men: han skulde have ophiulpet vore Finantser, saa at vi, istedenfor vi nu have Gjeld, havde Overflod? Ja visselig ogsaa det var ypperligt. Men jeg maa dog gjøre Dig opmærksom paa, at den blotte Rigdom hverken kan gjøre en enkelt Mand eller et heelt Folk lykkeligt. Det rige Folk, som ikke besjeles af høiere Interesser, er en dum Rigmand; de taales begge for deres Penges Skyld, og de foragtes begge for deres Dumheds Skyld. Og saaledes kunde vi gjennemgaae Alt, som hører til de materielle Fornødenheder; og om det Altsammen maatte vi sige, at ikke det i for sig kunde forbedre Tiderne; men at bedre Tider kun komme ved bedre Mennesker; og at derfor De maatte ansees for Nationens sandeste Velgjørere, som gjorde den ædlere og bedre. Og dette Hverv har Videnskabsmanden og Kunstneren. Og, naar jeg tager Hensyn til Hurtigheden, hvormed begges Virksomhed træder ud i Livet, og til Omfanget af Dem, der kunne modtage det første, umiddelbare Indtryk; saa kan jeg ikke negte, at jeg i disse Henseender sætter Kunstneren langt over den egentlige Videnskabsmand. Videnskabsmandens lærde Værk kan kun forstaaes af Faa, og kun gjennem disse kan det virke paa Mængden, og et lærdt Værk kan Intet gavne, naar det ikke tilfulde forstaaes. Anderledes er det derimod med Kunstnerens Frembringelser: selv om disse end ikke tilfulde forstaaes, kunne de dog glæde Enhver, som seer dem, og maae gavne Enhver, som glæder sig over dem. Og det kommer deraf, at Sandsen for det Skjønne er naturlig for ethvert Menneske, og at Følelsen for og Glæden over det Skjønne bliver uvilkaarlig vakt hos ethvert Menneske, som seer det. Den smukke Pige og den velskabte Mand, denn yndige Rose og den herlige Bøg gjøre et mægtigt Indtryk paa os og bringe os en inderlig Glæde ved Beskuelsen; og denne Glæde forædler:
Thi Skjønhedsglæden ei sig vil forlige
Med Det, som i vort Sind er lavt og slet;
Op til det Sandes og det Godes Rige
Maa stunde Den, som elsker Skjønhed ret.
Derfor kan det heller ikke være Andet, end at Kunstnerens Frembringelser maae tiltale og forædle Enhver, som seer dem. Og, naar Du vil tænke Dig, at alle de Billeder, som Thorvaldsen har fremkaldt, ere udmærket skjønne; og Du fremdeles vil tænke paa, at han har dannet Billeder i den mest forskjellige Maneer; at han f. Ex. har fremstillet de Gamles Guder, Billeder af Christus og hans Apostle, af Døberen og hans Daab, Billeder til Minde om store Mænd og herlige Bedrifter o. s. v. o. s. v. og at alle disse ere saa levende, at de maae gribe Enhver og ligesom fortælle ham om den Person eller den Begivenhed, som de ere Billeder af — saa kunde Du vistnok have Lyst til at betragte dem, ligesom jeg er vis paa, at Du, naar Du seer dem, vilde glæde Dig over dem. Denne Lyst er naturligviis levende i de Manges Hjerter, som have seet og beundret Thorvaldsens herlige Billeder, og den har i Forening med Paaskjønnelse af Mandens Fortjenester og af Danmarks Hæder ved ham fremkaldt den Indbydelse, som ogsaa er udgaaen til Dig: at det danske Folk skulde forene sig om at opføre en Bygning, der var værdig til at rumme saa udmærkede Værker; og denne Bygning er da det Thorvaldsens Museum*), hvorom vi tale.
Men hvorfra faaer man da hans Billeder? Jeg maa hertil svare Dig, at det Sted, hvorfra vi faae dem, maa være en Spore mere for det danske Folk til at opføre den ovennævnte Bygning. Kunstneren vil nemlig selv give sit elskede Danmark dem. Dette forekommer mig saa uendelig elskeligt af vor store Landsmand. Thi hans Værker ere unegtelig hans Liv; og, naar han nu vil skjænke Danmark disse, saa har han derved klarere end ved noget Andet sagt os, hvem han vil tilhøre, hvem han vil skjænke sit Livs bedste Frugter. Han kunde sælge dem; han kunde derved tilvinde sig uhyre Formue; men det vil han ikke; det er ikke med Penge, at han har tilkjøbt Danmark den Hæder, som han har skaffet det; og han vil heller ikke for egen Fordeels Skyld berøve det den. Og nu skulde det danske Folk vise Kunsten, Kunstneren og sig selv den Ringeagt, at det ikke engang vilde sørge for et Sted, hvor de udødelige Værker kunde gjemmes! Og det er vist, at vi for Øieblikket ikke have noget saadant Sted. Derfor ligge flere af de Arbeider, som han allerede har sendt hjem, i god Ro indpakkede i deres Kasser; og “vi ville neppe, siger Thiele p. 34, kunne modtage det Øvrige, saafremt ikke en særegen Bygning indrettes til at optage og samle alle de af vor Landsmands Værker, der ikke have en forud bestemt Plads i Kirken eller i Slottet”. — Er dette sandt — og det er det — da var det en Plet paa os, som vi aldrig kunde afvadske, om vi ikke sørgede for at skaffe disse Kunstnerens Gaver en dem værdig Plads. — Dog Du ønsker maaskee endnu at vide, hvoraf det kan komme, at Thorvaldsen endnu har sine Arbeider, og at de ikke ere sendte ud i Verden. Herom kan jeg sige Dig dette. De ere naturligviis sendte ud omkring, og i alle Europas Lande ere Thorvaldsens Statuer opstillede i Kirker, Slotte og Rigmænds Sale. Saaledes ogsaa i Danmarks Kirker, Palladser og private Huse. Men disse Statuer ere af Marmor; — men, inden han har afsendt disse, har han altid sørget for, at han beholdt en Afstøbning af de samme i Gips (see Thiele p. 32 og Dansk Folkebl. 2. Aarg. p. 242); og disse Afstøbninger sender han nu til os; og det er dem, som for største Delen ville komme til at pryde hans Museum.
Ja saa — siger Du — saa er det Gips? figurer, som vi skulle bygge denne kostbare Bygning for! Nei det er saamænd ikke værd; dertil er Gips af altfor ringe Værd i. Men kjære Ven! har Du ogsaa rigtig betænkt, hvad det er, Du siger der? Det er jo slet ikke Sager, som have deres Værd, fordi de ere af Guld og Sølv og Ædelstene, som vi have isinde at samle; men det er Sager, som have deres Værd, fordi de ere Kunstsager, og i dette Tilfælde kommer den Materie, hvoraf de ere dannede, jo slet ikke i Betragtning. “I Konstens Rige gjelder Stoffet kun forsaavidt, som det tjener til Konstnerens Formaal, og det er ikke den større eller mindre Kostbarhed, som bestemmer Arbeidets Værdi. Den plumpe Sølvstatue gjelder kun efter Vægten; medens den simpleste Materie forædles under den dygtige Konstners Hænder, og stiger i Værdi”. — Saaledes svarer en kunstforstandig Mand paa Din Indvending (Dansk Folkebl. p. 242), og jeg, skjøndt jeg ikke er kunstforstandig, vil føie dette til. Gipsen er efter sin Natur haardere, og, om jeg saa maa sige, mindre istand til at udtrykke Følelse, end Marmor; naar derfor alligevel en Gipsfigur udtrykker Blødhed og Følelse, saa viser den — saaledes som det i det Mindste forekommer mig — endnu mere, end Marmorstuen, den dygtige Mester; og kan saaledes, betragtet som Kunstværk, have større Værdi end denne.
Jeg haaber, at vi nu have talt saa meget sammen, at vi ere blevne enige om, at ethvert sandt Folkeanliggende har stor Betydning for Folket, og at dette Foretagende: at bygge et Museum for Thorvaldsens Værker virkelig er et sandt Folkeanliggende. Men derfor veed jeg nok, at ikke alle de Indvendinger og Betænkeligheder, som Du har i Anledning af denne Sag, ere hævede. Jeg vil derfor ogsaa berøre Det, som endnu staaer tilbage, forsaavidt jeg ved Samtale med Dine Jevnlige er kommen til Kundskab derom. Jeg har saaledes hist og her Hørt yttre om, at det var urigtigt, at denne Bygning blev opført i Kjøbenhavn. Naar den endda skulde være i Viborg eller i en anden af Jyllands Stiftsstæder, (har jeg hørt Nogle sige), saa kunde vi med mere Fornøielse give vor Skjærv dertil. Men de Kjøbenhavnere ville have Alting til dem og kun bruge vore Penge; og det er ikke rigtigt. — Og i denne Bemærkning giver jeg Dig fuldkommen Ret; thi det er ikke smukt af Nogen — hvem det saa er — at ville hæve sig over Andre. Men for at jeg kan give Dig Ret, maa Bemærkningen være sand; og det er den nu virkelig ikke; navnlig hvad dette Tilfælde betræffer. Thi her maae vi først og fremmest lægge Mærke til, at, da Talen er om et Foretagende, som skal fremme baade Kunstnerens og Nationens Hæder, saa er det ikke nok, at vi kunne sige om det, at det er blevet færdigt; men det maa ogsaa være fuldført paa en saadan Maade, at Hensigten er bleven opnaaet: “at det tilfulde maa kunne sees, at det lille Danmark baade har Plads for Kunstnerens Berømmelse og hans Værker” (Thiele p. 34). Men nu er det klart, at dette aldrig tilfulde kan sees, med mindre Pladsen vælges paa et saadant Sted, at Mindesmærket bliver seet. Og hertil er aabenbart Hovedstaden mest passende, da den er det Sted, hvor dog i Reglen den Fremmede, som besøger Landet, skal hen. Men dernæst maae vi heller ikke lade det upaaagtet, at Thorvaldsen er født i Kjøbenhavn, da hans Fader var Billedskærer ved Holmen der, og at Kjøbenhavnerne derved have faaet en Ret til at have hans Museum iblandt dem, en Ret, som vi nok kunne begribe, at de i ethvert Tilfælde nødig ville give Slip paa, og som de i dette ikke engang kunne opgive, da Thorvaldsen, naar han som vi haabe snart vil skee — kommer til at boe iblandt os, rimeligviis vil opholde sig i Kjøbenhavn, og det da vilde være Synd imod ham at tage hans Værker fra ham. Og endelig maa Du heller ikke oversee dette, at, om Du end ikke selv kommer for at see denne herlige Bygning med de herlige Billeder — Du er maaskee allerede gammel og reiste vel heller ikke til Viborg for at see den — saa kunne dog Dine Sønner komme til at see den; thi hvert Aar komme jo flere af Jyllands Børn til Kjøbenhavn; og da er det dog en stolt Tanke for den jydske Bondesøn, naar han der seer Bygningen, at han kan sige sig selv: “den har min Fader været med at reise”, stoltere virkelig, som det forekommer mig, naar han finder den der iblandt saa mange andre herlige Bygninger, end naar han sandt den enestaaende i en af Jyllands Stæder.
Og nu — efterat vi have talt saalænge sammen — saa siger Du til mig: Ja det er saamænd Altsammen meget godt; men jeg har ingen Penge. — Det er virkelig Noget af det Værste, som Du kunde sige mig; thi, er det sandt, at Du ingen Penge har at undvære til Foretagendet, saa hielper det ikke, at Du indseer dets Betydning, dets Gavnlighed og dets Hæder. Ved denne Indvending falder da alt det Foregaaende, som vi vare blevne enige om; og jeg hverken kan eller vil eller maa lukke Dine Skuffer op for at see, om Du ikke narrer mig. Men jeg vil dog herved give Dig Følgende at betænke. Naar Talen er om et Foretagende, som skal fremme hele Nationens Hæder, saa kan den enkelte Mand ikke sige, han mangler Evne til at bidrage hertil, med mindre han er sig bevidst, at han giver alle de Penge ud, som han har, og at han giver dem ud til nødvendige og gavnlige Ting; thi det Hele staaer over den Enkelte og kan endogsaa fordre Opoffrelser af ham; og i Reglen ere saadanne Opoffrelser dog kun af de smaae. Vi give dog næsten Alle Penge ud mellem Aar og Dag, som vi gjerne kunde spare; nogle give vi ud, fordi det er Skik og Brug; nogle, fordi vi ville ligne Andre; nogle, fordi vi have visse tilvante Fornødenheder, som ikke ere Fornødenheder, o. s. v. o. s. v. — saaledes som Du selv veed det — og de Opoffrelser, som nu fordres, ere ikke, at vi ganske skulle aflægge disse Udgifter eller blot en enkelt af dem; men vi kunne jo tage lidt fra enhver især og derved bringe et Noget ud, som vi give umiddelbart til Nationens Hæder og derved middelbart til vor egen. Men dernæst maa Du ogsaa vide, at det ikke er store Summer, som der fordres af Dig eller af nogen enkelt Mand; men at det fuldkommen gjelder her, hvad Apostelen Paulus siger (2 Cor. 8, 12): “Dersom Redebonhed er forhaanden, da er Enhver velbehagelig i Forhold til Det, han haver, ei i Forhold til Det, han ikke haver”. — Altsaa min Ven! om Du endogsaa kun har Lidet, saa giv Du kun dette Lidet, og Enhver vil agte Din ringe Gave ligesaameget som de rige Mænds store Gaver; og, naar Du blot er Dig bevidst, at Du har givet Dit Bidrag efter Overbeviisning, saa kan Du selv, naar Bygningen staaer fuldendt, ligesaa vel som den Rige, glæde Dig over den, skjøndt Dit Bidrag var langt mindre end hans.
Tag da nu alt Det, som vi her har talt om, under Overvejelse; betragt blot Sagen og dens Beskaffenhed og lad ikke andre Tanker komme forstyrrende ind i Din Betragtning. Bryd Dig saaledes ikke om Din Nabo, om han giver Noget eller ikke; thi din Nabo kommer Dig i denne Henseende slet ikke ved; Du skal hverken give, fordi han giver, eller lade være at give, fordi han trækker sig tilbage. Den fulde Glæde over Værket, naar det er fuldendt, kan dog kun Den nyde, som har bidraget til det. Og siig heller ikke: “det kommer nok istand, om jeg ogsaa lader være at give dertil”, thi det kan Du nok indsee, er en ufornuftig Tale. Det er ikke et Arbelde, som nogen enkelt Mand kan paatage sig — hvis derfor enhver enkelt Mand vilde sige saaledes, saa kunde det jo aldrig komme istand. Og desuden maa Du her erindre Dig, at det er et Folkeanliggende; at det altsaa ikke er nok, at det kommer istand, men at det bliver af Vigtighed, hvorledes det kommer istand; da det nemlig som saadant fordrer Bidrag af alle Stænder i Folket. Og da endelig, naar Du er færdig med Din Overveielse, og Du har Lyst til at give Dit Bidrag, saa tegn Dig strax for det, og tænk ikke: “det kan jeg altid gjøre”; thi saa er jeg bange for, at Du glemmer det. “Naar Du har Penge, siger Salomo (Ordsp. 3, 28), skal Du ikke sige til Din Næste: “gak bort og kom igjen imorgen, saa vil jeg give Dig”. Saaledes ogsaa her.
Og hermed beder jeg Dig at modtage mit Levvel. Det er et langt Brev, som jeg her har skrevet til Dig; men deels er det første Gang, jeg har skrevet Dig til, deels er Sagen, som jeg har skrevet om, af Vigtighed. Har jeg udrettet noget hos Dig med mit Brev, kan Ingen glæde sig mere derover, end
Din hengivne
J. R. Damkier.
Kjettrup Præstegaard, den 7de April 1837.
–––––––––
