Til Kjøbenhavnspostens Forfattere angaaende det Thorvaldsenske Museum.
Det er paa Tiden engang at sige nogle Ord i denne Sag med fortrinligt Hensyn til de Ophævelser, som de to Skribenter, der ville „lege Folket”, thi det „har længe været Mode der i Bladet”, have gjort over den sidste Generalforsamling.
At Forsamlingen var aaben for Alle, var ganske i sin Orden. Ikke at tale om, at „Forhandlingernes Offentlighed” i en Sag som denne, der, om noget er det, er et National-Anliggende, maatte være Toneangiveren behagelig, saa sees det ikke, hvorfor nogen skulde udelukkes fra et Møde, hvortil man kunde skaffe sig Adgang for otte eller ti Skilling; (thi den simple Mands velmeente Skjerv maatte vel respekteres ligesaavel som den mere Velhavendes klækkelige Bidrag) og dem, som ad andre Veie, end igjennem Pressen, have kundgjort sig som Sagens Modstandere, gaves derved Lejlighed til „parlamentarisk” at gjøre deres Mening gjældende. Dog, Udfaldet viste, at de aabne Dørre ingen Ulykke have medført. Thi om det i Fremtiden skulde falde Nogen ind at exercere sin juridiske Kløgt paa denne Forhandling ved at vitiere (!) Valget, og erklære det for en Nullitet, saa vil der vel til den Tid endnu være sund Menneskeforstand nok til at faae et saadant Angreb til at strande.
Det i Mødet nævnte Middel til at forebygge de formeentlige Uvedkommendes Nærværelse var saa simpelt, at det intet Middel var; Navnenes Optegnelse vilde intet have beviist, uden at konferere med Listerne paa flere tusinde Navne, og naar Navnet endeligen var fundet, saa skulde Personens Identitet godtgjøres, egentligen coram notario; ‒ i Løbet af et Par Dage var man vel bleven færdig.
Proponenterne skyldte Ingen Regnskab. De havde, overbeviste om Anliggendets Vigtighed, indbudet Medborgere at deeltage. Denne Act var forbi. (De Penge, de havde modtaget, vare, paa nogle Hundrede Rbd. nær, deres eget Indskud, henved 4000 Rbd., og det havde de betalt; thi den bebudede Modtagelse af Indskud i Almindelighed var ikke bleven iværksat). Hvad der videre skulde gjøres, maatte besluttes af dem, som Deeltagerne dertil udnævnte. Derfor sammenkaldtes disse. At kun 206 mødte, gjør intet til Sagen; om kun 26 havde mødt, havde det ligefuldt været en Generalforsamling. ‒ Men, naar nogen paa dette Møde havde den ubegribelige Insolence at sige, ikke en Enkelt, men de samtlige 17 Proponenter, hvoriblandt flere af Landets meest agtede Embedsmænd, Lærde, Kunstnere og Stænderdeputerede, naar nogen, som sagt, havde den Insolence i et flydende, langt, overlagt Foredrag (hvori det blandt andet hedder, at Foretagendet vilde have vundet almindelig Deeltagelse naar det ikke havde været til Fordeel (!) for en enkelt Mand), at sige disse Mænd Uartigheder, at dadle ethvert Skridt de havde gjort, foreholde dem hvorledes de skulde have baaret dem ad, kort sagt, behandle dem som Skoledisciple, saa kunde Proponenterne, som „Herrer i deres Huus”, billigen have gjort Brug af deres Huusret; et kort affærdigende Svar, anvendt paa en saa lidet urban Herre, var endog en stor Høflighed.
Dersom Proponenterne havde villet fremlægge en Liste paa valgbare Mænd til Veiledning ved Valget, vilde dette mere end noget have udsat dem for Kritik og Bebreidelser. Saa rimeligt som det er, at hver enkelt af Proponenterne uden Bekymring for sin egen Person vilde erfare, at han ei var blandt de Valgte, naar kun Sagen kom i kjærlige Hænder, saa rimeligt er det ogsaa at han just af denne Grund maatte ønske, at see de fleste af sine oprindelige Medarbeidere optages blandt de Valgte. Var nu altsaa paa en saadan „Forlagsliste” de 17 Proponenter anført, saa var der bliven Skraalen i Kjøbenhavnsposten, og en stor Deel af de øvrige paa Listen Anførte vilde, for den dem derved beviste Ære, være blevne stillede til Skue i den sædvanlige posttdaglige literaire Gabestok for en eller, anden menneskelig Skrøbelighed.
Det vil nu vise sig om Kjøbenhavnspostens Redacteur eller hans Inspirant vil bruge sin sædvanlige Taktik, enten i en blid og ædel Tone, for at tilhykle sig de Svageres Bifald, lefle for Publicum, og beklage sig over at Indsenderen er alt for meget en „Maler i det Grove” (Oehl. Corr.) eller, efter erhvervet Formodning eller Vished om hvem Indsenderen er, med nogle lette og vittige Træk søge at drage ham frem for Publicum.
Iøvrigt kunde disse Tracasserier, tjenlige til Stof for Mange Samtaler, være at foragte; men det virkeligt Sørgelige derved er, at Foretagendet lider derunder, fordi den ædle Kunstner, sin Nations Stolthed, har fundet sig krænket ved de Lumpenheder, som igjennem Pressen i denne Anledning ere fremkomne.
L ‒ T.