Kjøbenhavn, den 10de Juli 1837. ‒ Fra Indsenderen af Brevet i Kjøbenhavnsposten Nr. 183 har Redactionen modtaget følgende Svar paa den i „Dagen” Nr. 161 indrykkede Artikel: „Skjøndt den Maade, hvorpaa Indsenderen, under Mærket L‒T’ i „Dagen” Nr. 161 har udtalt sig i Anledning af de Bemærkninger, der ere fremsatte om Generalforsamlingen angaaende det Thorvaldsenske Museum, er af den Natur, at den egentlig fritager for videre Gjensvar i Sagen, have vi dog troet at burde gjøre opmærksom paa en af de mest iøinefaldende Urigtigheder i hiint Stykke. I Anledning af hvad der var bemærket om, at der ingen Garanti havdes for, at de paa Generalforsamligen Mødende virkelig vare Bidragydende til Museet, og som saadanne stemmeberettigede, yttrer Inds., “at det var ganske i sin Orden, at Forsamlingen var aaben for Alle”, da det ikke sees, hvorfor Nogen skulde udelukkes fra et Møde, hvortil man kunde skaffe sig Adgang for ethvert nok saa ubetydeligt Bidrag, hvorfor man maatte have tegnet sig. Vi havde ikke troet, at Indsenderens Liberalitet gik saa vidt, at han vilde indrømme Alle og Enhver Ret til at møde paa Generalforsamlingen og stemme paa en Bestyrelse for en Indretning, hvortil han ikke havde tegnet sig for Bidrag, blot fordi han, naar han havde tegnet sig for Bidrag, om dette endogsaa var nok saa ringe, vilde have været stemmeberettiget. I alt Fald har dette ikke været Indbydernes Mening, thi de have kun indbudet dem, som have tegnet sig for Bidrag, til at møde for at vælge en Bestyrelse, og naar Indbydelsen indskrænkede sig hertil, som den da vistnok maatte, saa burde der formeentlig ogsaa været taget de fornødne Forholdsregler for at forhindre, at Uvedkommende indfandt sig paa Generalforsamlingen, hvilket neppe, som Inds. mener, vilde have været forbundet med nogen særdeles Vanskelighed, naar man havde ladet enhver Mødende ved Indtrædelsen tegne sit Navn og sin Stand paa en hos Budet henlagt Liste, og derhos i Forveien havde sørget for at forfatte en Fortegnelse over alle dem, der havde tegnet sig for Bidrag, i det mindste her i Staden, hvorfra de paa Generalforsamlingen Mødende især vilde hidrøre. Skjøndt Inds. i „Dagen” først mener, at Forsamlingen burde staae aaben for Alle, yttrer han dog strax efter, at det var „Deeltagerne”, som skulde udnævne en Bestyrelse, og at de i dette Øiemed bleve sammenkaldte, ,,og at der kun mødte 206 gjør intet til Sagen, thi om kun 26 havde mødt, havde det ligefuldt været en Generalforsamling.” Naar imidlertid Forsamlingen, efter Inds.’s først yttrede Mening, skulde staae aaben for Alle, uden Hensyn til, om de havde tegnet sig for Bidrag, eller ikke, saa vilde en Forsamling af 26 Personer, for at blive staaende ved det af Fors. selv angivne Tal, have været tilstrækkelig til at vælge den Bestyrelse, der skal „afgjøre Alt”, hvad der i denne Sag kan komme under Overvejelse”, om det end senere maatte lade sig godtgjøre, at f. Ex. to Tredjedele af disse aldeles ikke havde tegnet sig for Bidrag til Museet, og altsaa ingen Stemme kunde have i denne Sag.
Dette vilde dog vistnok være en stor Urimelighed, og hvis Tilfældet havde været saadant, saa haabe vi, at der endnu vilde være saa megen „sund Menneskeforstand” tilbage hos de Bidragydende, at de vilde vide at faae et Valg kuldkastet, der var at ansee som en reen Nullitet. Naar Inds. i „Dagen” fremdeles yttrer, at Generalforsamlingen ogsaa af den Grund burde staae aaben for Alle, „fordi Forhandlingernes Offentlighed i en Sag som denne, der, om noget er det, er et Nationalanliggende , maatte være Toneangiveren behagelig”, saa maatte man nok ønske at vide hvilke „Forhandlinger” det er, at her sigtes til, eftersom Formanden afskar al Forhandling om Sagen, da et agtet Medlem af Forsamlingen begyndte at yttre sig om dens Realitet, og erklærede, at de Tilstedeværende ikke havde andet at gjøre end at indlevere deres Stemmesedler. Man maa derfor være meget nøisom i sine Fordringer til „Offentlighed af Forhandlinger”, naar man kan finde sig tilfredsstillet ved offentlige Forhandlinger af den Natur, som fandt Sted paa hiin Generalforsamling. Om de øvrige Mangler ved Afstemningen, hvorpaa der i Kbhposten Nr. 183 er gjort opmærksom, har Forf. i „Dagen” ikke udtalt sig, navnligen ikke om det Antal af Stemmer, hvormed Nogen kunde ansees valgt, eller om Valget af Suppleanter. Disse Bemærkninger staae derfor bestandigt uigjendrevne. Hvad man iøvrigt lærer af hiin Artikel, er, at den bebudede Modtagelse af Indskud i Almindelighed ikke er bleven iværksat, og at der kun er modtaget, paa nogle hundrede Rbd. nær, de c. 4,000 Rbd., som nogle af Proponenterne selv have indsendt. Da der i det Hele kun er tegnet Bidrag for 57,000 Rbd., saa troe vi ikke at feile i at antage, at man herfra maa regne en betydelig Rabat, da vistnok, paa Grund af Dødsfald, Bortrejse, og mange andre Omstændigheder, meget af det Tegnede ikke vil indkomme, naar der engang, maaskee først om Aar, begyndes med Opkrævningen. Dette er for saavidt beklageligt, som et stort og vigtigt Nationalanliggende maaskee derpaa vil strande, men vi bør ikke fordølge, at den Maade, hvorpaa denne hele Sag er greben an, neppe har bidraget til at fremme den, og at man i alt Fald ikke vil fremkalde Interesse for den ved at afholde mange Generalforsamlinger som den sidste, eller med en saa „ubegribelige Insolenece”, som Forf. i „Dagen”, (for at bruge hans egne Ord), at omtale Et af Generalforsamlingens Medlemmer, fordi denne, der selv er Bidragsydende til Museet, og som, efter hvad han paa Forsamlingen yttrede, havde interesseret sig for Subscriptionsplanernes Udbredelse, tog sig den Frihed at yttre sin Mening om, hvorfor Indbydelsen ikke havde havt den forønskede Fremgang, hvilket i hiin Forfatters Øine er noget ganske utilgiveligt, især da der iblandt de 17 Proponenter ere „flere af Landets mest agtede Embedsmænd, Lærde, Konstnere og Stænderdeputerede (!).”‒ Naar Forf. i „Dagen” mener, at Indsenderen i Kjøbenhavnsposten vil søge at skaffe sig Formodning eller Vished om, hvem han er, for derefter at søge at drage ham frem for Publicum, da skulle vi blot tilføie at hans Navn er os altfor ligegyldigt, til at vi skulde gjøre os end blot den allerringeste Umage for at erfare samme.”