Som meldt i Avisen No. 62 har vor Thorvaldsen ved et synderligt Tilfælde været Døden nær, men er lykkeligen reddet. Aftenbladet meddeler nu af et Brev fra Rom følgende fuldstændige Underretning om denne Hændelse: „I Italien, og især i Rom, er den Uskik temmelig almindelig, at affyre gamle rustne Muskedonnere, Flinter, Pistoler og smaae Kanoner ud af Vinduer og Dørre, til Gammen over at Kirkeklokkerne igjen paa Paaskeløverdag (henved Middag) lyde første Gang efter den stille Uges Taushed. Denne katholske Skik aarsager ofte Ulempe og Vaadesgjerning; men Geistligheden vil ikke afskaffe den. I Anledning af hiin Paaskeløverdags Gammen bad en Søn af Enken Buti, i det Huus, hvor Thorvaldsen boer, ham at laane sig et Par Pistoler. Thorvaldsen, som hertil var villig, gaaer ned med Drengen (det var Fredag Aften den 28 Marts) i et af hans Værelser, og fremtager de i lang Tid, siden hans Reise til Danmark, slet ikke brugte Pistoler, yttrende, at Man dog først maatte forsikkre sig om, at de ikke vare ladte. Han aftrykker derfor selv, udaf Vinduet i Luften, den ene af Pistolerne. Denne var ikke ladt, men derimod uheldigviis den anden, som Drengen imidlertid danglede med. Den var ladt med Kugle, gaaer af, og Kuglen træffer Thorvaldsen lige under venstre Bryst med saa hæftigt et Slag, at han hensegner paa en tæt derved staaende Seng. De heftige Smerter i Brystet, og endmere det fremstrømmende Blod, gjorde, at Thorvaldsen i det første Øieblik troede sig dødsens; den ulykkelige Dreng gjør fortvivlet Anskrig, Man løber til, og overbeviser sig nu snart − Gud være lovet − om at Blodet ikkun kom af et skarpt, men ikke farligt Saar paa anden og tredie Finger af venstre Haand. Kuglen var gjennemfaret flere Lag af forskjelligt Tøi, som den Dag udgjorde Thorvaldsens Paaklædning. Svækket derved og endmere ved heldigviis at tørne mod et af Ribbenene, havde den ikkun stærkt læderet Huden og var sprungen tilbage; den fandtes flad som en Knap, imellem Skjorten og vor kjere Patients Flanels Undertrøie eller Brystdug. Saaret paa Brystet seer blot ud som en stor Frostplet, men det er rigtig nok guult og grønt rundt om ved den stærke Kontusion. Saaret paa Fingrene er vel lidt ubeqvemt, men ikke farligt i mindste Maade. Thorvaldsen er fuldkommen vel og gaaer siden i Mandags ud, men tør dog endnu ikke sysselsætte sig med ret alvorligt Arbeide. Denne Begivenhed har gjort en Deel Opsigt. Poeterne, hvis Navn her er Legio, have ogsaa sat deres Muse i Kontribution ved denne Lejlighed. Jeg vil afskrive det taaleligste af de Epigrammer, som hidtil kom mig for Øie, hvilket paa Dansk lyder saaledes:
»Islandske Konstner, Phidias’s Lige,
Døe!« hørtes Avind sige;
Den græske Avind. Men da snelt fremtreen
Den stærke Jason af sin kolde Steen
Og raabte: »Hvo formaster sig
At dræbe dig,
Som danned mig, og blev udødelig!«
