Vivos ducet marmore voltus.
Virg. Æneid. libr. VI. v. 849.
Du, som kan kalde Stenen selv tillive
Hil dig du sjældne, Kunstens Eneste!
Vel maa dig Verden sin Beundring give,
Thi Steen du danner til en Gratie.
Meisling
Endnu eengang inden hans Aftræde undes det Tilskueren at røgte et ham kiært og glædeligt Hverv; endnu eengang bliver det hans hæderlige Lod at frembære sandru Vidnesbyrd om Danneværd, og Danneværk, i det en kunstkyndig Vennehaand har huld værdiget at pryde hans Blad med følgende:
Beskrivelse af et Basrelief af Ridder E. R. Thorvaldsen, bestemt at indsættes over Metropolitankirkens Døbefont, af omtrent 3 Fods Høide, 6 Fods Bredde. Ved Fr. Friderikke Brun.
Middel- og Hovedgruppe. Døberen – han staaer paa Flodbredden, han holder Agnusdeistavcn med Korset i den venstre Arm, Skaalen i den Høirehaand, endnu ikke udgydet, høitidelig over Frelserens Hoved, som om han udsagde meget hemmelighedsfulde Ord. Den høie ranke, og dog kraftfulde Gestalt; det rue, ikke vide, og mesterlig omgydede Gevandt, Alt udtaler Ørkens strænge Eneboer; Haaret er kruset udbredt med skiødesløs Ynde, Hoved og Ansigt af den meest grandiose Skiønhed; hellig Alvor, Storhed, og dyb Ydmyghed for den Større, hvem han skal døbe, udtale sig i ham, forenede med dyb Følelse af hans eget Embedes Værdighed. Denne Johannes den Døber er mageløs. Den udødelige Kunstner har skabt ham, som Phidias sin Jupiter. Normen er fastsat; fra denne kan for Fremtiden ikke afviges uden Vildfarelse.
Forløseren, som er kommen fra den anden Flodbred, staaer alt med venstre Fod i Jordan, med den anden endnu paa den kun noget høiere Flodbred; denne Fod er hævet paa Tæerne, fordi han bøier sig forover at modtage Døbevandet; han er blidt forover bøjet med sammenfoldede Hænder; blidt, fra Issen blødt adskilt hængende forneden i Lokker faldende Haar; søde hulde Træk; helligt vemodsfuldt Udtryk: see det Guds Lam, der bar al Verdens Synder.” De Dele af Legemet, som det aldeles fordringsfri, om den halve Krop giordede Gevandt lader tilsyne, ere bløde og af flydende Omrids: Haaret saa synlig blondt, som Døberens sort; begge Gestalter den med største Høihed paa eengang contrasterende, og da i høi Harmonie sammensmeltende Gruppe, der nogensinde er frembragt.
Anden Gruppe paa Beskuerens venstre Side bag Døberen: to svævende Engleynglinge; den nærmeres store udslagne Vinger ganske synlige; den ene Arm lagt bag om Nakken paa den Andens Skulder; den anden Arm tvertover Englens eget Bryst paa den indre Skulder af hin. Stillingen saa let, saa fortrolig, saa sikker. Denne udstrækker den venstre Arm mod dem, der ere i Begreb med den hellige Handling – og som han blidelig vilde udraabe: denne er den Enbaarne!
De ere nedsvævede i iilsom Flugt; det seer man paa de bevægede blidt tilbage oppustede Gevandter; og det fra den en evig Salighed straalende Pande tilbageviftede Haar bevidner det. Hvor hulde ere disse skiødesløst, yndefuldt bølgende Lokker?
Den ene, den indre, har i Blik, Udtryk, og Omrids noget saa qvindelig blødt, at unægtelig Thorwaldsen har her tænkt sig en qvindelig Engel. Den anden er holdt kraftigere, mørkere, thi under den store Kunstners Hænder faaer Leret selv Colorering.
Englene ere svævede dybt ned til Jorden. Forved dem staae to huldsalige Englebørn, tienende Aander, netop over den første Barndom, endnu med dennes bløde Omridsers Fylde. Man seer den Nærmeres smaa Duevinger; begge holde med sød Inderlighed Overgevandtet, Frelseren har aflagt, inden han traadde ud i Vandene (Johannes tog det vel fuld af Ærbødighed af ham; de hulde Genier modtog det af Johannes.) Med hvilket Udtryk af øm barnlig Ærefrygt, holde de det vide folderige Gevandt med de smaa runde Arme trykket til det lidet Bryst. Den yderste ligner hin fyrige Cherub i Raphaels Madonna fra St. Sixt.
Stor Gruppe ved Beskuerens Høire bag Frelseren. Yderst som det heles Slutpiller en majestetisk Olding indhyllet i et grandiost Gevandt. Han beskuer alvorlig og stille den hellige Handling; Vishedens Fred straaler fra hans høie Isse. Tæt for ved ham holder en skiøn ung Qvinde et sødt lidet Barn paa den høire Arm, for strax at giøre det deelagtigt i Daabens Velsignelse. Medens Moderen med den udstrakte venstre Arm holder en herlig af guddommelig Begejstring grebet Dreng, hendes førstefødde, med ydmyghedsfuld Frygt tilbage, blot at bie til den store Daab er fuldbragt; holdes ogsaa den unge Mand, begge Børnenes Fader, af Kampen mellem from Forlængsel, og tilbedende Ærefrygt tilbage. Hans ædle, dristige, henmod Forløseren bag over Skuldrene vendte Ansigt, det fra den fyrige Bevægelse, hvormed han greb den elskede Diende endnu tilbageflagrende Overgevandt, bevidne den indre Kamp. Hvilken Gruppe! hvilken beundringsværdig Fylde af Tanker og Følelser udstrømmer derfra!
Alle Livets Trin fra Vuggen indtil Graven, forenede i en hellig Samklang! og giennem det Hele, Repræsentanterne af Menneskeslægten, der skal forløses, Himmel og Jord forenede om ham, der neddrog Himlen paa Jorden.”
