Øefiord i Norder-Island
den 9de. Februar 1820
Særdeles ærede og agtede Hr. Profeßor og Ridder!
Uden Tvivl vil De ikke lidet undres over at see Dem hilset fra dette fiærne Sted, skiønt Hiemmet for Deres Fædrene-Slægt; men her i Landet er da næppe nogen, for uden mig som De personlig kiendes af, eller som saa meget frydes ved Deres Vel; og da jeg er underrettet om Deres korte Ophold i Fædrenelandets Hovedstad kan jeg ikke nægte mig den Behagelighed, at bringe mig, som en Ungdoms Bekiendter, og som, af Deres Datids Kunstforvantere, den eeneste nu levende, i Deres Erindring. Haabes tør, at De endnu kan huske den, Deres Hr. Faders unge Landsmand, som arbeidede i Billedhugger Koppens Værksted, og som De spaaede got for som Kunstner, giorde ham ogsaa den Ære ved Deres Afreise til Italien, at betroe ham Udarbeidelsen af en hos Dem bestilt Neptun, som, om jeg mindes ret, skulde til Kiel, da De kun fik Tid til at giøre Tegningen – Denne Person er det just De for Øjeblikket incommoderes af, noget som ofte har været nær ved at blive Tilfældet, da jeg, som jævnligen ved de offentlige Tidenders ret frydelige Efterretninger fra Dem, tidt har ønsket mig den Fornyelse, at viide min Tilværelse Dem bekiendt.
Næst da her at give mig den Ære at gratulere Dem til den Lykke og Hæder, Deres uforlignelige Kunst har erhvervet Dem og – som almindelig erkiendt er – tillige Fædrenelandet, vil jeg i Korthed fortælle Dem mit Levnetsløb fra mit 20de Aar /: da skiltes vi :/ indtil nu jeg nys har fyldt mit 47de., paa det at for Dem kan blive begribeligt, hvorledes mit Levested er faldet i dette Land.
Muelig har Dem været bekiendt, at jeg alt i Lære Aarene lod mig, i mine Fritimer, underviise i det latinske Sprog /: ligesom De tog Information i Musiken i Deres Fritimer :/, hvorved jeg tænkte at habilitere mig, deels til de nyere af Latinen nedstammende Tungemaal, deels til grundige Kundskaber i Mythologie og Kunsthistorie; thi Forehavendet var at arbeide mig dygtig op og stræbe saavidt mueligt at blive en duelig og indsigtsfuld Kunstner; det Kastelbyggerie i Luften veed De at saa egner Ungdommen. Imidlertid gik det, som bekiendt er, til Agters med Fortieneste for Billedhuggere i Danmark, saa at der var ikke at erhverve Livets Ophold, hvorimod de Tiders Krig og Uroligheder fraraadede at reise til Udlandet blot paa sine Hænder, ellers havde jeg nok opsøgt Dem og bedet Dem giøre mig til en af Deres Tienere.
Jeg saa mig altsaa, lad være det var Wiedewelt imod, men han kunde ikke hielpe mig med Arbeide, nødt til at forlade Kunsten, og at slaae mig nærmere til Bogen, dog havde jeg ei andet at opholde mig ved, end mine Hænders Arbeide, naar jeg havde noget, da jeg var blottet for egen Formue saavelsom andres Understøttelse; jeg kunde altsaa ikke efter Opmuntring af en Profeßor Riisbrich lade mig inscribere som som Student, hvorimod jeg ved Nye-Aaars-tid 1797, begyndte at lægge mig efter det Juridiske, og drev det saa ivrig, at jeg i Sept. s.A. heldig præsterede Dansk-juridisk Embeds Examen. Endnu henved 2 Aar derefter ernærede jeg mig, skiønt kummerlig, blot allene ved Konsten, og hialp mig især noget Arbeide paa Fredensborg, under Profeßor Dajon; men i Aaret 1799 antog jeg Tilbud om Adjunction ved Syßelmands- /: d.e. Dommer og Foged- :/ Tienesten her paa Stedet, og reiste herop efter 11 Aars Ophold i Khavn, da i mit 27de Aar. Dog blev jeg, førend endnu Aaret var omme, af Kongen udnævnt og befalet, at indtræde som Medlem i en her i Landet reisende, og mig undtagen af lutter Rangspersoner /: da sieldnere end nu :/ bestaaende vigtig Land-Commißion. Vi vare 4 Commißarier og havde 2de. Skrivere, ved Dødsfald ansattes siden 1 Commißar og 1 Skriver, af hvilke Folk nu ikkun 1 foruden mig er i Live. Jeg var saa heldig at erhverve mig ved mine Arbeider i Commißionen Kammer-Collegii Bifald i ingen ringere Grad end mine Med-Colleger og erfarede derover den Kongelige Naade, især ved Commißionens Ophør ved en Gratification. Imidlertid var jeg i Commißionens sidste Aar, 1805, bleven bestallet til mit endnu havende Syßelmands Embede i Øefiords Syßel, hvis Folkemængde er 3300 Siele, for hvilke jeg da er Øvrighed, og har derved min fulde Hyre, da man siger jeg ikke lader 4 og 5 være lige, og er stræbsom i min lille Regierings-Kreds. Undertiden synger rigtig nok en Fugl om at mig var tiltænkt et endnu ikke vacant højere Embede, men hvorpaa, om end dertil kom, jeg slet ikke har noget Mod, som mig altfor fornemt, da jeg elsker Middelstanden; eller, siger man ikke hos Dem: La strada del mezzo è la migliore ? E la virtù sta nel mezzo.
Givt har jeg været siden 1800, med en særdeles aandrig og from Kone, af honette Folk /: en Provstes Datter og Søster til en Rector, en Provst og to Præster :/ og har med hende 7 velbegavede og i øvrigt haabefulde Børn, fra 2 til 18 Aar, 5 Sønner og 2 Døttre; 2 af Sønnerne har jeg alt i Danmark, siden 1815, den ene i Snidkerlære i Ribe, hvor det hedder han giver got Haab om sig og er yndet; den anden i Slagelse lærde Skole; han vil om han lever blive Student i næste Efteraar. Om ham skriver mig hans Rektor stedse det glædeligste og beste, og nu nyelig: “at han lover fortrinlig Duelighed, tilfredsstiller “meget got alle sine Lærere, yttrer ikke sielden en ædel “Tænkemaade, og er af alle for sædelig dog munter Opførsel vel “anseet”. I diße Børns gode Anlæg bestaaer min Lykke, men jeg kan ikke synderlig understøtte dem. Den ældste af de 3 hiemme værende Drenge, nu 12 Aar gammel, troer jeg har Anlæg til Konsten, men jeg vover ikke at sætte ham dertil, da jeg er bange for at i Danmark intet fortienes ved Kunsten, han vil altsaa nok blive sat til et simpelt Haandværk.
Jeg har nu giort Hr. Profeßoren bekiendt med min Stilling og Familie, tillige har jeg paalagt min ældste Søn, ham i Slagelse, ved Leilighed af Deres Giennemreise der, at giøre Dem sin Opvartning, i det mindste anholde om Deres Tilladelse for ham, at maatte præsentere sig, als ein Ehrenbild, for Dem, min Ungdoms Ven.
Næst nu at udbede mig Deres Tilgivelse for min [meget] vidtløftige Skrivelse, tilønsker jeg Dem en lykkelig Tilbagereise til Deres Hiem, Verdens gamle Hovedstad; og paa alle Deres Livesveje Held og Himmelens Beskiærmelse. Mig selv anbefaler jeg til Deres Erindring, ikke at jeg er saa prætensieux, at ønske en Skrivelse – hvortil jeg ikke kan attraa Deres Tid anvendt, men en Hilsen ved en anden, maaskee Overbringeren heraf, vilde være mig meget kiærkommen – bestandig forblivende med fortrinlig Agtelse og inderligt Venskab – min højstudmærkede Herre og Fortidsven!
Deres
ærbødig hengivne
Gunnlag Briem