Til sin inderlig elskede Thorvaldsen[s] sundhed.
[På dette sted sidder et konservatorarbejde]
”Digtkunsten aldrig reent sov hen –
Af den fik Verden nok; og meere –
Homer gik i Virgil igien,
Virgil i Dante – Han i fleere.
Vi andre Digtere, store, smaa,
Hvoraf tolv tretten saa, som saa,
Paa hver af hine Største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Men hvad i Marmor evigt staar.
Derpaa man sieldnere mon Støde:
Det var omtrent to tusind Aar
Fra Phidias, den gamle, døde.
Hvor smilte jeg med Velbehag
Paa Danmarks Dronnings Fødselsdag
I et Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde!”
__
Hvergang De skuer dette Blad.
Tænk paa den Ven, som mest Dem savner
Og som blir aldrig rigtig glad
Før Thorvaldsen igien han favner.
Kiøbenhavn, d.9Mai 1820. Jens Immanuel Baggesen.
