The Thorvaldsens Museum Archives

Mindefesten for Thorvaldsen paa det kongelige Theater aabnedes i Tirsdags med en Prolog af Prof. Heiberg. Til Ære for det Gode antage vi, at dette Digt allerede har faaet en stor Udbredelse udenfor den snevrere Kreds, der hiin Aften havde det dobbelte Held at høre et ypperligt Digt ypperligt gjengivet. Det var en smuk Idee af Theaterdirektionen, til Mindefesten for Thorvaldsen at knytte dette grandiose Digterværk, Hakon Jarl, der i uopnaaet Skjønhed endnu bestandig staaer som den danske Scenes og den danske Poesies Stolthed. Mindre syntes derimod Theatrets Publicum hiin Aften at have opfattet det Betydningsfulde i denne Sammenstilling og det Smukke i den Tankeforbindelse: Thorvaldsen er død for os, men Oehlenschlæger lever endnu. At Publicum med alvorlig Taushed modtog Prologen var naturligt og smukt; men hvorfor fortsatte denne Dødsstilhed ud over Prologens Grændser? Et begejstrende Digterværk kræver ogsaa sin Ret, og hvis man med Grund havde kunnet antage, at Publicums Stemning maatte gjøre det uimodtageligt for enhver paafølgende Nydelse denne Aften, saa burde det slet ikke have været givet. Men at hysse paa dem, der følte sig henrevne af Poesiens og Fremstillingens Magt, ‒ saaledes som Tilfældet var paa denne Aften ‒ er et ligefremt Snerperi af del samme tvetydige Slags, som vort københavnske Publicum kun altfor jevnlig giver Prøver paa. Efter en følgende Fremstilling skulle vi nærmere omtale Udførelsen af dette Mesterværk, hvori Hr. Nielsen udførte Hovedrollen til en saa høi Grad af Fuldendthed, at han maaskee aldrig i nogen tragisk Helterolle har viist sig mere stor og beundringsværdig end netop i denne, og hvori en af vor Scenes yngre Kunstnere, Hr. Wiehe, som Grib, lagde for Dagen en Stræben efter Sandhed og Natur, som vi hos ham paaskjønne saameget mere, som det netop er disse Egenskaber, Skuespilkunstens Alpha og Omega, som vi hos denne lovende Begynder hyppigst have følt Savnet af, hvormeget Priisværdigt der end forresten kan være i hans Stræben.