Thorvaldsen i Dresden.
Den 6 September, sildig om Aftenen, ankom Thorwaldsen til Dresden. Næste Morgen besøgte han Maleriegalleriet. Fra Mund til Mund fløi det Budskab: Thorwaldsen kommer! og enhver hentede sin deeltagende Ven, for at see den store Konstner her i Konstens Helligdom, og lægge Mærke til det Indtryk, som de herværende Konstskatte vilde gjøre paa ham. En ung Dansk, hans Lærling, ledsagede ham. Med dyb Følelse dvælede han ved de derværende Mesterværker; fra Corregios Madonna og Raphaels sixtinske Madonna kunde han neppe rive sig løs. Om Eftermiddagen besøgte han Antikerne. Aftenen tilbragte han hos Tiek. Næste Dag besøgte han deels andre Samlinger, deels vendte han tilbage igien til Galleriet. Løverdag Formiddag hørte han Hofraad Böttigers Forelæsning; om Eftermiddagen besøgte han ganske allene Galleriet, og om Aftenen den italienske Opera. Han befandt sig i den østerrigske Gesandt, Grev v. Bombelles Loge. Søndag Aften blev han indbuden til en glad Konstnerfest hos Prof. Matthæi, hvor næsten alle Professorer vare tilstede. Prof. Mattæis Bolig er meget smuk; Spisesalen har en stor Balcon, som vender til Haugen. I denne slynge yndige Løvgange sig, og imellem disse er høie Springvande; tætte Buske og Træer skjule en Bagport. Da Klokken var 10 og alle Gæsterne sadde ved Bordet, tonede ganske langtfra en høitidelig Marsch. Man ilede op paa Balconen. En lang Række af Ynglinger, som bare Fakler, nærmede sig; alle ved Academiet studerende unge Konstnere havde af egen Drivt forenet sig til denne Fest. Da de fremtrådte paa Pladsen for Balkonen, bragtes den store Konstner et tre Gange gjentaget jublende Længeleve! Nu gik Musiken over i en rørende Adagio; Ynglingerne sluttede en Kreds, og to unge Konstnere, Kraft fra Kjøbenhavn og Wagner fra Stralsund, klædte i gammeltydsk Dragt og bærende fakler, en ung Konstner, Coopmann, fra Hamborg, i Midten, traadte frem; den sidste holdt en Tale til Thorwaldsen, og overgav ham denne i Haandskrift, medens Musiken jublende tonede. Thorvaldsen var saa rørt, at Taarene neppe tillode ham at tale; han trykkede de begeistrede Ynglinger til sit Bryst, lovede dem den faderligste Understøttelse i Rom, og forsikkrede, dybt bevæget, at denne Aften vil høre til de saligste Erindringer i hans Liv.