Poetiske Skizzer
Efter Thorvaldsenske Konstværker,
med et Bidrag til disses Musæum.
—
Jedes Gedicht ist gewissermaßen ein Gelegenheits Gedicht.
Göthe.
—
Med Trylleglands og Underkraft omsvæve
Genie og dannet Konsttalent,
Imens de sig paa Alfevinger hæve,
Ethvert Naturens Element;
Og klart i Sandsers Form de Idealer præge,
Som Aand og Hjerte født bevæge.
Jeg trykket har med Fryd den Haand som skabte
Olympens Amor og hans Brud,
Den Sjeleblomst, som siden Duften tabte,
Og kun ved Bod kom til sin Gud. ‒
O varme Haandtryk end her meer end Sangens Muse
Du vil min Phantasie berufe!
See der de skjønne To i Fryd tilsammen,
Som ligner Østens Himmelglands,
Naar Solen endnu skjult udkaster Flammen
Rundt paa Auroras Rosenkrands.
Kun Uskylds unge Barm kan saadan Fryd udtømme
I Kjerlighedens Morgendrømme.
O Thorvaldsen! Fra Hellas’s gyldne Tider
Du tog din meer end gyldne Skat.
Din Genius i dine Værker skrider
Som Phøbus frem. ‒ Din skjønne Nat
Vær af din Aand og Haand Udødeligheds Stempel,
I Favn dit Navn til Ærens Tempel.
O Lumem ab ingenio! Din Lampe
Opklarer Tanken skjult af Støv.
Du spreder Lys paa Blændværks Røg og Dampe,
Lig Blomster paa det visne Løv.
Du gyder Glædens Smiil blandt Livets Qval og Kummer,
Og vækker Sjelen af sin Slummer.
Saa rull da Rota let paa Havets Bølge,
Og bring den Skat til Axelstad,
Som Nutids Phidias hvem Laurbær følge,
Sit Fødeland har skjænket glad.
Ved Danas varme Bryst han suged’ Konstens Die;
Nu hende han sin Krands vil vie.
Ved Kamp og Møje kun Han den har vunden;
Thi højt var Maalet, Stien brat.
Hans lyse Stjerne er først da oprunden,
Da han stod skjult i Skjæbnens Nat.
Og derfor Dana nu hans Konstlivs Jubilæum
Vil fejre i et skjønt Musæum.
Der, Jason! skal du staae og saa forsone
Ved brittisk Dyd den Overlast,
Der uden Bod har knust i Skjoldungs Krone
En uvurdeerlig Perle fast.
Som herlig Argonaut skal end i Steen du være
Symbol paa danske Sømands Ære.
Der skal du staae, du skjønne Bueskytter!
Du Eros med det skjelmske Smiil,
Hvis Tryllemagt du overalt benytter
For nær at lokke til din Piil. ‒
Selv Ares i hvis Hjelm du lagde Turtelduer
For dine Smiil og Pile gruer.
Ja, som Naturen selv Du sandt fremstiller,
O Thorvaldsen! den Lidenskab,
Som hæver Sjælen op paa Himlens Piller
Og styrter den i Afgrunds Gab,
Hist Iris yndigt lig i syvfoldfarvet Bue,
Her lig Vesuvs og Ætnas Lue.
Venus Urania, hvis Skjønheds Straaler
Kan varme selv et Marmor Bryst;
Men som ej lav og flygtig Elskov taaler,
Der kun er Træl af Sandsers Lyst!
Dig han med Trylletræk saa Raphaelisk rene
Har præget i de hvide Stene.
See der en Børneflok paa Taa og Vinge,
Med Glædens og med Sorgens Blik,
I Uskylds Klædebon, sig yndigt svinge! ‒
See Amors Graad ved Biens Stik! ‒
See Moderkjærlighed og Christus Børn velsigne,
Og Du vil det med Eden ligne.
O hvilket Smiil! See Haabets Huldgudinde!
Hun holder Blomsten i sin Haand,
Hvis Frugt du vil i Livets Høst vel finde,
Naar hun har løst dets ydre Baand. ‒
Hvem Gud i Livets Vaar gav Genius og Kraften,
Faaer vel i Høsten Gildets Aften.
Vær hilset hist i Skjødet af Naturen
Livsalig skjønne Hyrdedreng,
Som paa et Gedeskind og Klippemuren,
Ved en arkadisk Blomstereng,
Dig hviler tankefuld, saa hjerteblid og rolig,
Mens Hunden vogter Hjorden trolig!
Hvad var, hvad blev, hvad har du gjort i Livet,
At du kan blant Heroer faae
Udødeligheds Rang, dit Billed givet,
Som man saa tidt i Marmor saae? ‒
O dette kan et Blik paa alt det Mennesklige,
Der ligger i dit Væsen sige.
Forlad mig Øjenslyst, som her forfører
Til dristige Forsøg min Aand! ‒
At skildre Guders Hal ikkun tilhører
En Digter med en øvet Haand.
Mig blev det kun forundt dens Gratier at byde
En Blomst, mens Luthens Strenge lyde.
Hvis end engang jeg ved min Aftenstjerne
Billedhuggeren den store seer,
Naar til sin Fødestavn fra Rom det fjerne
Han kommer med sit Skaberleer,
Da vil jeg, om jeg kan, ved Lyd af Skjaldens Strenge,
Hen til hans Konstnerhaand mig trænge.
A. Martini.
Kjøbenhavn, d. 30te Juli 1838.
