Tilskueren.
Af Prof. K.L. Rahbek, Ridder af Dannebrogen,
Trykt og forlagt af Bogtrykker B.I. Bendixen.
—
Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse,
med Pakkeposterne.
Kiøbenhavn. Fredagen den 15 October 1819
—
Qvis te redonavit Qviritem
Diis patriis, patrioque cælo?
Hor. Carm. libr. II Od. VII v, 3-4.
Den elskte Broder, der troligen
Har delet med os vor Samfunds Glæder,
Og fiernet fra os end var vor Ven,
Hvis Minde stedse vor Fryd og Hæder.
vor hjemkomne Broder Thorvaldsen.
Liebenberg
Til
Vor hjemkomne Broder Thorvaldsen.
Den Danes Skaal, der i stolte Rom
Og Velsklands smilende Trylleegne
Og hvor endog han i Verden kom,
Sit Danmark elskede alle vegne,
Hvis Hierte kiærligt ham did mon drage,
Som ømt det ønskte sig ham tilbage,
Thorvaldsens Skaal!
Den Kunstners Skaal, som da halven Jord
Indbyrdes streed om ham sin at kalde,
Med sønlig Troskab mod elskte Nord
Det Fortrin gav for de andre Alle,
Der Danmarks Stolthed og Lyst at være,
Anseer som Kronen paa al sin Ære,
Thordvaldsens Skaal!
Den Broders Skaal, der blandt Iubellyd
Af Velkomstchores de høie Stemmer,
Sin Ungdomskreds og sin Ungdomsfryd
I Hædershvirvelen ei forglemmer,
Men broderkiærlig vor lille Klynge
Af Hiertet hører ham at tilsynge
En Gienkomstskaal!
K. R.
—
”Thorwaldsen er nu igien midt iblandt os i den Kongestad, som han har at takke for sin første Dannelse. I den Hylding, den danske Almeenhed medrette bringer hans Genie, synes den at afbetale noget af den Gield, den blev Wiedewelt skyldig. Alt for ofte har man seet Fortjenesten hos os miskiendt, og Geniet døe i Fødslen, til at jo hver sand fædrelandsven ikke skulde glædes over en Almeenhylding, der vises en stor Kunstner, hørte den end med til Jubelfesternes Sal.”
Saaledes talte for faa Dage siden det af de danske Ugeblade, som nu en Række af Aar er ligesom i Besiddelse af den skiønne Ret, at føre Ordet over Dagens især fædrelandske Anliggender, af saa forskiellig Natur de endog ere; og som har vundes sig denne Ret ved den upartiske og sandru Frimodighed, hvorved det i nærværende Tidspunkt saa hæderligen udmærker sig. I Overeensstemmelse med ovenstaaende dets Yttring, som ligeledes stemmer med Tilskuerens stadige Overbeviisning, efter hvilken Fortienester lettest fødes paa den Tid, da de meest holdes i Priis, har han troet, det ikke vilde være hans Læsere ukiært, her at finde nogle Sange, hvormed vor hiemkomne Phidias helstes i en liden Vennekreds, der, medens Fædrelandet lydelig frydedes ved sin af hele Europa og i Konsternes Hovedstad beundrede Søns Roes og Storhed, i Stilhed glædede sig ved at have talt ham fra hans tidlige Dage blandt sine, ved at have hørt med tit hans Ungdoms kiæreste Glæde og Kreds; og der med Føye frydedes over at see ham ved sin Tilbagekomst med elskelig Hiertelighed mindes de svundne Tider, og med huldeste Brodersind gierne indflette den beskedne Vedbendqist, Venskabet blysomt her rakte ham, mellem sine mange uvisnelige Laurbær.
Dog ‒ Tilskueren erindrer sig ikke blot, hvad han er det større Publikum skyldig, men og i Særdeleshed, hvad det Samfunds Aand, hvorom her hidtil er handlet, giør ham til Pligt; han vil da blot sige, at hver dansk Mand, der i den lange Række af Aar har giæstet vor berømte Landsmand i Rom, har, om end ikke Kunstens hellige Baand indbyrdes forenede dem, i ham fundet den Danmarks kiærlige Søn, hvis Hierte i hin fierne Adskillelse sønligen slog for denne sin elskte uforglemmelige Moder, hvis Haand broderlig trofast rakte sig til, og knyttede sig i enhver hendes ægte Søns, kort fundet Alt det i fuldeste Maade sandet, og stadfæstet, hvad Sandhed bød en Mand, hvis Læbe og Pen stedse var dens redelige uforvanskede Tolk, vidne i følgende Sang ved samme Anledning.
Sang til Broder Thorvaldsen,
den 13de October.
Velkommen til det Brodersæde,
Hvor svundne Dages Minde Dig
Gienkalder Ungdoms rene Glæde,
Os alle uforglemmelig!
Vort Samfunds, som vort Danmarks Roes!
Velkommen atter hid til os!
Til fjerne Syd Dig Kunsten kaldte
Fra Vennekreds og Fædrekyst.
Men Rygtet fjern og nær fortalte
Dit Kunstnerværd med sanddru Røst.
Med Broderstolthed, Brodersmiil
Din Hæders Ry vi lytted’ til.
Dit Hjerte drog Dig hid tilbage;
Det slaaer saa varmt for Fædreland!
Det giemmer Mindet af de Dage,
Da her Du modnedes til Mand.
I Sydens Myrtelunde Du
Ømt kom Din Herthedal i hu.
Her Borgerkrandsen Dig skal pryde,
Og Broderarm omslynge Dig!
Her skal Erkiendtlighed Dig yde
Den Tak, som giør Dig lykkelig!
Her gyder Nordens Kraft og Lyst
Fornyet Ungdom i Dit Bryst!
Liebenberg.
Dog ‒ Warburton anmærkede om Mallet, at det var at befrygte, han ved at skrive Marlboroughs Levnet vilde glemme, han var en General, ligesom han i Bacons havde glemt, at denne var en Philosoph. Maaskee undres en og anden Læser alt ved sig selv, at han hidtil kun har hørt om Manden, Vennen, Danneborgeren Thorwaldsen, men Intet om Kunstneren. Tilskueren har hidtil talt om det han kiændte, elskede, kunde bedømme, han vil nu overlade Ordet til den, hvem Kyndighed og Kiændskab til Mesterens Kunstværker beføie at føre det, hvor det giælder disse; den Skiald, der ikke oppebiede Thorvaldsens Hiemkomst for at sige os
Mat som krystet af den klamme Snee
‒ Jeg vover Ordet ‒ staaer Canovas Støtter
Mod Thorvaldsens. Hin kan sig yndig tee.
Han yndes af den mægtigste Beskytter.
Men Nordens Phidias med rolig Mine
Ei i sit mindre Værksted med ham bytter.
Hvis Sophocles staaer over Jean Racine,
Saa staaer min Thorvaldsen og over hin,
Saa vist som Storhed overgaaer det fine.
Jeg laster ei den mindre gode Viin,
Fordi den bedre langt jeg foretrækker;
Violblaat er ei Rosernes Carmin.
Han af det Døde Grækenland opvækker,
See Jason her, Adon, Brisæis, Ares
Seer Hebe, som Herakles Skaalen rækker;
Homer! din Aand i Thorvaldsen bevares
O kom min raske Landsmand! skynd dig, kom!
Vor Stolthed see! lad Ret ham vederfares.”
Og slutter derfor Tilskueren Bladet med følgende Sang, som i der den broderlig klynger sig til hine Venskabsnyn, ligesom giør Overgangen til de høje Jubelchore, der byde Konstneren velkommen i Fædrelandets Navn!
Til Thorvaldsen.
“Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
Steg førstegang fra spæde Bryst,
Hvor Himlen gav os at fornemme
De første Glimt af Livets Lyst,
Der, hvor vi lærte Moder stamme,
Og første Fied ved hendes Haand,
Der tændtes Gnisten til den Flamme,
Som brænder for vort Fødeland.”
“Og naar i Barndoms blide Dage
Til fremmed Egn vi løbe hen,
Med Længsel ilte vi tilbage
Til moderlige Hiem igien;
Hver Høi, hver Dal, som gav os Glæder,
Den blev vort Hierte dyrebar,
Og henrykt Manden seer de Steder,
Hvor han som Barn lyksalig var.”
Med Længsel slog dit varme Hierte
O THORVALD hist paa fremmed Strand,
Du ønskte dig med kiærlig Smerte
Tilbage til dit Fædreland.
Den høie Musa bød Dig dvæle,
Den skiønne sydlige Natur!
Dog rørt Du ved de snelle Hæle
Gav Vingers Flugt til Din Merkur.
Og rørt Merkur, fordi du skænkte
Ham Liv igien i kolde Steen,
Paa Dine stille Længsler tænkte
Og rørte Dig med Tryllegreen;
Da ilte Du med Held, saa saare
Mod Norden atter, frisk og glad,
Og THORVALD! nu Du fælder Taare
Ved Synet af Din Axelstad!
Og festlig nu sig her forsamle
De Kunstens Venner i Dit Ly!
Du finder Faae kun af de Gamle,
Men trofast elske Dig de Nye.
Her, hvor tilforn man saae den unge
Beskedne Kunstner ved sit Bord,
Modtag her Tak af hver en Tunge,
Fordi Du vorden er saa stor!
Oehlenschläger.
