Om
Thorvaldsen og hans Museum
i Anledning af
den udstædte Indbydelse.
Af
N. Høyen,
Professor.
Kjøbenhavn.
Trykt hos Directeur Jens Hostrup Schultz,
Kongelig og Universitets-Bogtrykker.
I.
Konstacademiets Udstilling i 1826 gav os førstegang Lejlighed til, at giøre et nøiere Bekiendtskab med Thorvaldsen giennem hans Værker, af hvilke vi indtil den Tid kun havde seet faa og mindre betydelige. Foruden Portraiterne af den Kongelige Familie, i Marmor, og de fire runde Basrelieffer, som nu staae over Slotsporten, var der een og tyve Afstøbninger til Academiet, og deriblandt nogle af hans meest beundrede Statuer: Merkur, Hyrdedrengen, Ganymed med Ørnen, Hebe, Venus o. fl. Dette var imidlertid kun en Begyndelse. I de følgende Aar udstilledes paa Charlottenborg bestandig nye Afstøbninger, som Dandserinden, Grevinde Ostermann, Gratierne, og Frue Kirke modtog Christus og Apostlernes Billedstøtter, ligeledes i Gips.
Medens vi saaledes berigedes med hans Mesterværker, syntes tillige det Tidspunkt, at nærme sig, da vi igien skulde see Konstneren i vor Midte. Ved Director-Skiftet i Foraaret 1833, blev han derfor med Glæde valgt til Konstacademiets Directør, da han sikkert ventedes hertil hen i Sommeren. Men det var ikke saa let paa engang, at rive sig løs fra alle Forhold, hvori en Mand som Thorvaldsen stod, eller at forlade Værksteder som hans, hvor Mesterens Blik sikkrest styrede saa mange og saa forskiellige Arbejders Gang: Reisen blev derfor bestandig opsat; en betydelig og ærefuld Bestilling, Churfyrste Maximilians colossale Billedstøtte til Hest, drog hans Opmærksomhed fra alt andet; og, istedetfor at begive sig paa Veien til Danmark, begyndte han med saadan Iver paa dette Arbeide, at Hestens Model stod udført ved Aarets Slutning. Vor Forventning blev saaledes dengang skuffet; dog kunde der vel vare indtruffet adskilligt i hiint Efteraar og i Foraaret 1834, som har givet hans Beslutning større Fasthed, og efterhaanden ladet den Tanke blive levende hos ham, at forandre sit Besøg til et varigt Ophold i Fødelandet.
Imidlertid havde vi, med Fregatten Galathea, modtaget en betydelig Sending af hans Arbeider. Marmorfrisen med Alexanders Tog hensattes paa Slottet; til Frue Kirke bragtes den colossale Marmor-Christus og Billedstøtterne i brændt Leer, som skal over Hovedindgangen; og Academiet udstillede i Foraaret 1834 ikke mindre, end ni Basrelieffer og sex Statuer i Marmor, tilligemed to og tyve Afstøbninger af hans senere Værker, som altsammen tilhørte ham selv. For at faae Plads til disse Arbeider, maatte de foreløigen opstilles i de to Værelser i Stuen, ud til botanisk Have, som man havde indrettet til hans Atelier. Og det var ikke blot den plastiske Deel af Udstillingen, som han dennegang berigede med sin Eiendom, ogsaa blandt Malerierne udgjorde denne en af de skiønneste Prydelser. Vor talentfulde Bendz’s sidste Arbeide, Aftenscene i et Kaffehuus, var nemlig kjøbt af ham og, efter hans Villie, Aaret i Forveien sendt fra München til Kiøbenhavn, for der at vente paa hans Ankomst.
Synet af saamange Skatte fra Konstnerens egen Samling giorde et stærkt Indtryk paa alle dem, som vare noget bekiendte med ham og hans Forhold. De betragtedes som Forløbere, der paa en værdig Maade skulde bebude hans Komme, som vel var blevet opsat, men ingenlunde opgivet. Denne Formodning stemmede overeens med Yttringer i hans Breve, der undertiden ligesom tydede hen paa, at denne Udsættelse var imod hans Forventning, medens de tillige røbede den meest levende Deeltagelse for hans hidsendte Værkers Skjæbne. Med hvor megen Opmærksomhed Regieringen kom hans Ønsker imøde, skiønnes bedst deraf, at Fregatten Bellona, paa sin Tour til Middelhavet i 1835, maatte gaae ind til Livorno, for der at tage alle de af hans egne Konstsager ombord, som laae færdige til Afsendelse.
En rig Ladning ankom nu hertil, og det var paa den høie Tid, at sørge for en beqvem Plads til Konstværkernes Opstilling og Bevaring. Garnmagasinet paa Gammelholm, som støder op til Thorvaldsens Bolig paa Charlottenborg, blev, formedelst dets Beliggenhed og den Lethed, hvormed de nødvendige Forandringer der kunde giøres, udseet til dette Brug, og der giordes Forslag desangaaende. Men Omkostningerne, med at give Magasinet den allernødvendigste Ind-retning til dets nye Bestemmelse og erstatte Holmen den afgivne Plads, beregnedes efter et løseligt Overslag i det mindste til 40,000 Rbdlr., og det Bevaringssted, som man herved erholdt, kunde blot tilfredsstille den nærmeste Trang og maatte desuden kiøbes med Opoffrelser, som vare betænkelige; man besluttede derfor heller at opsætte dette Foretagende, indtil man i Forening med Thorvaldsen kunde giøre et sikkrere Valg, og foreløbig blot sørge for, at conservere det Tilsendte saa godt som muligt.
De ti sværeste Kasser med ligesaamange Apostler i Marmor, foruden endeel ophøiede Arbeider, (vi veed endnu ikke hvilke, eller hvormange), hensattes paa et tørt Sted i Proviantgaarden. Nogle af de største Afstøbninger, som Copernicus, Sidefigurerne til Pavens Monument, det colossale Hoved til Maximilians Hest, opstilledes, tilligemed en Marmorløve, i hans Atelier; hvorimod de derværende store Gipssager flyttedes til nogle Værelser i Slottets Stue-Etage. Derhen bragtes ogsaa Kasserne med Gipsmodellerne til Poniatowskys colossale Statue til Hest og det øvrige af Maximilians Billedstøtte, samt endeel Malerier og antike Sager i brændt Leer.
Alt det her anførte tilhører ham selv. Det er altsaa en Fortsættelse af den Sending, som vi modtoge i 1833, og kan følgelig betragtes som en ny Bekræftelse paa at han vil komme hertil; saameget mere, som adskillige af hans egne Marmorsager og af de bestilte Arbeider endnu savne den sidste Fuldendelse. Disse Afsendelser staae desuden i Forbindelse med meget andet, der giver vore Forhaabninger Styrke og lader formode, at den saa ofte omtalte Reise i al Stilhed er bleven langsomt, men sikkert forberedt. Naar han gientagne Gange har slaaet paa, at han snart vilde trække sig tilbage fra sin større Virksomhed i Rom, saa forklare disse Vink bedst, hvorfor han efterhaanden har givet sine flinkeste Marmorarbeidere Afskeed, og hvorfor Stilhed efterhaanden har afløst det Liv, som før herskede i hans Værksteder. De store Arbeider, som han endnu havde under Hænder, vare ei bestemte til at udføres i Marmor, men til at støbes i Metal; og han paatog sig blot at modellere dem, eller at lade dem modellere efter sine Udkast og under sit Opsyn. Guttenbergs Monument blev færdigt i 1834.
Maximilians Statue til Hest afsendtes til München i 1836, og paa samme Tid stod Schillers Monument fuldendt i hans Atelier. Med Conradins Billedstøtte var der ligeledes i forrige Efteraar rykket stærkt frem; og, da intet nyt Arbeide af større Omfang er begyndt, eller paatænkt, da Thorvaldsen efter alle de seneste Efterretninger, med mere Alvor end nogensinde før, bereder sig til Hiemreisen; ligger den Formodning nær, at den ædle Hohenstaufers Billedstøtte kommer til at slutte den betydelige Kreds af større Arbeider, som han har udført i Rom.
Mange, især Fremmede, ville finde det næsten utroligt, at Thorvaldsen for Alvor skulde forlade Italien og ombytte det lyse, varme Syden med Nordens Taage og Kulde; at han skulde sige Farvel til den glimrende Kreds, hvor han hersker som en mægtig Fyrste, og begrave sig og sin endnu usvækkede Kraft fiernt fra det Land, som er Maalet for alle Konstneres og Konstvenners Længsel. Andre ville maaskee henvise hans Yttringer og Lofter, om at vende tilbage, til de Ønsker og Forsættter, hvorved Konstneren gierne dvæler i Hu og Tanke, men hvis Udførelse vil fordre for store Offere. Og hvo kan ogsaa tvivle om, at Italien maa være ham kiært og dyrebart, og at han — Konstneren — maa betragte det som sit andet Fødeland? — Dog, ogsaa det er aabenbart, at han stedse har bevaret en Ejendommelighed i sit Liv og i sin Stræben, som, idet den paa det klareste betegnede hans aandige Overlegenhed, tillige lod ham staae som Fremmed midt imellem alle Tillokkelser af Samtidens italiænske Konst. Han var, og blev dansk. Men der hører en sielden Kraft til, at holde ud i en saadan Stilling: dertil fordres al den Styrke i Characteren, al den Begeistring og Følelse for hvad man skylder sin Kunst, som hans Værker bære Vidne om. Men dertil behøves ogsaa en Ungdommelighed og en Bøielighed, som bliver trættende for den aldre Konstner, især, naar hans Berømmelse er saa vidt udbredt, saa urokkelig grundet, som Thorvaldsens. Det er ikke en laant Glorie, som omgiver dette Navn, og han behøver ikke at frygte for, at den skal tabe i sin Glands, fordi han vender tilbage til sin fierne Fødeby. Her venter ham desuden en Kreds af prøvede Venner, medens han i Rom stedse maa see den altid veemodige, tilsidst bittre Gientagelse af, at skilles fra Mænd, som have vundet hans Tillid, just da, naar han meest levende maa føle deres Savn. Der kan han ikke, selv om han vil, unddrage sig fra de Fordringer, som der giøres til en saa stor Konstner; medens han her uforstyrret kan overlade sig til sin Genius, mellem hengivne og beundrende Landsmænd.
Dog der er en Følelse, som kraftigere, end alt andet, vil drage ham til os, og det er Kiærlighed til hans Fødeland. Efter Opfordring, har han smykket Kirke og Kongeborg, men af egen Drift vil han skiænke Danmark et langt rigere Smykke i sine samlede Konstskatte. I sit Cabinet, mellem Malerier, skaarne Stene og Mynter, søgte han Ro og Forfriskning, og med Lyst saae han disse Samlinger voxe, medens han paa samme Tid udvidede Kredsen af sine udødelige Værker. Men hvilken Skiæbne ventede alt dette, naar han engang blev bortkaldt? — Skulde et blindt Tilfælde adsprede hele dette Udbytte af et daadrigt Liv? — I tidligere Dage skal den Tanke have beskiæftiget ham, at kiøbe et Palads i Rom, en af Bramantes prægtige Bygninger; dette vilde han indvendig lade udmale efter Tegninger af Carstens, hans afdøde Ven, og der opstille sine Arbeider. Men det gunstige Øieblik synes at vare gaaet ubenyttet bort, eller maaskee han dengang havde forandret sin Beslutning; thi det er sikkert, at han, for meer end tolv Aar siden, allerede tænkte paa og talte om, at efterlade alle sine Konstsager til sine Landsmænd, og, at dette Forsæt stedse har slaaet fastere Rødder i hans Siæl, derfor have hans Venner afgiørende Beviser. Dog man behøver blot med Opmærksomhed, at giennemgaae det, som han har hiemsendt i de senere Aar, for at overbevises om, at vi alt af hans egne Samlinger have modtaget en betydelig Deel af hans Værker, ja, at den hele Følge af dem, som for prydede hans Værksteder, netop ved disse Sendinger er bleven ufuldstændig. Vi have faaet Marmorstatuer, som blot existere i det ene Exemplar, (Apostlerne, Mars, den knælende Engel, Løven, den ene Ganymed); kostelige Forarbeider, (Hesten i naturlig Størrelse); store Partier af betydelige Compositioner, (Sidefigurerne til Pavens Monument, og det er de orginale Modeller); desforuden Malerier og romerske Oldsager, som han dog vel aldrig vilde sende til Danmark, dersom det ei var hans Villie, at de skulde blive der. Allene den Omstændighed, at disse Konstsager ere afhentede med Regieringens Skibe, peger hen paa, at denne ikke kan være uvidende om hans Forsæt, og at den møder ham med en Tillid, som er den selv og Thorvaldsen værdig.
Omgivet af sine Samlinger, understøttet af Venner og Konstnere som Freund og Bissen, vil han ikke savne Leilighed til den Virksomhed, som forskiønner hans Liv og giver det Betydning. Under hans Veiledning skulle de Arbeider, som vente paa hans Komme, erholde deres Fuldendelse, medens han selv med usvækket Konstnerkraft lader nye Værker fremstaae. Anordningen af hans Museum vil blive ham en behagelig Adspredelse og giøre ham her, som i Italien, til Canovas seirende Medbeiler. Denne byggede en Kirke i sin Fødeby, som et prægtigt Minde om sin Fromhed: hiin stiftede en Helligdom for Konst til Gavn og Hæder for sit Fødeland, til et Vidnesbyrd om hvor høi en Priis han satte paa den Hyldest, der bragtes ham af skiønsomme Landsmænd, og om den Tillid, hvormed han betroede dem sine Skatte, ikke til død Pragt, eller tom Forfængelighed, men til at vække og skærpe Sandsen for Konstens Skiønhed og høie Betydning.
II.
En fuldstændig Udsigt over Indholdet af Thorvaldsens Museum lader sig endnu ikke give, kun saameget er vist, at det vil hente sin egentlige Betydning fra en, saavidt muligt, uafbrudt Følge af hans Værker i Model-Afstøbninger. Det er disse Afstøbninger, som her skulle træde i Stedet for de kostbare Arbeider af Marmor og Bronze, der i Udlandet pryde Kirker og offentlige Pladser og forskiønne rige Privathuse, og som, i al deres Simpelhed, besidde et eget Værd, som det maaskee ikke vil være overflødigt her, at omtale noget nøiere.
Naar en Billedhugger vil udføre en Statue eller et Basrelief i det Store, saa pleier han først at giøre et Udkast dertil, tegnet, eller modelleret i en blød Masse, som Vox, Leer, Stuk. Disse Udkast ere som oftest temmelig flygtige, skiøndt de undertiden ikke savne Fuldendthed, og de behage især ved den Friskhed, hvormed den aandrige Konstner behandler sin Opgave. De blive derfor ikke sielden bevarede som interessante og værdifulde Gienstande, og man har endnu saadanne Vox-Skizzer af en høi Alder, der bære berømte Konstneres Navne og der betragtes som sande Kostbarheder. Thorvaldsens Udkast, med Præget af hans Storhed, ere desværre for den største Deel adspredte, da han ei sielden har foræret dem til Venner, eller til yngre Konstnere, som have arbeidet under ham; dog formoder jeg, at Museet vil erholde enkelte høist mærkelige.
Efter Skizzen udfører Konstneren sin Model, der skal tiene ham til Mønster og Vejledning under den langsommere Behandling af et Haardere Stof. Denne Model er imidlertid bleven udført paa meget forskiellige Maader. Ved Marmorarbeider erholdt den, endnu i forrige Aarhundrede, ei altid den fulde Størrelse, da den øvede og erfarne Praktiker stolede paa sin Sikkerhed i at bruge Meislen og beregne Stenen; men denne Selvtillid blev ofte bittert skuffet, og undertiden gik endog Værkets Fuldførelse reent i Staae. Modellerne, som man skyndte sig med, for at komme til Marmoret, havde ogsaa deres Vanskeligheder: Voxet kunde blot anvendes i smaae Dimensioner, Leeret svandt ind og fik efterhaanden en vis Magerhed, og Stukken var høist besværlig at haandtere, da den tørrede saa hurtig. Til Metalstøbning maatte Modellen derimod altid have den fulde Størrelse, da Formerne, hvori Kiærnen skulde dannes, bleve tagne over den, og da man desuden behøvede den til at rette sig efter, naar Bronzen skulde eftergaaes. Afstøbning i Gips, der medfører langt større Lethed, og Sikkerhed, brugte man imidlertid ikke; man søgte blot med den største Omhu at bevare Leer-Modellen, der blev sammenæltet med Haar, Rødsteen og andre Bestanddele, som skulde hindre, eller dog formindske dens Svinding, og tillige give den fornøden Fasthed.
Til at lette denne, baade besværlige og usikkre, Fremgangsmaade har den berømte Canova bidraget meget. Han fandt paa; at anvende en fuldstændigere og hensigtsmæssigere Jernforbindelse til det første Anlæg af Modellen, som han derpaa udførte med vaadt Leer lige saa stor som Marmor-Statuen, selv om denne var colossal, og som, afformet og støbt i Gips, gav den bedste og sikkreste Veiledning til Udhugningen i Marmor. Denne nu almindelige Fremgangsmaade har store Fordele. Billedhuggeren kan ved den i al Mag bringe sin Figur eller sit Basrelief til den yderste Fuldendelse, og, da Materien er let at beherske, da Finger og Modelleerstok langt nemmere udføre hans Villie end Rasp og Meisel, saa faaer Behandlingen en særegen Frihed og Følelse. Dertil kommer det fugtige Leers smukke og anbefalende Udseende, der i Farve og Glands har meget mere tilfælleds med det smidige Metal, end med den haarde, skiøre Steen. Den fordeelagtige Virk-ning, som en færdig Model giør, og som Canova endog søgte at forhøie ved en konstig, slaaende Belysning, lader sig desværre kun saalange bevare, som dens Fugtighed vedligeholdes; i Gipsafstøbningen faaer den et koldere og tungere Udseende, men denne er det eneste Middel til at bevare Formerne troe, og disse beholde, endnu i Gipsen, en større Blødhed og mindre Kulde end Marmorets, og ere ikke i den Grad tørre og svære som Bronzens Afstøbninger. Overhovedet har Gipsen, ved Siden af flere Mangler, den fordeelagtige Egenskab, tydeligen at aabenbare den særegne Indflydelse, som det forskiellige Stof har paa Billedhuggernes Arbeide, og det indeholder derfor ingen Overdrivelse, om man vilde sige, at en Afstøbning af en fuldendt Model og det samme Billede hugget i Marmor ere, med Hensyn til Udførelsen, to forskiellige Værker, der, hver for sig, have eiendommelige Fortrin.
Leermodellen, der i Gipsen trygt kan overleveres til Aarhundreder, maa altsaa ikke betragtes, liig den store omhyggeligt udførte, men farveløse Tegning (Carton), der især bruges ved Frescomalerier, som et Forarbeide, der savner en væsentlig Deel af den Virkning, som det fuldendte Konstværk frembringer. Den er et afsluttet, fuldstændigt plastisk Arbeide, der blot ved Stoffet sondrer sig fra andre Skulpturer i Træ, i Marmor og Bronze; og Thorvaldsens Modeller forholde sig altsaa paa en lignende Maade til hans støbte og udhugne Værker, som Raphaels berømte Vandfarvemalerier i Hamptoncourt til hans Arbejder i Olie og a fresco Naar derfor allerede Haandtegninger, modellerede Skizzer, Cartons, som hidrøre fra udmærkede Konstnere, staae i saa megen Anseelse, stundom, formedelst deres høie Konstværd, sættes over andre Mesteres fuldendte Arbeider, saa kunne vi deraf lettelig slutte os til, hvor stor en Værdi Thorvaldfens Modeller maae have, og at denne, langt fra at tabe sig, vil stige med Aarene. I Konstens Rige gielder Stoffet desuden kun for saavidt, som det tiener til Konstnerens Formaal, og det er ikke den større eller mindre Kostbarhed, som bestemmer Arbeidets Værd. Den plumpe Sølvstatue gielder kun efter Vægten, medens den simpleste Materie forædles under den dygtige Konstners Hænder og stiger i Værdi. Der sættes en stor Priis paa de smaae net udskaarne Træfigurer, som bære Albrecht Dürers Navn. Italien vogter med Omhu over Luca della Robbias, Mazzonis, Beggarellis Arbeider i Leer, og hvor langt rigere skulde vi ikke have været paa herlige plastiske Arbeider, dersom man i den skiønneste Periode af moderne Konst havde tænkt paa at bevare Modeller og Udkast i Gipsafstøbninger. Vi skulde da endnu have eiet Bonarrotis colossale Bronzestatue af Julius den anden, som Overmodet sammensmeltede til Kanoner, og hiint gigantiske Udkast til den samme Paves Gravmæle, som Partiaand og Misundelse hindrede fra at blive udført; Cellinis Jupiter af Sølv skulde da ikke sporløs være forsvunden, med saa mange andre ædle Værker, der af Nød, Uvidenhed, Gierrighed og Kaadhed ere blevne behandlede som døde Stoffer, der blot duede til at tilfredsstille Øieblikkets Trang eller Lune.
Men det er ikke allene denne Forskiel mellem et kostbart Stof og et kosteligt Konstværk, som vi bor lægge Mærke til; mange af Thorvaldsens Arbeider have desuden en national Interesse, der vækker Følelser paa det Sted, hvortil de ere bestemte, som ere heel forskiellige fra den Deeltagelse, deres Konstværd nærmest giør Fordring paa. Den Pragt og den Soliditet, hvormed de ere udførte, hænger paa det nøieste sammen med deres Bestemmelse og med deres Omgivelser. Pius den syvendes og Hertugen af Leuchtenbergs pompøse Gravmæler af Marmor; Poniatowskys og Coperniceus’s Bronzestatuer ville ikke kunne flyttes fra de Pladser, hvor Erkiendtlighed og Hengivenhed satte dem, uden at see den Virkning, som de der frembragte, svækket ved Indblandingen af noget Fremmedt, medens den beskedne Gipsmodel blot udtaler Konstnerens Tanke og Villie, og fængsler os allene ved den Deeltagelse, som hans Genius aflokker os. Ogsaa hans plastiske Storhed og Ejendommelighed ville Afstøbningerne maaskee give os fuldt saa ubeskaaren, som hine Marmorminder, for hvis Opstilling det ei tillodes ham at raade aldeles frit, eller som hine Bronzestatuer, der bleve støbte og fuldendte langt fra ham og uden den mindste Deeltagelse fra hans Side.
Thorvaldsen hører desuden ikke til de Konstnere, som skylde deres Berømmelse til en overraskende Færdighed og Dristighed i den techniske Behandling, eller, som især have søgt Udmærkelse ved at give Malmet og Stenen en glat og ziirlig Fuldendelse, der smigrer Øiet og sætter i Forbauselse, naar man seer den ved Siden af det raa ubøielige Stof. Udførelsen af hans Værker søger aldrig at giøre sig selv gieldende, men slutter sig beskeden og harmonisk til Fremstillingens Characteer; den rene Stiil, den smagfulde Anordning smelter sammen med høiere Fordringer, og der fremgaaer deraf en Heelhed i Indtrykket, som bringer den Beskuende til at glemme Mesteren over hans Værk. Og denne Selvfornegtelse, som betegner den store Konstner, gaaer igennem hele hans Stræben; han stiller ligesaalidt sin Begejstring, som sit Mesterskab til Skue, og det er aldrig faldet ham ind, skiøndt Leiligheden ofte var dertil, at lade sine Compositioner prunke med antiqvarisk Lærdom. Selv, hvor han nødes til at lade Symbolet eller Allegorien tale, hvor veed han ikke der, at lade Handlingen understøtte og tydeliggiøre det gaadefulde Tegn, eller plastisk at fremstille det Moment af Livet, som giver Lignelsen Siæl og Betydning. Sommerfuglen er som Symbol maaskee ubekiendt for mange af dem, der gierne have betragtet Prometheus og Minerva, hvor den gamle Titan lader Modelleerstokken hvile, medens Øiet forventningsfuldt er heftet paa Gudinden, og denne, i Bevidstheden om sin Magt, seer rolig paa den første Livsyttring af Billedstøtten, som alt rører sig under hendes besiælende Haand. Hvo har ikke følt Indtrykket af Ro og Hvile, ved at see Nattens stille Gudinde, hensvævende som i Drømme, med de slumrende Børn i den moderlige Favn; selv uden at kiende hendes og de gaadefulde Sødskendes Navne og Betydning? Og naar engang Haabets Statue ankommer hertil, da tvivler jeg ikke om, at mangen vil med Velbehag lade Blikket hvile paa den skiønne Qvinde, som, i rig Klædning og med festlige Skridt, synes at nærme sig, idet hun ziirligen holder en sielden Blomst i den opløftede Haand; men kun faa ville bryde sig om at faae hendes ældgamle Herkomst at vide. Selv det aldeles nye i hans Opfindelser tiltaler os som noget, der havde havt sit Udspring i vort eget Indre, saamegen Inderlighed og en saa haandgribelig Forstaaelighed er der i hans Udtryksmaade som Konstner. Har vel nogen iblandt os betragtet den colossale qvindelige Figur, med Løvehud og Kølle, som forestiller christelig Styrke, og begyndt med at giøre sig Rede for Allegorien? Eller, rettere sagt, har han ikke glemt denne over det skønne Udtryk af Kraftens frivillige Ydmygelse under en høiere Villie?
Dersom nu Thorvaldsen formaaer at bringe saameget Liv ind i Symbolets og Allegoriens koldere Region, saa kan det ikke undre os, at de skiønne Digte, hvori det reent Menneskelige frit bevæger sig, blive letfattelige og ret gaae os til Hiertet, naar han er deres Tolk. Hvo har vel staaet foran Hebe, og er ikke bleven indtagen af den yndefulde Jomfru, som blufærdig synes at række ham Skaalen? Og den Kærlighedsfylde i Amors Tilskyndelse, naar Psyche, i en halv salig, halv ængstelig Forventning, tøver med at føre Nectarskaalen til sine Læber, mon den ikke har giort sin Virkning, selv uden videre Forklaring? Hvor tydelig fortæller ikke den Stilhed, som er udgydt over hele Mercur, medens enhver af hans Bevægelser er spændt, om det vanskelige Ærende, som er ham overdraget? Den phrygiske Hue har neppe forstyrret Nogens Glæde over den godmodige Omhu, hvormed den smukke, knælende Dreng lader Ørnen drikke af sin Skaal; saalidt, som Ubekiendtskab med Anacreons Digt har hindret ham fra, at fatte den List, hvormed den skiælmske Eros besnarer den troskyldige Gamle. Dog — det er ei min Hensigt at giennemgaae alle disse aandrige Arbeider, jeg vil blot pege hen paa, hvor hurtigt han faaer os til at glemme det Fremmede i den nye Sphære, som han indfører os i, og hvor vi ellers saa let føle os forlegne. Men med sielden Skiønsomhed drager han ogsaa kun det frem for os, som vi allersnarest blive fortrolige med, fordi det taler Følelsens uimodstaaelige Sprog; og alt det Usædvanlige i disse Skikkelsers Nøgenhed og særegne Dragt, — det oversees, eller det forekommer os, som om der maa saadanne Former til, naar Livet skal bevæge sig med saamegen Uskyldighed, aabenbare sig saa aldeles uforbeholdent.
Man behøver desuden kun flygtig at have seet, hvad der er kommet hertil af hans Værker, for at blive overtydet om, at Costumet ikke vælges af ham, blot for at efterligne dette eller hiint Forbillede, eller for at følge et eller andet æsthetisk System, men at det staaer i den nøieste Forbindelse med den Opgave, han vil løse. Hans skarpe Blik opdagede snart al den Fordeel, som en konstnerisk Benyttelse af forskiellige Nationers og Tidsaldres Dragter og Sædvaner maatte give ham, til endnu bestemtere at tegne de Charakterer, som han vilde fremstille. Tydeligst falder det i Øine, hvor Modsætningerne møde hinanden, som i Alexanders Triumph, hvor Datidens Asien og Europa ere skildrede med skarpe, umiskiendelige Træk i de indhyllede Perser og i de letklædte, letbevægelige Hellener. Men hvor smukt har han ikke benyttet græsk Sædvane, naar han lader det jomfruelige Bads uforstyrrede Ro værne om Gratiernes Uskyld og Speg i søsterlige Omarmelser.
Græsk Costume er, giennem den romersk-christelige Konst, blevet en nedarvet Vedtægt, naar Optrin eller Personer af det gamle og ny Testamente skulle afbildes; og paa antik-christelige Monumenter finde vi Frelseren og Apostlerne i den Dragt, som betegner Lærestanden under de senere romerske Keisere. Thorvaldsen har derfor i de af sine Arbejder, der forestille christelige Gienstande, optaget denne Dragt, idet han tillige, med Hensyn til visse Friheder i dens Anvendelse, aldeles har fulgt sine bedste Forgiængere fra den nyere Tid. I det skiønne Billede af Familie-Livet, (Marie med Barnet paa Skiødet og den lille Johannes ved Siden), hvor Børnenes Leeg alt tyder hen paa, hvad de engang skulde blive for hinanden, er Maries Costume behandlet med en vis Frihed, der minder om Raphael, og som fortreffelig egner sig til denne Forestilling, der skylder den moderne Konst hele sin Udvikling. En lignende Frihed findes i Johannes den Døber og de Grupper, som omgive ham. Men hvor heldigt bidrager ikke denne Frihed til levende at stille hiin giærende Tid frem for os; hvor kraftigt understøtter den ikke Konstnerens ædle Varme og dybe Følelse. De kolde, tvivlende, forstenede Skriftkloge staae der i deres lange, tætsammenholdte Klæder, med det østerlandske Hovedbind, som altsammen træffende erindrer om den stivsindede Vedholdenhed, den indsnærpende Kaste-Aand, som giennem Aarhundreder har varet en Eiendom for de høiere Classer i Orienten. Det friere græske Klædebon passer derimod godt til de ædlere, yngre, mere aabne Gemytter, til den troskyldige Jæger og Hyrde og de tillidsfulde Qvinder og Børn, som, hver med sin Trang i Hiertet, lytter til Døberens trøsterige Forkyndelse.
Christus, som Seierherre over Død og Grav, var en langt vanskeligere Opgave, ogsaa med Hensyn til Forestillings-Maaden. Lærerens Dragt, som klæder Apostlerne saa vel, er her ikke betegnende nok; og den byzantinske Keiserkaabe, som Middelalderen saa ofte har hyllet ham i, er et utilstrækkeligt Surrogat for at skildre hans Høihed, og den hindrer ham desuden i at vise sig som Frelser i egentlig Betydning. Vor Konstner sluttede sig derfor helst til Raphael og valgte blot
et simpelt stort Klæde, som med Lethed og Værdighed kan omgive hele Figuren; mere, som det synes, for at tilfredsstille det strængere christelige Sædeligheds Begreb, end for at antyde den legemlige Fornødenhed. Men han har anvendt dette Klæde med en forbavsende Originalitet: i store, rene Folder lægger det sig om Frelserens Legeme og aabner sig kun saameget, som det er nødvendigt, for at han utvungen kan vise de hellige Mærker om Forløsningens bittre Kamp. Blødheden i Gevandtets Bevægelse, Storheden og Afvexlingen i dets Partier, og den ligesom ærbødige Tilbageholdenhed, hvormed Gangen af de skiulte Former forraades, giver det en overordentlig Skiønhed, værdig den milde Majestæt, hvormed Forsoneren kalder os til sig.
Den strængere og, om jeg saa maa sige, mere historiske Charakteer, der gaaer igiennem de af vor Konstners Værker, som henhøre til den christelige Cyclus, i Modsætning til det mere øieblikkelige, ungdomsfriske, men ikke saa dybt bevægede Liv i mange af hans græske Fremstillinger, skyldes ikke allene den Klarhed, hvormed han fatter det Ejendommelige i sin Opgave, men tillige en anden Egenskab, som kun skiænkedes Faa i saa høi en Grad, nemlig den: med hele sin Siæl at kunne sætte sig ind i forskiellige Hovedretninger af Fortidens Konst. Imellem de uoverseelige Rækker af Forgængeres Arbeider staaer Konstneren, som en Arving imellem umaadelige Rigdomme, og det kommer nu an paa, om han har et saa sikkert Øie og en saa kraftig Villie, at han erkiender og griber det Bedste, og anvender det med Held til Fordeel for sin Konst og til Glæde for Samtid og Eftertid. Men, for at giøre dette i et saa stort Omfang som Thorvaldsen, maa han, foruden alt det øvrige som dertil fordres, være istand til en redelig Selvfornægtelse; aaben og ligefrem maa han vise hen til Kilden, hvorfra han hentede den styrkende Drik; ikke maa han søge sin Storhed i en indbildt Uafhængighed og Originalitet, men i den Selvstændighed, hvormed han har sluttet sig til Fortidens store Mænd og i det Held, hvormed han har virket i deres Aand. Det er ikke Thorvaldsens mindste Roes, at han rolig kan vedkiende sig sine store Læremestere i Rom og Athen, uden al Frygt for, at hans Tilstaaelse af hvad han skylder dem skal berøve ham den mindste Deel af hans ærligt erhvervede Berømmelse. Og det er en Fortieneste, som især i vor Tid ikke burde være den mindst paaskiønnede, at han i sine Værker er en begejstret Forkynder af Konstens Herlighed i Fordumsdage, et levende, forbindende Led mellem Nutiden og det Forbi-gangne.
At han imidlertid ogsaa der bevæger sig med sin sædvanlige Frihed, hvor Opgaven ikke tillader ham at holde sig til saa store Mønstre, det har han i flere Værker godtgiort. Mellem de Portraiter, som vi have modtaget, findes der et Par qvindelige Statuer, som i hele deres Holdning og Costume umiskiendeligt høre Nutiden til, uagtet al den Frihed, som Konstneren har taget sig i det Enkelte. Hvilke kiære Erindringer vaagne ikke hos den, som engang selv var i det varme, fortryllende Syden, naar han seer Byron, med henrykt Aasyn, sidde i den lette skiødesløse Reisedragt paa græske Ruiner! — Ærværdig throner Pius i hele sit rige Ornat paa Peters Stol; og, naar man betragter Copernicus med det smukke, aabne Ansigt, det simpelt afrundede Haar og i sit Folks beqvemme Dragt, da glemmer man fast det colossale i Billedstøtten og henflyttes let i Tanken til hans stille, eensomme Kammer.
Dersom Thorvaldsen aldrig havde udført andet end de sidstnævnte Værker, saa havde han, ene ved dem, tilvundet sig en Plads mellem de største moderne Billedhuggere.
III.
Man har i den nyeste Tid begyndt, at henvende sin Opmærksomhed paa de Forandringer og Forbedringer, som Museer og Gallerier haardt trænge til. Erfaring har endelig viist, at Nydelsen forhøies og lettes, naar de sammendyngede Konstværker ere fordeelagtigt opstillede og ordnede efter en Plan, der kan bringe Eenhed og Sammenhang i den brogede, forvirrende Masse. Det Overblik, som man herved faaer over det Særegne ved de forskiellige Skoler og Mestere og over deres giensidige Berørelser, og den større Beqvemmelighed, hvormed man her kan nyde mangt et Værk, som ellers kun med Vanskelighed var tilgængeligt, giver dog Erstatning for den Træthed og Overmættelse, der saa let indfinder sig i store Samlinger.
Det foranførte gielder imidlertid ikke i samme Grad om alle Konstfag. Den heldigste Omsorg har truffet Maleriet, og Berliner Museet kan, med Hensyn til denne Konst, opstilles som et Mønster paa en forstandig og smagfuld Anordning. Billedhuggeriet kan endnu ikke rose sig af et lignende Held; Opstillingen er her forbunden med langt flere Vanskeligheder, Interessen mere deelt ved den skarpe Sondring imellem Antikt og Modernt, og den høie Værd, som man med Rette tillægger Oldtidens Værker, synes oftere at have fremkaldt Lysten til at omgive dem med al mulig Glands, end til at sørge for det Væsentlige ved deres Anordning. Kostbare Bygninger har man reist for dem, glimrende Sale ere blevne dem indrømmede, men kun høist sielden ere de placerede saaledes, at man ret kan nyde dem. Enkelte Partier af det vaticanske Museum, som Cabinetterne omkring den lille Gaard i Belvedere, danne i denne Henseende en meget behagelig Undtagelse. Træder man derimod ind i. Münchens nye prægtige Museum (Glyptotheket), da finder man unægtelig i flere af Salene en god Belysning; men Opstillingen vil neppe behage Øiet, der desuden stærkt føler den Tomhed, som opstaaer af Misforholdet mellem Rummet og Billedstøtterne. I Berlin ere Statuerne enten opoffrede som Decoration, eller henstillede i et langt, lavt, slet belyst Gallerie; og denne daarlige Stuebelysning svækker ogsaa Indtrykket af den kostelige Samling i Louvre. De nye Sale i det brittiske Museum lide ikke under denne Mangel og de herlige Grupper fra Parthenon faae Lys nok fra oven; men deres konstneriske Virkning er aldeles tilintetgjort ved den Maade, hvorpaa de ere stillede under Lyset. Naar det gaaer saaledes med de antike Sager, kunne vi let begribe, at Samlinger af modernt Billedhuggeri ikke have nogen bedre Skiæbne: det seer desuden meget fattigt ud med dem, og, medens vi tælle ikke saa faa store Gallerier, som give en god Oversigt over enkelte af Malerkonstens vigtigste Perioder, eller over de fleste af dem; vil det neppe være muligt at nævne et eneste Museum for Skulpturarbeider, som præsterer noget lignende, ikke engang med Hensyn til de berømteste Mestere, som Ghiberti, Bonarroti, Bernini, Canova. Kirkerne danne endnu de bedste Museer, men disse indeholde dog kun visse Klasser af Monumenter, som man stundom desuden, især i de protestantiske Lande, kun faaer at see med endeel Besvær, og ofte saa slet opstillede, saa skiødesløst behandlede, at det første Indtryk af dem ere mere afskrækkende end tillokkende. Føier man nu dertil den svækkende Indflydelse, som Forandringer i beslægtede Konstfag have havt paa Skulpturen, og den Omstændighed, at den antike Konst i Løbet af det sidste Aarhundrede mere er bleven en Gienstand for videnskabelig Grandskning og academisk Studium, end for en fri Nydelse, saa kan det ikke forundre os, om Billedhuggerkonsten paa mange Steder efterhaanden er bleven mere fremmed for Folket, end Maleri og Architectur.
Men deraf, at man er bleven vant til Savnet af en Konstnydelse, følger ingenlunde, at man ogsaa har tabt Sandsen for den; ligesaalidt som den Deeltagelse, der skiænkes andre Konstfag, hvis Nydelse jævnligen bydes, er, for sig allene, et afgiørende Beviis paa at man i Særdeleshed er modtagelig for dem. Selv i vort lille Danmark var der en Tid, og det er endda ikke saa meget længe siden, da man ansaae det for nødvendigt, at Skulpturen rigeligt smykkede selv det Udvendige af en Bygning, naar den skulde have nogen Anseelse. Kronborg, Frederiksborg, Amalienborg og flere af Byens Porte staae endnu som uimodsigelige Vidnesbyrd herom, skiøndt Alder og Uheld have skæmmet en Deel af deres Pragt. Vore gamle Haver, i fransk Smag, kunde ikke undvære Billedstøtter i Marmor og Bronze, i Sandsteen og Bly, og Fredensborg Have, med Wiedewelts talrige Arbeider, giver os endnu et tydeligt Begreb om den store, pragtfulde Virkning, som et saadant Anlæg kunde frembringe. I Kirkerne, selv paa Landet, kunne de udskaarne Altertavler, de udhugne Liigstene og Epitaphier fortælle os om den Lyst vore Forfædre have havt til Billedhuggeri: og i private Huse finde vi endnu paa enkelte Steder Spor af den smukke Mode, at beklæde Væggene med Paneel og pryde det med udskaarne Arbejder af Træ eller Alabast. Det lader sig imidlertid ligesaalidt nægte, at der var en Periode, da det syntes, som om Skulpturen aldeles vilde forlade os, skiøndt vi havde opfostret flere af dens heldige Dyrkere foruden ham, der skulde blive dens Stolthed. Da Ildsvaade og Fiendehaand havde Ødelagt Byens Hovedkirker med deres pompøse Gravmæler: da Forandringer og engelske Anlæg efterhaanden havde fortrængt de fleste Billedstøtter af Rosenborg Have, og de tilbageblevne vare forladte og mishandlede; da den saakaldte Antik-Sal paa Charlottenborg meest svarede til sit Navn ved det forfaldne, forstuvede Udseende, og de nye Pragtbygninger, med tomme Nischer og Gavle, stode som huuløiede Liig; dengang var her rigtig nok saa øde, som om en Billedstorm havde raset giemmem Byen.
Dog denne Tid synes allerede stærkt at gaae til Ende. I Løbet af det sidste Decennium er der udrettet meget og endnu mere forberedt, for igien at lade Skulpturen indtræde i sine gamle Rettigheder, og det med langt større Kraft og Virkning end forhen. Efterat Thorvaldsens Værker ere komne hertil og have begyndt at udbrede Liv i den Tomhed, som før herskede; efterat Værksteder ere aabnede, hvor det unge Talent finder Veiledning og Opmuntring: er ogsaa den Sands, der syntes reent forsvunden, igien begyndt at vaagne. Mangen Mindesteen har i den senere Tid modtaget Konstens betydningsfulde Stempel; mangt et Portrait i Gips og Marmor gienkalder kiære og yndede Træk; og Afstøbninger, som vare blevne til rene Sieldenheder, udbrede nu Bekiendtskabet med mangt et interessant Værk. I hvor mange Kredse har ikke allerede Venus og Merkur og den lille
Amor med sin Lyra forkyndt Mesterens Konst og stemt Hierterne til Følelse og Bundring? Under saadanne Forvarsler kunne vi ikke andet end glæde os over at den Tid stunder til, da Thorvaldsen kommer tilbage; hans Nærværelse vil sikkert bortrydde enhver Hindring, som endnu modsætter sig den fuldstændige Anvendelse af hans bestilte Arbeider; Ankomsten af hans øvrige Værker vil give det alt modtagne Indtryk forhøjet Styrke, og et nyt Væld, rigt paa ædel Nydelse, skal udsende sin vederqvægende og begejstrende Strøm.
Det er allerede forhen bemærket, at de hiemsendte Partier af Thorvaldsens Samlinger deels ere adspredte paa forskiellige Steder, deels endnu ligge i Kasserne, og at denne lidet sømmelige Bevaringsmaade ene og allene har sin Grund i Mangel paa en beqvem Plads. Det blev derhos omtalt, at der fra Vedkommendes Side, i Efteraaret 1835, var giort Forslag til at afhielpe denne Mangel, og at Udførelsen af dette Forslag, der vilde fordre en ikke ubetydelig Sum og endda være forbundet med endeel Betænkeligheder, var bleven opsat til Konstnerens Hjemkomst, for at man i Forening med ham kunde gaae sikkrere til Værks. Der hengik imidlertid over et Aar, og Konstneren kom endnu ikke; men derimod blev hans Beslutning, at skiænke Danmark sine Konstsamlinger, meer og meer bekiendt. Denne Omstændighed har væsentlig bidraget til at giøre en Sag offentlig, der, hvad enten man seer hen til Konstnerens Storhed og den Hæder han har bragt os, eller til den høie Værd, som en Samling af hans Arbeider stedse vil beholde, vel maatte synes at have en fortrinlig Adkomst til almindelig Deeltagelse. Vil Thorvaldsen bringe et saa betydeligt Offer, der paa mangfoldige Maader kan komme hans Landsmænd til Gode ikke allene nu, men i en Række af Generationer; vil han berige os med sine Skatte; da formaae vi ikke værdigen at takke ham for en saa uvurdeerlig Gave, uden ved en Modtagelse, som kan bevise, at vi skionne paa den og at vi ville sørge for dens Anvendelse efter Giverens Hensigt.
Det Første og det Nødvendigste, for at dette kan skee, er en Bygning, stor og beqvem nok ikke allene til at rumme og bevare hans Arbeider, men ogsaa til at fremstille dem for hans Landsmænd og for Fremmede paa den værdigste Maade, det vil sige saaledes, at de kunne vise sig i hele deres Skiønhed. Dog, idet jeg vil yttre mig herover, staaer maaskee den Erindring ikke paa urette Sted, at det ingenlunde kan være min Hensigt, utidigen at foregribe den Plan, som det til sin Tid maa overlades vedkommende Bygmester i Forening med Thorvaldsen, at udkaste og fuldføre; men at jeg blot vil lidt nøiere oplyse en Sag, der, som det synes, endnu er udsat for endeel Misforstaaelser, eller der betragtes som noget, man maa see til at faae fra Halsen paa den nemmeste Maade.
Naar vi giennemgaae Thorvaldsens Arbeider indtil den seneste Tid, saa ville de interessere os, baade med Hensyn til deres forskiellige Indhold, og tillige ved Angivelsen af Konstnerens Standpunkt i tidligere og senere Perioder af hans Liv. Det maa ved første Øiekast synes, som om disse tvende Interesser let kunde krydse hinanden, og at man ved Opstillingen kunde blive nødsaget til at give Slip paa væsentlige Fordele, hvorhen end Valget faldt; men her indtræffer den lykkelige Omstændighed, at Konstnerens Virksomhed i Italien kiendeligen deles i to store Afsnit: det ene før, det andet efter 1820. Det første udmærker sig ved den Forkærlighed, hvormed han næsten udelukkende behandler Æmner af den græske Gude- og Heltekreds, og ved det store historiske Relief, Alexanders Triumph; det sidste faaer især Betydning ved hans omfattende Compositoner af det nye Testamente, dernæst ved de store Grav- og Æresminder. Konstværkernes Indhold synes altsaa sikkrest at kunne lægges til Grund for hele Anordningen og, naar blot de forskiellige Hovedklasser holdes sammen, vil det omtrent være ligegyldigt i hvad Orden de følge, da man alligevel uden Vanskelighed kan faae et Overblik over Gangen i hans Stræben. De Arbeider, som han har udført forend han kom til Italien, have en gandske anden Charakteer, de udgiøre derfor bedst et eget Afsnit uden Hensyn til de forskiellige Gienstande, som de fremstille.
Forudsat, at denne Antydning af Hovedklasserne blev billiget, saa skulde det første Afsnit omfatte alle de Gienstande, som henhøre til græsk Mythologie og Historie; men, da saadanne Æmner have beskiæftiget Konstneren lige indtil den seneste Tid, saa er det indlysende, at Arbejdernes Tidsfølge her vil giøre sin Indflydelse gieldende paa deres Opstilling. Dog det et er ikke det eneste Hensyn, som fordrer Opmærksomhed. Iblandt de tyve Grupper og Statuer, som komme i denne Afdeling, er der to colossale, de øvrige ere enten i naturlig Størrelse, eller endnu mindre. Af de halvtredssindstyve isolerede Basrelieffer, foruden Alexanderstoget, ere nogle af et betydeligt Omfang, medens andre ere saa smaae, at de næsten kunne sammenlignes med store Cameer. Men saa ulige Dimensioner lader sig ikke stille sammen, af Grunde, som senere skal blive anførte. De forskiellige Gienstande komme nu ogsaa med deres Fordringer. Ved Billedstøtter, som, hver for sig danne et afsluttet Heelt, ville de alt for stærke Modsætninger, i Nærheden af hinanden, svække Indtrykket og forstyrre Nydelsen. Merkur, som pønser paa Drab, harmonerer ikke med Apollo mellem Hyrderne, eller med Venus, som seirende viser Æblet . Stilles Hyrdedrengen, eller Ganymed, som giver Ørnen at drikke, ved Siden af Amor og Psyche, da ville disse Statuer virke ufordeelagtigt paa hinanden. Iblandt de halvophøiede Arbeider findes der desuden større og mindre Kredse af Forestillinger, som neppe uden Skade tør brydes: saaledes Optrinene af Achilles’s liv og de erotiske Compositioner; ligesom ogsaa alvorlige Forestillinger, som Nemesis og Pareerne, ikke ville tage sig godt ud i Nærheden af Musernes Dands eller Festtoget paa Parnas. I en Samling af Billedhugger-Arbeider er det saare vigtigt, at Øiet faaer saamegen Hvile som muligt, og at de forskiellige Indtryk roligt og harmonisk afløse hverandre; thi Øiet maa anstrænge sig langt mere mellem alle disse virkelige Figurer, end naar det kan glide hen over Maleriets jævne Flade, og Billedstøtten med sin større Simpelhed opfordrer ogsaa Siælen til større Selvvirksomhed, end Maleriet. Det er netop den brogede, overlæssede Sammenstilling i de fleste Museer for antik Skulptur, som saa let tvinger Beskueren til flygtigt at mønstre Statuer og Basrelieffer.
I den anden Afdeling give Compositionerne af det nye Testamente langt færre Bryderier, hvad Opstillingen angaaer. De sexten Figurer, med Johannes den Døber i Midten, smelte aldeles sammen til eet stort Indtryk og deres Opstilling bestemmes desuden noksom ved den Ramme, hvortil de ere componerede. Den ærværdige Forsamling af Apostlerne om deres store Mester og Herre, kan, formedelst det Beslægtede i deres Charakterer, godt betragtes som et Heelt, uagtet enhver Apostel er opfattet og fremstillet som en isoleret Statue. Derimod voxer Rummets Størrelse allerede her betydeligt og endnu mere, naar vi komme til Gravmælerne og Æresminderne, blandt hvilke der findes nogle, som Pavens Monument og de tvende Statuer til Hest, hvor Figurernes Høide beløber sig til tyve Fod, foruden det nødvendige Fodstykke. Saadanne Arbeider fordre desuden ikke allene et høit, men ogsaa et forholdsviis langt og bredt Rum, naar de skal giøre deres Virkning. Andre Værker af denne Klasse ere imidlertid betydeligt mindre, og den samme store Afvexling, som vi finde i Maalene, træffe vi ogsaa i deres Charakterer. Gravens Alvor hersker over Leuchtenbergs Monument, Pius den syvendes bærer mere Præget af kirkelig Høitidelighed, og Potockis mandige Statue nærmer sig ved det freidige Udtryk mere til Æresminderne. Imellem disse danner igien Maximilians og Poniatowskys krigerske Udvortes en, stærk Modsætning til Fredens Helte: Guttenberg, Copernicus, Schiller og Byron. Hvor vanskeligt vil det her være at tilfredsstille alle Fordringer og, hvor sørgeligt paa den anden Side, dersom Konstværkets Virkning skulde lide og maaskee lide betydeligt, fordi man savnede Midler til at overvinde de største Hindringer. Det betydelige Antal af Portraiter er her ikke berørt, da Opstillingen af denne Klasse neppe vil være forbunden med Besværligheder; det Eensformige i de mange Rækker af Hoveder vil desuden paa den letteste Maade hæves, ved at lade den patriotiske og historiske Interresse sørge for deres Inddeling og ved at benytte de enkelte Statuer til at bringe Afvexling i Massen.
Denne korte Udsigt over Anordningen vil dog tilstrækkeligt vise den store Forskiel i Rummenes Forhold, som bliver nødvendig, saafremt man ikke tænker sig det hele Museum som een eneste, eller flere usædvanlige store Sale, der mageligt kunne rumme alt. Dog i dette Tilfælde møder andre Vanskeligheder. For at frembringe hele den Virkning, hvorpaa en Statue er beregnet, maa den staae i et harmonisk Forhold til det omgivende Rum; en stor Billedstøtte, som ikke har mere end den allernødvendigste Plads, faaer et trykket Udseende, og en lille Figur taber sig derimod i et meget stort Rum. Sættes en colossal Statue ved Siden af en meget mindre, saa vil der ogsaa opstaae et føleligt Misforhold, da enhver af dem maa sees fra et forskielligt Standpunkt. De store Former ville derfor i Nærheden faae et plumpt Udseende, de mindre ville i en større Afstand synes smaalige. Man stole ikke paa, at man, under Betragtningen af den ene Figur, vil kunne afholde dens Nabo fra at virke paa Øiet! Belysningen spiller desuden en vigtig Rolle og anvendes den paa een og samme Maade ved Konstværker af forskiellige Dimensioner, saa komme nogle af dem nødvendigen til at lide derunder. Det Lys, hvori en Statue, som Hebe, fremtræder med den tilbørlige Kraft, vil ikke være tilstrækkeligt til Figurerne paa Pavens Monument, langt mindre til hele Monumentet; og den Lysmasse, som udfordres hertil, vil, omvendt, være meer end tilstrækkelig for den førstnævnte Statue, og lade mange af dens Skiønheder svømme bort i sin brede Strøm. Belysningen bidrager overhovedet saa væsentligt til at faae Liv i plastiske Arbeider, at man ikke kan lægge Vægt nok paa den; og Virkningen af det store Fortrin, at de fremstille virkelige Former, er saa aldeles afhængig af dens rigtige Anvendelse, at en slet belyst Statue ligesaalidt lader sig nyde som et Maleri, naar den blændende Glands hviler paa dets Overflade. Først da, naar Figurens Bevægelse, naar Formernes Tilbagetræden og Udladning heldigen understøttes af Lysets og Skyggens harmoniske Spil, først da kan man tale om ret at nyde den, og da er jeg ogsaa overbeviist om, at man ikke vil tænke paa Billedstøttens Hvidhed. Et andet meget virksomt Middel til at afbryde det Eensformige i Gipsens og Marmorets Farve, er den Modsætning, som Konstneren vist vil søge at faae tilvejebragt imellem Statuen og den Baggrund, som den aftegner sig paa. At Hvidt paa Hvidt giør en daarlig, eller rettere sagt, slet ingen Virkning, derom have vi baade her og paa andre Steder, samlet utvetydige Erfaringer.
Et saadant Museum faaer altsaa en ganske egen Charakteer, da Fordelingen af dets Indre, der, som det græske Tempel, allene er beregnet paa Billedstøtterne, tillige frembyder den stærkeste Modsætning af store majestætiske Sale og smaa hyggelige Cabinetter. Den høit indfaldende Belysning udbreder Ro overalt og virker dog afvexlende; den beqvemme Forbindelse mellem de forskiellige Partier tillader med Lethed at forfølge nye Indtryk, og uforstyrret at tabe sig i Nydelsen af det enkelte Konstværk. Da den Værdighed, hvormed en saadan Bygning bør være omgivet, ikke bliver afhængig af kostbare Stoffer, men allene af den Indsigt og Følelse, hvormed Konstneren forstaaer at behandle Former og Farver, saa vil den neppe kunne kaldes en Pragtbygning, uden for saavidt som den, med Udtrykket af et ædelt giennemført Konstværk, fortiener denne Benævnelse i en høiere Betydning. Løsningen af hele denne Opgave hører derfor til det Sværeste, som Bygningskonsten kan opvise, og dens Vanskeligheder kunde let blive uoverkommelige, der som man vilde føie nye Betingelser til, som at rette sig efter staaende Mure, og deslige. Besparelsen, det eneste som herved kunde vindes, vil i ethvert Tilfælde ikke blive af Betydning; derimod vilde man paa denne Vei maaskee lettere opnaae et andet Øiemeed: at have bygget eet Gravsted mere for Konsten. Dog denne Tanke falder vist heller ikke nogen ind, som blot har lagt Mærke til, hvor forlegne flere af vore Samlinger ere for at udvide sig, eller for at erholde et fast og passende Bevaringssted; og hvor langt lettere en ældre Bygning lader sig indrette for dem, end for et saa betydeligt Antal af Skulpturarbeider, som det her omtalte. Desuden, her er jo ikke Talen om, hvorledes Regieringen under de nærværende Forhold vilde afhielpe en øieblikkelig Forlegenhed, men om den Maade, hvorpaa hele Folket vil bevidne sin Erkiendelse af Thorvaldsen, som Danmark skylder en uvisnelig Hæder, og hvis fædrelandske Sind fortiener at modes med en redebon Taknemmelighed.
Dog, vi ville ved Opførelsen af denne Bygning ikke allene reise Konstneren og os selv et varigt Minde, men tillige sørge for almene og høiere Interesser. Den Trang til Erhvervelsen af alle Fordele ved en aandig Udvikling, der synes at være dybt indpodet i vor Folkecharakteer, og som har fundet en kraftig Understøttelse hos Regieringen, kan og bør ikke undvære dannende Konst. Naar vi giennemgaae det sidste Aavhundrede af vor Historie, kunne vi være stolte af ikke faa Architecter, Billedhuggere og Malere, hvis Arbejder vidne fordeelagtigt om de Anlæg, som findes iblandt os, men som ikke altid have formaaet at virke med det Held de syntes at fortiene, fordi de vare langt forud for Nationens almindelige Dannelse. Vel har en mere levende Sands i den senere Tid begyndt at udbrede sig, men langt fra med den Alvor og Inderlighed, der er nødvendig for at give den Præget af ægte Nationalitet, og den Kulde, hvormed man endnu bestandig gaaer ældre fortræffelige Konstværker forbi, viser bedst hvormeget den endnu trænger til ret at vækkes og styrkes. Hele vor Opdragelse savner desuden Konstens gavnlige Indflydelse meget mere, end det sømmer sig for den efter dens Standpunkt. Vore offentlige Monumenter, vore Samlinger og Udstillinger ere, for den største Deel, endnu ikke tilgængelige nok, eller saaledes indrettede, at de fordeelagtigen kunne benyttes; og, for at bringe Forandring og Forbedring ind i alt dette, behøves der et stort, et gennemgribende Foretagende. Et saadant er Oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Det vil værdigen begynde den Offentlighed i Konstnydelsen, som der føleligt savnes; i dets Sale vil Konstnerens berømte Navn, den nationale Følelse og Fremmedes Beundring kraftigen understøtte den Virkning, som hans Mesterværker giøre, og Øiet vil aabnes for den rige Nydelse, for den Belæring, som gaaer Haand i Haand med Konsten.
Det er jo aabenbart, at Ansigtstræk, Lader, Holdning, ja selv Klædedragt, udtryksfuldt betegner os det Udviklingstrin, hvorpaa et Individ staaer, den historiske Plads, som det indtager. Men hvilket Middel have vi, som i det Omfang, med den Fuldstændighed og Tydelighed kan skildre os dette, dersom det ei er dannende Konst? Og af dens forskiellige Fag, er det Plastiken, som især forstaaer at give Legemets Former en Betydning og en Virkelighed, der bevarer sin slaaende Virkning selv paa det meest vante og øvede Øie. Konsten viser os imidlertid ikke blot det omgivende Liv som i et magisk Speil, der skiænker de fremtrædende, velbekiendte Figurer, nye Interesse ved den Friskhed og Skiønhed, hvori de ere klædte; men den lader hele Fortiden tale til os i et Sprog, som er forstaaeligt for alle, og med en Sandhed, der ei viger for Historiens. Den dygtige Konstner er sin Tidsalders, sin Nations Tolk, og hans Værker gaae til kommende Slægter som paalidelige Vidnesbyrd om den Aand, der engang har bevæget sig i Templet og paa Torvet; selv i deres Brudstykker vedblive de at være begejstrende Opfordringer til langt senere Konstbrødre, som, understøttede og opflammede af dem, fremtrylle Oldtidens Bedrifter og sønderrive det Slør, hvori Glemsel har hyldet dem. — Naar vi betragte Johannes den Døber, eller Apostlerne, hvor asketisk Strenghed udtaler sig giennem de alvorlige, grundende Træk, hvor selv det milde kærlighedsfulde Sind faaer en Dybde i Udtrykket, der vidner om en Stræben og en Længsel, der ei kan udfyldes herneden; og vi derimod i Skildringer af det græske Liv, uagtet al dets Herlighed og overvældende Livsfylde, savner Udtrykket af hiin Længsel, finder hiin Alvor mere udtalt i hemmelighedsfulde Billeder, end som noget, der ret er gaaet over i den Enkeltes Liv: saa blive vi vistnok tiltalte af Konstens skiønne og stærke Sprog, men den Forestilling om Virkningen af christelig Tro og af græske Myther, som vi havde øst af hellige og profane Skrifter, vil ogsaa have vundet i en Klarhed og Fleersidighed, som den ellers aldrig havde erholdt. Men, for at disse Ord ret skulde finde Gienklang hos mange af mine Landsmænd, maatte jeg ønske, at Thorvaldsens Museum alt stod der, og at Folket alt havde havt Leilighed til jævnligen at vandre mellem dets betydningsfulde Skatte. Saa forskiellige end de Følelser ville være, hvormed Konstneren og den Lærde, den dannede og den simple Mand betragte dem, saa maa dog den gribende Sandhed, hvormed han fremstiller hvad han vil, og den historiske Aand, der giennemstrømmer hans Arbejder, berige dem alle, efter deres forskiellige Trang og Anlæg, med nye Indtryk og nye Anskuelser; en stærkere Lyst vil vaagne efter at beskue Oldtidens Værker og det bedste, som vi eie af nyere Konst; en større Livlighed og Bevægelighed i Forestillingerne, en mere levende Sands vil efterhaanden komme til at udvikle sig, og vil vise sig velgiørende i meer end een Retning.
Og, for blot at antyde een eneste, her bør vi ikke oversee de Fordele, som Haandværket og Industrien vilde erholde ved at komme i Berørelse med Konstværker som de omtalte. Saa simple end de Former ere, som vi dagligen skue om os i Møbler og Huusgeraad, saa indeholde de dog en stor Afvexling, tillade de dog en mangesidig Udvikling og Forædling; de gaae desuden giennem forskiellige Led over til, og igiennem de saakaldte organiske Former, og disse opstille, rigtigt forstaaede, de bedste Mønstre for hine. Men deres Opfatning er ikke saa let, og selv den techniske Behandling henter her ofte ikke sine Fordele fra Haandværksdygtigheden, men fra Konstnerfølelsen. Derfor er det ogsaa, at selv det simpleste Redskab fra Perioder, hvor Konsten ret har blomstret, bærer dens skiønne Præg. At en saadan Paavirkning tillige kan medføre betydelige Fordele af anden Art, derpaa have vi et mærkeligt Exempel i det engelske Pottemageri, thi Wedgwood fandt Veien til denne Guldgrube giennem Hamiltons Antiksamling.
