Ut te
Utque tui similes danica regna colant.
Deliciæ Poet dan.
Dets Ry er Godheds Tolk og Himlens Glæder
Og Danmarks Roes, og Dannerkongens Giengield.
Odelhiem i Ewalds Fiskere, 3 U. I Sc.
At intet hele hans lange nu snart tilbagelagte Tilskuerbane igiennem har været Tilskueren kiærere, end naar han havde noget at omtale, der giorde Fædrelandets Børn, og dets Regiering Ære, er et Vidnesbyrd, hvorpaa han med dristig Selvbevidsthed tør giøre Fordring. Denne Følelse tro har han allerede en Tid glædet sig at skulle her omtale en af hele Europa hædret høist hæderfuldt hedengangne Medborgers, den lærde ædle aandfulde Oldgrandsker Zoegas Levnetsbeskrivelse med lige Flid, Smag, og Sandheds Kiærlighed udglvet af Zoegas senere Dages Ven, den berømte Prof. F. G. Welcker; og troer han saameget hellere her at kunne omtale dette Værk, da han troer at vide, at ikke ret mange Exemplarer deraf hidtil ere komne til Kiøbenhavn, ligesom det, saavidt ham er bekiændt, neppe endnu enten i Boghandelen er anmældt, eller omtalt af Noget af vore offentlige Blade.
Allerede ved sig selv maatte dette høist interessante Værk for Tilskueren have en særdeles Tillokkelse, da det fremstiller en tro Skildring af en Videnskabsmand, hvem han i sin tidligere Ungdom personligen har kiændt, med hvem han har havt Omgangskreds, Venner, og for en stor Deel, Dannelses- og Virke-periode tilfælles, saa langt end de Baner, hvori Skiæbnen anviiste hver af dem at vandre og virke, alt mere og mere fjernede sig fra hinanden, og har saaledes Tilskueren ikke uden en synderlig alvorlig – til Andagt sig nærmende Følelse kun det see, hvorledes i de to Aar fra Julii 82 til Julii 84 Zoega tvende Gange var saa at sige kun faa Skridt forud for ham og hans medreisende Ven Samsøe; hvorledes hin i Junii 1782 var i Kiel, hvor de faa Uger derpaa kom, og levede i Venskab med hans i Brevet til Esmarch omtalte yngre Broder, der just da endte sine Studier der; hvorledes atter 1784 denne i en for ham høist mærkelig Periode var i Paris, som han netop maa have forlodt, da vi kom dertil; hvilken Indflydelse det vilde have faaet, naar han, især i den sidste Tidspunkt, var truffet sammen med den for bildende Kunst, og Oldsager saa brændende, i grædsk Litteratur saa indvinde, Zoega af Aand og Hierte saa nær beslægtede, Dyvekes Digter, hvem han sikkerlig da havde draget med sig tilbage til Rom, hvorhen Samsøes hele Hu stod, og hvorfra han, blot for ikke at skille fra mig, hvis Drift bar andensteds hen, havde fiernet sig! Oftere frembød sig i denne Biographie Betragtninger af dette Slags; men de som især havde fra Begyndelsen en særdeles Tillokkelse for Tilskueren, vare de sandru, hæderfulde Vidnesbyrd, den sandelig ikke til at rose saa særdeles stemte Zoega, ved saamange Anledninger, saa lang en Række af Aar igiennem, under saa forskiellige Omstændigheder og Conjuncturer gav, og vedblev at give den danske Regierings liberale Aand, og Kiærlighed for Videnskabers og Kunsters Fremme.
Inderlig har det saaledes glædet mig, hvad han her ved saamange Leiligheder skriver om den sande Lærdomsven O. H. Guldberg, der – som han i et Brev til Heine udtrykker sig – i hver Henseende langt overgik hans Forretninger, der midt under sine mange Forretninger havde Timer at skiænke den unge Mand, af hvis Aand, Forkundskaber, Flid og Sindsstemning han kunde haabe Ære for Fædrelandet, og Gavn for Videnskaberne. Inderlig maatte det her glæde Tilskueren i en Zoegas Pen til hans Fader at gienfinde, hvad han selv omtrent paa selvsamme Tid, og med næsten selvsamme Ord mindes om samme Mand at have tilskrevet sin Fader: Han talte længe med mig, og lod mig ganske forglemme, at jeg talte med en Minister. Beundre maa jeg den Munterhed, jeg fandt hos ham, efter at han har været hele Dagen over bebyrdet med det møisomste Arbeide at høre hver Mands Anliggende fra den Fornemste til den Ringeste, give hver Mand Raad, interessere sig for hver enkelt, og tillige for Alle i det Hele.”
Inderlig har det glædet Tilskueren, at finde dette i Henseende til Tid og alle Omstændigheder saa aldeles umistænkelige Vidnesbyrd, over en af Fædrelandets alt længe hedengangne Ædlinger, hvem i det mindste Muserne indtil den Dag i Dag ikke endnu have afbetalt deres Giæld, der endnu stedse vilde favne sit af dem høistfortiente Udødelighedsminde, hvis han ikke med Mesterhaand i sit – desværre ufuldendte Mesterværk havde sat sig det selv. Skiønt det er at see, hvorledes den ædle taknemlige Zoega vedblev at være denne sin Hæders – for ikke at bringe det maaskee omtvistelige Ord – fin Lykkes første Stifter (thi man kunne maaskee spørge mig, om Zoega da var lykkelig?) erkiændtligen hengiven, saa han efter en Række af Aar sendte ham sine tvende første store Værker.
Intet Under altsaa, at Zoega, da denne Mand ved hin uventede Bortkomst fra sin betydelige Stilling, ikke var i Stand til at holde, hvad han uden at drømme om denne Tingens Vending havde tilsagt: at Zoegas Skiæbne skulde være betrygget, enten han saa selv blev eller ikke, gav Alt tabt; overtydet, at den, der ganske var – som han udtrykker sig — en falden Ministers Creatur, kaldet, ledet af ham, bestemt til et Maal, som de fleste intet Begreb havde om, som mange holdt for Daarskab, intet havde at haabe; – og det især i et Øieblik, da Zoega formedelst hans ved hans Giftermaal foranledigede Overgang til den catholske Religion, i høi Grad vilde have havt Guldbergs hele Venskab for ham behov for at finde Overbærelse med et i hine Dage især saa paafaldende Skridt. Men see! fra saa mørk en Side end Guldberg efter sin Stilling ikke kunde andet end betragte Tingene, dømte han dog med Hensyn til Zoega – uden midlertid at vide hint mislige Skridt – rigtigere end denne, raadede han strax at vende sig til Bernstorf, med Forsikring: at denne indsigtfulde Herre ikke kunde undlade at lade hans Fortjenester vederfares Ret. Ogsaa besvarede Bernstorf Zoegas første Brev med den Forsikring: at det ikke skulde mangle unge fortjenstfulde lærde paa Understøttelse i Danmark; ja hvad end mere var, medens Zoegas vedvarende Mistvivl bandt hans Skiæbne til Rom, havde man – som han selv i et følgende Brev til sin ædle Frænde udtrykker sig – i Kiøbenhavn behandlet hans Sag paa en for ham høit smigrende Maade, der forbandt ham til ny Taknemmelighed mod hans derværende Venner og Velyndere mellem hvilke han erkiændtligen nævner end et Tilskueren personlig kiært Navn, den ejegode Numsen. “Hverken kunde jeg vente, siger han, at et saa ubetydeligt Menneskes Skiæbne, som jeg er, blev afgiort i Statsraadet, eller at man for ikke at tabe mig vilde ignorere en saa notorisk Sag” – som hans Religionsforandring. – “Jeg ønsker at faae Leilighed at lægge min Taknemmelighed for Dagen, og mistvivler ikke om at finde den her.” Et Ord han siden mod saamange af vore Landsmænd saa redeligen holdt. “Ved sit Raad og sin Undervisning – siger hans samtidige Ven, Schow, har han dannet mange af sine lærde Landsmænd, der have gavnet og endnu gavne Fædrelandet; alle disse føle hans Tab, og tænke med Vemod derpaa; i Atti della Acad. italiana vidnes – som hans Biograph anfører – at Thorwaldsen skylder denne sin Ven sin Aandsdannelse og høiere Retning i Kunsten; og tilføier Biographen, at mange danske og andre Kunstere gierne betiente sig af hans Raad og agtede paa hans korte og træffende Vink; men at han især ved sin strænge Dom mangelunde ledede Thorwaldsen i hans Uddannelses Tid, at denne fortreflige Kunstner med Fornøielse fortæller, hvorledes Zoega bedømte og dadlede ham hans Figurer, tit med de Ord: det have de Gamle ikke giort saaledes; saaledes bar sig i Oldtiden ikke ærbare Qvinder, end mindre Gudinder, og deslige! og at han da selv igien havde nedrevet saalænge, til han bragte dem det Antikes Smag nærmere, og tilfredsstillede ham ved sin Jason.”
En formelig Forening med Fædrelandet lod sig midlertid, da han nu selv havde bundet sig til Rom, dengang endnu ikke knytte. Hvo den meget bekiændte Minister har været, der, som hans Biograph beretter, skal være vedblevet at være ildestemt mod Zoega for hans Religionsforandrings Skyld, vil Tilskueren ikke indlade sig paa at giette, og føler intet Kald til at undersøge, nok at umiddelbar derpaa traade Han frem, i hvem Zoega for sit øvrige Livs Dage fandt sin uforanderlige Velynder og Velgiører, og denne Mand var Danmarks Fredrik, der alt da i sit Hierte var det Løfte tro, han efter sin Thronbestigelse høitidelig gav, og kongelig har holdet og holder, at beskytte Videnskaber og Kunster. For ham giorde Zoega i Foraaret 1789 en Reise til Neapel; fra ham fik han ikke længe derefter bestemt aarlig Understøttelse af hans egen Casse, ligesom han noget i Forvejen, paa sin ivrige og formaaende Talsmand Abildgaards Forord havde faaet en aarlig Godtgiørelse af Kunstakademiet, hvis corresponderende Medlem han var blevet, for at indsende maanedlige Beretninger om Kunstsager og Antiqveteter dertil, af hvilke hans Beretninger en betydelig Deel ved nysnævnte berømte Kunstner meddeltes Tidsskriftet Minerva.
